Fra direktør til tyv

Trine er i dag 44 år, og det er to år siden, hun sidst har taget stoffer. Hun har valgt at fortælle Samvirkes læsere om et konkret indbrud, men vil ikke have sit rigtige navn frem.

»Du må forstå, det er ikke let for mig at tale om. Det er ikke noget, jeg er stolt af,« siger Trine og »spoler båndet tilbage« til en morgen for otte år siden, da hun og kæresten var ude for at lave nogle penge.

»Vi kom tilfældigt kørende forbi en lejlighed på Amager, hvor vinduet stod åbent. Men det var nu ikke det vindue, vi kom ind ad. For omme bag ved - ud til en kæmpe gård - stod køkkenvinduet også åbent. Det kravlede min kæreste ind ad og lukkede mig ind ad hoveddøren.

»Skynd dig ind, så du ikke bliver set,« kan jeg huske, han sagde. Der var et klistermærke på hoveddøren, hvor der stod »Alarm«, men den slags virker overhovedet ikke, siger Trine. Det får allerhøjst én til at skynde sig lidt mere.

»Det eneste, der ville have gjort, at vi ikke var gået ind, var, hvis vi havde hørt en hund, eller hvis der havde været et skilt med et billede af en hund.« Både Trine og kæresten havde to-tre sorte affaldssække i lommen. »Jeg tog soveværelset, der lå til venstre lige efter køkkenet, og min kæreste tog stuen, som lå til højre.«

»Jeg kan huske, at der var tre store 3B-skabe i soveværelset, altså sådan nogle dyre nogen, som jeg bare måtte se i.« Udover guld, smykker, checks og kontanter gik Trine også efter dyrt tøj. Noget af det beholdt hun selv, resten solgte hun i narkomiljøet.

»Tøjet lå pænt på hylderne, foldet sammen og i lige bunker. Det, jeg kunne bruge, lagde jeg ned i plastiksækken, resten røg over skulderen.« Trine behøvede ikke se på mærkerne for at vurdere, om tøjet var noget værd. Og det gik hurtigt, forklarer hun, nærmest som når man en travl morgen roder efter den anden strømpe i den vasketøjsbunke, der endnu ikke er blevet lagt på plads.

»Jeg tog ikke undertøj. Det er for svært at sælge. Jeg ville heller ikke selv gå i andres brugte undertøj. « Da Trine var færdig med de store skabe, lod hun den sorte plasticsæk stå på gulvet og gik hen til de to små sengemøbler.

»Jeg hev skufferne helt ud og vendte indholdet ud på gulvet. På den måde kan man hurtigt se, hvad der er noget værd. Man kan jo heller ikke slæbe for meget med. Men der var ikke noget, jeg kunne bruge.« Bagefter gik hun ind i stuen, hvor kæresten var næsten færdig.

»Han havde fundet nogle checks. Dengang var det lige så godt som kontanter for mig.« Da de var færdige, hjalp de hinanden med at bære sækkene ud til bilen, ingen lagde mærke til dem. Men checkene blev Trines skæbne, og hun blev anholdt, da hun forsøgte at bruge dem. Trine havde tidligere lavet checkrytteri, og desuden havde hun også en dom for at sælge den samme lejlighed syv gange, alt sammen i et forsøg på at rette op på økonomien og holde pusherne fra livet. Så denne gang betød indbruddet en tur i fængsel.

Men forinden havde hun og kæresten nået at sælge mange af tyvekosterne. »Jeg kan huske, at der var noget fotoudstyr. Det solgte vi på en grillbar,« fortæller Trine. Og det er ikke svært at komme af med tyvekoster, hvis bare man holder sig til kvalitetsvarer. Spiritus kan sælges i kiosker, og hos pushere kan man ofte betale med smykker og den slags.

»Jeg kender det, for jeg har selv pushet. Men jeg tog kun mod penge. Det andet bøvl gad jeg ikke.«

PROSTITUERET ELLER KRIMINEL

. Trines karriere begyndte allerede som 17-årig, hvor hun åbnede en grillbar, med sin far og mor som kautionister. I årene efter voksede hendes forretninger, så hun til sidst også havde en café og en butik, der handlede med vin og tobak.

Men forbruget af først speed og siden kokain gjorde det umuligt for hende at passe sine virksomheder, der til sidst kun blev brugt til at finansiere stofferne. Og da de legale forretninger var væk, havde Trine et valg: Enten prostituerede hun sig, eller også blev hun kriminel.

»Jeg valgte at lave kriminalitet. Det ville være for ydmygende at sælge sig selv. Så var jeg jo også først »rigtig« narkoman,« forklarer Trine, der efterhånden lærte håndværket at begå indbrud.

»Jeg plejede at ringe på telefonen eller banke på først for at sikre mig, at huset var tomt. Og jeg havde tit lidt værktøj med. For eksempel et lille koben. Og en skrutrækker,« indskyder hun. »En skruetrækker. Den er vigtig, den skal man altid have med, for den er god til alt muligt. For eksempel til at haspe et vindue af med,« forklarer Trine.

På spørgsmålet om, hvor hun selv ville gemme en pung, trækker hun tiden lidt ud. »Hmm, jeg ville ikke forsøge at gemme den i skuffer eller skabe eller tøj, for det går man helt sikkert igennem. Heller ikke mellem børnenes legetøj Jeg tror, jeg ville lægge den inden i en sofa, eller et andet møbel, eller måske i en bog, der ser lidt kedelig ud,« konkluderer hun.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2