Fest uden kemikalier

Eva Skov er økologisk kogekone. Det betyder nul pulver, nul dåser og ingen hurtige løsninger, maden skal smage af de varer og den sæson, der er. Foto:Jakob Carlsen

Taler til vennerne om de små, runde, uforlignelige kartofler

Der er sygeplejersken fra Roskilde, pedellen fra nabobyen og parrene i efterlønsalderen, der har fået nok af storbyen og fundet roen et sted mellem Roskilde og Ringsted.

Der er også dem fra nabogården, en studine, der inkasserer lykønskninger, og et par landbrugskonsulenter med koner. Men den mest massive indvandring på den firlængede gårdsplads kommer fra gårdbutikkens kreds af faste kunder. Det er dem, der taler til vennerne om de små, runde, uforlignelige kartofler fra Skovlygård, og dem, der kan paralysere hinanden med øjnene, når de står som rivaler foran den sidste bakke jordbær.

Gårdspladsen er i aften åben med økologisk middag. For 100 kroner (50 for børn) er der adgang til gårdens mad, mennesker og marker. Kunder kan få et kig længere end til stalddøren, hvor de har købt grøntsager i 12 år. Et dusin år, hvor udvalget er vokset med omsætningen. Først var der kartofler og løg. I dag er det kun artiskokker og asparges, der ikke bliver dyrket på Skovlygård, og det er alene fordi, jorden er for leret og tung.

Mere end 70 stole er slæbt ud på gårdspladsen, rester af spisemøblementer fra 50'erne og frem. Gæsterne fordeler sig lidt søgende og tøvende på pladserne omkring bordene, hvor morgenfruer, bonderoser, blomstrende skvalderkål og et par høstanemoner er stukket i klare flasker. I de allersidste minutter plukker gårdejeren Anders Due-Andersen en skålfuld citronmelisseblade fra haven til vandkaraflerne. Gården er klar til stort besøg.

Strikkeopskrifter og landboforening

Herinde bag stuehusets gulstensmure, blev der engang holdt møder og selskaber, hvor mænd og koner fortrak til hver sin stue, når desserten var båret ud, og kaffen skulle serveres. Så talte mændene om noteringer og mælkepriser, og kvinderne udvekslede strikkeopskrifter. Det var, da den ældste generation på gården var unge. I aften går Aase og Hans Due-Andersen, der blev gift i 1949, hver sin runde mellem alle bordene på gårdspladsen og viser livslang erfaring for store sammenkomster, hvor kendte og ukendte skal føle sig hjemme.

Kirsten har gjort grovkøkkenet i det gamle malkerum klar til kogekonen Eva. Hun har gravet kartoflerne op, vasket dem og skyllet salaterne. Kartoflerne, grøntsagerne, lammekødet og jordbærrene er egen avl, svinekød og oksekød er hentet på en anden gård, mejeriprodukterne er købt på det økologiske Osted Mejeri lige i nærheden, isen kommer fra Skee Is, der også er lokalt og økologisk, og pinje- og græskarkernerne til salaterne er købt i brugsen.

Eva Skov er økologisk kogekone. Det betyder nul pulver, nul dåser og ingen hurtige løsninger, maden skal smage af de varer og den sæson, der er.

»Bouillon har en saltsmag på en helt bestemt måde, som lægger sig inde bag ved tungen. Man smager det med det samme,« siger hun.

Der skal løg til og selleri eller bladselleri, lidt eddike, surt, sødt, salt og noget stærkt for at få smag frem. Sovs og supper har godt af lang tids simren, og al mad har godt af krydderurter, ikke bare i små fine duske, men i massevis.

Eva Skov har arbejdet på kantiner og restauranter blandt andet den økologiske - nu lukkede - Kap Horn i Nyhavn.

Damerne går på havevandring 

Anders stiller sig midt mellem bordene på gårdspladsen, slår to flasker økologiske Thy-øl sammen og begynder sin velkomsttale om slægtsgården, der har været i familiens eje i 200 år og gennem seks generationer. Han har aldrig brudt sig om at bruge sprøjtemidler, der kræver handsker og somme tider også maske, siger han. Gæsterne vil få forandringen at se, når de kommer på markvandring. De vil se ukrudt, og de vil høre om sædskifte, og komposteret husdyrgødning. Bagefter venter jordbærrene og isen inde på gårdspladsen. Og så værs'go.

»De siger det sku' være så godt,« lyder det fra de første i køen henne foran stakkene med de hvide Ikea-tallerkener. Der snakkes om kartoflerne, som vist er enestående på hele Sjælland. En pedel fra nabokommunen fortæller, at han er gået med, fordi familiens damer vil se haven og markerne, og så laves der fantastiske grøntsager her på stedet. Et ægtepar fra Amager er flyttet ud i området for et par år siden, de køber ind på gården flere gange om ugen.

Økologikonsulent Pernille Plantener fra Sjællandske Familielandbrug er måske aftenens mest tilfredse gæst. Hun er projektleder for Økologiske Sommeraftener, fire middage på forskellige sjællandske gårde, hvor Skovlygård er den første. Hun føler sig bekræftet i sin tro på, at den samme begivenhed kan gennemføres i sommeren 2007 med langt flere økologiske gårde end de fire, der er med i projektet i år. Et radioindslag i Regionalen i Næstved samme morgen og en artikel bag på Politiken for et par dage siden har fået gæsterne op på det dobbelte af de ca. 40, hun først havde kalkuleret med.

Tallerkenerne tømmes på de gule og grønne duge, børnene har flyttet sig fra bordene, og de voksnes snak og samler sig foran skræppende parakitter i en voliere uden på den længe, der engang var kostald. Kogekonen dukker frem fra køkkenet og finder en ledig plads til sig selv og sin tallerken. Hun har stadig koncentrationen malet i ansigtet. Træt? Det finder hun først ud af, når hun begynder at tænke. Foreløbig bliver der pause, mens hele selskabet vandrer ud til grøntsagerne på friland, fårene på engene, ind i drivhusene, langs rabarberrækken, og forbi den lune mark med majs mellem to drivhuse. Gæsterne får gavlen af aftægtshuset at se og kommer tæt på hønsehuset, en lille bindingsværksbygning, der engang blev bygget som skolestue for gårdens store bør neflok. Undervejs er der private kig til havemøbler og hængekøjer i små hjørner og afkroge, og til muren hvor gårdens gæster har skraveret deres navne ind i de gule teglsten siden 1898.

Anders er færdig med at holde svin

Anders er landbrugsuddannet på Næsgård Agerbrugsskole og Lyngby Landbrugsskole. Han kunne have fulgt traditionen og opbygget en stor svineproduktion, men det krævede investeringer i blandt andet en gylletank. Han valgte anderledes, selv om far Hans ikke syntes, at det økologiske var nogen god ide, nærmest et tilbageskridt.

»Han kunne huske, hvordan der havde set ud i gamle dage før ukrudtsmidlerne. Alle tidslerne og kvikken. Han tænkte på besværet,« siger Anders.

Selv ville han ikke gå i stalden fra morgen til aften. Det ville blive for ensformigt.

I dag understøtter Hans og Aase projektet med deres arbejdskraft. Aase vasker tøj og reder senge. Hans passer græsset med sin havetraktor.

Det meste af sommerhalvåret sover Anders og Kirsten fire-fem timer om natten og arbejder resten af døgnet.

»Det kan ikke sammenlignes med andet arbejde. Man står op, arbejder et par timer, holder pause, arbejder, kører måske børnene til et eller andet og arbejder igen,« siger Anders. Det er ikke blevet strengt på den måde, som Hans havde forudset.

Kirsten havde taget kurser i ernæring og sat sig ind biodynamiske teorier, inden hun og Anders gjorde de økologiske grøntsager, korn og frø på 49 hektar til en fuldtidsbeskæftigelse. Tidligere arbejdede hun på en institution og han på en forsøgsstation for svineavl.

»Det overrasker mig hvert år, at jeg stadig fryder mig lige meget over at udvikle nye ting og prøve smagen af,« siger Kirsten, der dyrker op mod 50 forskellige grøntsager og krydderurter.

Stalddørssalget er gået godt, takket være områdets mange bofællesskaber og tilflyttere fra København, mener hun. Det er ikke engang nødvendigt at have et skilt stående ude på Roskildevej. Kan selv en økolog få økologi nok?

»For mig er der ingen vej tilbage til det konventionelle landbrug. Jeg tror på kostens kolossale betydning, og sund mad og kemikalier hører ikke sammen,« siger hun.