Skal man tømme elkedlen efter brug?

Din elkoger har bedst af at blive tømt for overskydende vand, når du er færdig med den. Leif Skibsted, der er professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet, forklarer, hvorfor det er en god idé at tømme elkedlen efter brug.
Elkedel med kogende vand

Elkogeren har bedst af at blive tømt for vand, når du ikke bruger den. Så holder den længere. 

Hælder du vandet fra elkedlen, når vandet har kogt?

Du har netop hældt spilkogende vand i tekoppen fra elkogeren, som stadig er halvt fyldt. Hvad gør du med det overskydende vand? Lader det stå og bruger det næste dag til morgenkaffen eller hælder det ud? Det er bedst at tømme elkogeren, når du er færdig med at bruge den, så den ikke står flere timer eller natten over med vand i, råder Leif Skibsted, der er professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet.

Undgå kalkaflejringer i elkogeren

Den primære grund er at mindske kalkaflejringer i elkogeren. Det er nemlig ikke kun, når vandet koger, at der udskilles kalk, der slider på elkogerens forskellige dele. Det sker også, når vandet bare står i den. Konsekvensen er, at du oftere skal have gang i eddike eller citronsyre for at rengøre elkogeren, og det tærer på elkedlens holdbarhed. 

Brug overskydende vand til blomsterne

Er du ked af at hælde vand fra elkogeren direkte ud i vasken, så brug det i stedet til at vande blomsterne. De tager gladeligt imod - uanset hvor længe vandet har stået i elkogeren.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Brug koldt vand i elkogeren

Det anbefales at bruge vand fra den kolde hane, når du skal koge vand til te og kaffe, selvom du måske tænker, du kan spare tid ved at tappe fra den varme hane. Det varme vand kan indeholde metalrester fra varmtvandsbeholder, rør og fittings, som kan smitte af, når vandet varmes op og står stille. Nogle af metallerne kan være usunde i for store mængder. Der kan desuden i sjældne tilfælde sidde bakterier i varmtvandsbeholderen, som kan gøre os syge.

Kilde: Hans-Jørgen Albrechtsen, professor på DTU Miljø og videnskab.dk

Kan vandet i elkogeren blive dårligt? 

Rent vand i elkogeren kan holde sig i lang tid, hvis det er dækket til. Faktisk kan vand i princippet holde sig uendeligt, hvis det er i en lukket ren beholder. Så der er som udgangspunkt ikke nogen sundhedsrisiko ved at varme vand op fra dagen før. Men falder der organisk materiale i form af skidt og snavs ned i elkogeren, og vandet får lov at stå mange dage eller uger, kan det principielt blive forurenet. Samtidig er der mulighed for, at vandets smag ændrer sig, hvis det står for længe. 

Kilde: Professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet Leif Skibsted

Artiklen er opdateret d. 12 december 2018

Læs mere om