Sol over Danmark: Solvarme i danske husstande
Danmark har samme antal solskinstimer som Østrig og cirka samme befolkningstal. Alligevel er der himmelvid forskel på i hvor høj grad, man anvender solen som energikilde i de to lande.
Mens solvarmebranchen i Danmark er stagneret på et lavt niveau, går udviklingen på dette felt stadig mod stjernerne i Østrig.
Østrigs produktion af solvarmeanlæg er lig med produktionen af solvarmeanlæg i Italien, Frankrig, Schweiz, Danmark, England og Finland tilsammen.
Danmarks samlede installation af solfangere i 2001 svarede til, hvad der blev solgt af solfangere i den østrigske delstat Kärnten.
Den østrigske solvarmeindustri har etableret sig så betids på hjemmemarkedet, at udviklingen af solfangerne har kunnet foregå i ly af et velfungerende hjemmemarked og dermed gøre Østrig førende på eksportmarkedet for solvarmeanlæg.
Nogenlunde som udviklingen af vindmøller er foregået i Danmark. Hidtil.
AVANCERET NABOHJÆLP.
Danskerne bryster sig ofte af at være en nation af selvbyggere og gørdetselvfolk. Men danskerne bliver slået med adskillige længder af østrigerne. Traditionen for hvad man kunne kalde avanceret nabohjælp er urgammel i Østrig - og stadig livskraftig.
Der er mange eksempler på, at familier har hjulpet hinanden med bygning af eller udvidelse af boligen gennem måneder eller år. Siden hen er denne vennetjeneste naturligt blevet betalt tilbage, når der skulle bygges på den anden side af hækken.
Dette er en del af forklaringen på, hvorfor solfangere er blevet en langt større del af den østrigske byggekultur end i den danske. Hvis man er vant til selvbyg, er en solfanger en bagatel.
Udviklingen af solenergianlæg i Østrig er for længst gået fra selvbyggerniveau til professionalisering. Samtidig har myndighederne ved at yde et stabilt tilskud og sikre kvaliteten givet et signal om, at solenergi er en energiform, man ser positivt på.
I Kärnten har industrien, handelsstanden og installatørerne med delstatens regeringschef i spidsen - han hedder Jörg Haider - iværksat en kampagne, der stiler mod at firdoble omsætningen af solenergianlæg. Det sker med en massiv mediekampagne samt et slagtilbud på solvarmeanlæg med offentligt engangstilskud.
Energipriserne kan stige lige så tosset, det skal være, når man har en solfanger, argumenterer man i Østrig. Derfor bliver der uddelt solpriser, afholdt solfestival, kæmpet i » Solarligaen « om at være den bydel, der har det største areal solfangere, osv.
Wiens udendørs svømmebad besøges i sommertiden dagligt af 8.000 - 12.000 mennesker. Om morgenen opvarmer naturgas bassinvandet. Derpå tager et 2000 m 2 stort solfangeranlæg over og opvarmer vandet de sidste grader. Solfangerne er sorte robuste gummislanger, der ligger direkte på de flade tage.
Ikke langt fra Wiens offentlige svømmebad ligger byens zoologiske have. Hver dag samles publikum kl 15 for at se elefanterne blive vasket i 25 grader varmt vand. På taget af elefanthuset er der et solfangeranlæg, der gennem mange år har opvarmet vandet til den daglige elefantvask.
NUL SOLVARME I DANMARK.
I efteråret 2001 vedtog Folketinget et forslag fra Kristendemokraterne om, at alle offentlige bygninger i fremtiden skulle have solvarme. Det samme gjaldt ved renovering af offentlige bygninger. Ikke så snart var den nuværende regering trådt til, før den vedtog en modlov, der ugyldiggjorde solvarmeloven. Samtidig er anlægstilskuddet og udviklingsbevillingen til solvarmeanlæg blevet fjernet. Den nuværende regering har givet et utvetydigt signal om, at man ikke ønsker at fremme udnyttelsen af solenergien. Producenterne og solen står ellers klar til at fremme denne fredelige teknologi.
I Danmark har 40.000 husstande etableret solvarmeanlæg, inden tilskuddet faldt væk. En af dem er familien Petersen, der bor i Starup uden for Haderslev. Birthe, Henrik og deres to børn. Huset, de bor i, er et almindeligt parcelhus fra 1977. Almindeligt - bortset fra at der er solvarme.
» Når solen skinner, varmer den vandet til bad, vaskemaskine og opvaskemaskine, « fortæller Henrik Petersen.
» Er der mere sol, sendes varmen ud i stuerne. Er der ikke sol nok, klarer brændeovnen det. Og er det rigtig galt, er gasfyret bagstopper. « Det kan synes, som om familien går med livrem og seler - og tilmed har syet skjorten fast i bukserne. Men der er mening i galskaben.
FRA ELVARME TIL BILLIG SOL.
Oprindeligt var huset opvarmet med elvarme. Det gav udmærket varme, men blev meget hurtigt for dyrt. Da varmtvandsbeholderen i 1993 skulle udskiftes, fik Birthe og Henrik Petersen samtidig installeret solvarme.
Det har de aldrig fortrudt. De har begge hørt om eksempler på dårligt virkende solvarmeanlæg, så deres råd er: Lad være med at sætte solvarmeanlægget op selv.
» Det skal være gennem en VVS-installatør, der har certifikat til at installere solvarme, « siger Henrik.
» Vores anlæg har kørt, uden at der har været rørt ved det, siden det blev installeret i 1994. « Siden hen gik der sport i at spare på energiregningen.
Sammen med VVS-installatøren udviklede de en vandtank til brændeovn. På det tidspunkt var dette nyt også for VVS-installatøren. Efter nogle eksperimenter fandt de frem til en løsning, der giver varme både til stuen, hvor brændeovnen står og radiatorer i nogle af de andre rum. I alt putter familien otte rummeter brænde om året i en ovn, der er beklædt med fedtsten, som holder på varmen et helt døgn efter, at ovnen er slukket.
Er rummene tilstrækkeligt opvarmet, dirigeres varmen fra brændeovnen over i brugsvandstanken, og bidrager dermed til at opvarme brugsvandet efterår og vinter.
» Styringen er afgørende, når tre systemer er flettet ind i hinanden, « siger Henrik Petersen. Et par kig på termometrene i bryggerset er nok til at overbevise. I indkørslen er der stadig is på vandpytterne efter nattefrosten. Formiddagssolen skinner udenfor. I løbet af en time er temperaturen i solfangeren steget fra 31 til 48 grader.
De ni kvadratmeter solfanger på husets tag syner ikke af meget, og energisystemet virker perfekt. Efter at have tænkt sig grundigt om, opsummerer fruen i huset den eneste kritik: » Som andre danskere brokker vi os lidt, når solen ikke skinner, « griner Birthe.
SKIVE VISER VERDEN VEJEN.
I Skive kommune satser man i stor stil på solenergi. I alt har 19 skoler, ældrecentre, daginstitutioner og sportsanlæg solvarmeanlæg som en del af deres energisystem. Målet er, at samtlige institutioner har solvarmeanlæg.
Solvarmeprojekterne er ikke lavet på grund af krav om en grøn politik. De er lavet, fordi det kan betale sig.
» Et solfangeranlæg, der har kostet 100.000 kr, og som sparer for 10.000 kr energi om året er tjent ind på 10- 12 år, « konkluderer Michael Petersen, der er ansvarlig for en række af kommunens energispareprojekter.
» Og vi ved, at anlæggene holder i mere end 20 år. « Det startede med Højslev skole, hvor 375 m 2 solfangere siden 1994 har forsynet skolen med en fjerdedel af den energi, der er brug for til rumvarme og varmt vand.
Det er mest almindeligt at bruge solvarme alene til opvarmning af brugsvand, så man kan slukke for centralvarmeanlægget i sommerperioden. Men på Højslev skole er det anderledes. Da 95 procent af varmebehovet året igennem går til rumopvarmning, har man et stort solvarmeanlæg, der kan levere så megen varme som muligt til opvarmning af skolens lokaler og i øvrigt klare det varme vand til brusebad og rengøring.
Hvis der i perioder ikke er sol nok, leverer fjernvarmesystemet resten. Og omvendt leveres overskydende varme om sommeren til fjernvarmesystemet.
Det sker til en pris, der er halvdelen af, hvad fjernvarmeværket ellers sælger varmen for.
Solfangeranlægget på Højslev skole har kostet én million kr i 1994. På det tidspunkt var der 30 procent tilskud fra staten til vedvarende energianlæg.
SIMPLE SYSTEMER.
Men ikke nok med det. I 1997 byggede Skive kommune solfangeranlæg for 2,6 millioner kr, som blev anbragt på otte skoler og et ældrecenter. Disse institutioner ligger i et andet fjernvarmeområde, som ikke ville aftage overskudsvarmen.
Derfor er anlæggene lavet store, men ikke så store, at der er behov for at afkøle solfangerne i sommerferien.
Er der ikke tilstrækkelig solvarme, leverer fjernvarmesystemet eller i naturgasområder naturgas resten af energien.
» På trods af at det ikke er standardanlæg, har alle kørt uden driftsproblemer, « pointerer Michael Petersen. Og udviklingen fortsætter i samme spor. Skive by skal have nyt rådhus. Ifølge kommunens strategiplan skal man ved opførelsen af det ny rådhus » lægge vægt på energimæssige løsninger, der minimerer de årlige driftsudgifter.
« Det er et krav til arkitekten, at der skal anbringes 375 m 2 solfanger på en sydvendt tagflade - helst med en hældning på 45 grader. Og synligt. I Skive skilter man gerne med, at man sparer på energien. Dertil kommer 400 m 2 solceller, der skal producere elektricitet svarende til, hvad der er brug for, når rådhuset er i » tomgang « , dvs om natten, i weekender og ferier.
Solcellerne er ikke obligatoriske, da solceller nok et stykke tid endnu er en dårlig forretning. Men de kan indgå som solafskærmning, på en tagflade eller i facaden - det er op til arkitekten. Endelig skal det nye rådhus producere el ved hjælp af rapsolie, hvis rådhuset kommer til at ligge i et fjernvarmeområde.
Nøjagtigt som med rigsdagsbygningen i Berlin, hvor der i stor stil er anvendt vedvarende energi, og hvor elektriciteten produceres ud fra raps.
Når regeringen ikke vil vise vejen, må Skive kommune gøre det.
Vil du vide mere:www.altomsolvarme.dk
FAKTA
Solfanger
Omsætter solens stråler til varme og varmt vand.
Solceller
Omsætter solens energi til elektricitet.









Mærkelige træer fra hele verden
7 ting du ikke vidste om juletræer
5 skønne ting du kan lege med dine unger i naturen
10 dødelige planter og dyr i Danmark
Lær at trylle – se 6 nemme tryllekunster
Få inspiration til 6 nye sjove lege i naturen for de mindste
10 ting du ikke skal købe for ofte
Samvirke stener - find sten på stranden
Fattigmandsfornøjelser: 10 måder at få eventyr på i hverdagen - helt gratis
En uge, en familie = masser af affald












Andre kommenterer på
Sådan fjerner du en indtørret rødvinsplet 9
Diodelygterne til cykler bliver forbudt 21
5 gode råd til hvordan du holder ferie, selvom du har huset fuldt af gæster 7
10 ting du kan bruge bagepulver til 16
Sådan mærker du om bøffen er stegt 6