Kør på cykel for klimaet

Det vigtigste du kan gøre er at spise mindre kød

»Vi får både at vide, at vi skal slukke lyset, spare på kødet og flyve mindre. Men hvad hjælper det egentlig at slukke lyset, hvis vi flyver til Kina?« spørger Torben Lauridsen, der er gift med Bente og far til Jeppe, Mathilde og Signe.

Familien har de seneste måneder fået en stribe gode råd af klimaeksperter for at mindske deres samlede CO2-forurening.

Familien synes, de har lært mange forskellige ting og er blevet forvirrede på et højere plan. Men hvad er det allervigtigste, familien kan gøre, og hvad er konsekvenserne egentlig, hvis de ikke gør noget? Professor Jørgen E.

Olesen, der er ansat ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, og medlem af FN's klimapanel ( IPCC) og regeringens klimakommission, er kommet på besøg for at give klimadiskussionen hoved og hale: »Alt hvad der kan medvirke til at mindske vores CO2-udslip, vil selvfølgelig hjælpe. Men noget hjælper mere end andet.« Han siger, at det vigtigste, de som privat familie kan gøre, er at spise mindre oksekød, flyve mindre, køre mindre i bil og få tjekket, om huset skal efterisoleres.

Jeppe er skeptisk og spørger, hvad det egentlig hjælper at købe mindre kød, når det alligevel ligger nede i køledisken.

Og flyet flyver jo alligevel, så hvad nytter det, hvis han ikke tager med det? »Den logik holder ingen vegne,« siger Jørgen E. Olesen.

For hvis der er folk nok, der holder op med at købe oksekødet eller tage flyveren, så bliver kødproduktionen skåret ned og antallet af flyafgange falder. Så i sidste ende har hver enkelt forbruger et ansvar.

VIGTIGERE AT SLUKKE BILEN FREM FOR LYSET

»Der er alt for meget fokus på, at vi skal spare på strømmen. Og et stykke hen ad vejen er det forkert,« siger Jørgen E. Olesen.

For el udgør kun en sjettedel af det samlede danske energiforbrug.

Og det er vel at mærke både den strøm, vi bruger derhjemme, og som virksomheder, forretninger og offentlige institutioner bruger - f. eks. til belysning.

»Hvis vi har en lagkage og deler den i seks lige store stykker, så er det kun ét stykke, der går til elforbrug. Og det hjælper ikke særlig meget at skære skiver af dette ene stykke lagkage,« siger Jørgen E. Olesen.

Han mener, vi har for lidt fokus på den resterende del af lagkagen. Hvor to stykker går til transport inden for landets grænset, og to stykker går til opvarmning. Det sidste stykke lagkage er, hvad industrien bruger.

»Det hjælper for lidt at blive ved med at spare på vores elforbrug. For vores faktiske problem er ude i bilerne og i opvarmning af vores bolig. Her kan vi virkelig spare noget CO2 og tjene penge,« siger han.

Derudover kommer cirka 20 procent af vores strøm fra vindmøller og andre vedvarende energikilder. Men hvis man ser på vores samlede energiforbrug, kommer 80 procent fra kul, olie og naturgas.

I BRUGER MERE, END I TROR

»Jeg har læst, at man har bildt jer ind, at hver dansker forurener med 10 ton CO2 om året.« Det er det tal, Klimaministeriet er nået frem til ved at tage det samlede danske CO2-udslip og dividere det med antal danskere.

Men Jørgen E. Olesen siger, at de glemmer at regne med, hvor meget det forurener, når vi køber ting, der er produceret i udlandet: » Hvis vi køber et køleskab, er det jo blevet produceret et eller andet sted. I Kina f. eks. Det udleder en masse CO2 at producere et køleskab, men det tæller ikke med i det danske CO2-regnskab, selv om det er os, der forbruger køleskabet.«

Hvis vores forbrug af varer, der er produceret uden for Danmark, skulle regnes med i regnskabet, ville hver danskers CO2-udslip svare til 15 ton.

Familien har tidligere talt om, at det er uoverskueligt at vide, hvor meget det forurener at købe nye ting. Og det er svært at overskue for dem, om det er godt for miljøet f. eks. at købe en ny brændeovn, der udnytter træet bedre og brænder mere effektivt - eller om det forurener så meget at producere en ny brændeovn, at det er bedre for miljøet at beholde den gamle.

Jørgen E. Olesen forstår godt deres usikkerhed. Og han mener, det er en af de største udfordringer for forbrugere i dag.

»Men at fremstille en brændeovn er meget CO2-forurenende.

For produkter, der indeholder jern eller stål, er meget klimabelastende at producere. « Han foreslår, at man skal lave en klimamærkning af alle forbrugsvarer, så folk lettere kan overskue, om noget er klimavenligt eller ej.

En CO2-mærkning af varer er dog ikke lige på trapperne.

Coop har arbejdet på sagen om at klimamærke varer, men har måttet sande, at det er for kompliceret. Det samme har verdens tredjestørste supermarkedskæde Tesco måttet opgive.

I MÅ KUN UDLEDE ET TON

Familien er også i tvivl om, hvor meget de og alle andre egentlig skal spare, hvis vi skal undgå de værste klimaændringer. Ifølge Klimaministeriet og Connie Hedegaards kampagne »1 ton mindre« opfordres alle danskere til at spare et ton CO2 om året, og det er der for så vidt ikke noget galt i. Men Jørgen E. Olesen forklarer, at det langtfra er nok.

»Vi må kun forurene med ét ton per person, hvis vi skal forhindre de alvorlige klimaforandringer.« »Et ton!,« siger familien forfærdet i kor.

»Et ton om året? Det er helt urealistisk. Det er en alt for stor mundfuld at gå fra 15 til ét ton,« siger Jeppe på 17 år.

»Det er en umulig tanke for os her i Vesten, som vi har indrettet os nu,« siger mor Bente.

»Udfordringen er, at hvis vi skal stoppe de her klimaændringer, og vi samtidig skal have en nogenlunde ligelig fordeling blandt verdens efterhånden 9-10 milliarder mennesker, som vi bliver om nogle årtier, ja, hvis vi alle sammen skal have lov til at blive her på kloden, så skal vi ned på ét ton per person,« siger Jørgen E. Olesen.

Men bedre teknologi kan hjælpe os. Faktisk mener Jørgen E. Olesen, at 60 procent af vores CO2-besparelse kan komme fra energieffektive teknologiske løsninger.

»Vi skal helt fjerne vores forbrug af kul, olie og naturgas - det kan klares teknologisk,« siger han. Det bliver nok svært at få flyvemaskiner til at flyve på batterier, men så må man håbe, at der til den tid findes nye effektive teknologier til produktion af biobrændstoffer. Og samtidig må vi skære ned på vores forbrug.

Den anden store hurdle, vi skal gøre noget ved, er vores fødevarer. Og her kan teknologien ikke redde os. For at nå derhen, hvor alle mennesker maksimalt bruger et ton om året, vil vi f. eks. kun kunne spise kød to gange om ugen - en gang til frokost og gang til aftensmad.

»Desværre,« siger Bente, har en stor del af verdens befolkning først lige fået smag for kød. Og Jørgen siger, at tal fra FN viser, at vi i løbet af de næste halvtreds år vil spise dobbelt så meget kød på jorden, som vi gør i dag. Fordi vi bliver flere mennesker og flere rige mennesker. I dag er Danmark et af de lande i verden, hvor der spises mest kød per indbygger.

»At vi kun er en dråbe i havet i forhold til kineserne, ændrer jo ikke på det forhold, at vi som personer har et moralsk ansvar for vores handlinger og deres konsekvenser.

Desuden er det store kødforbrug ikke blot et miljøproblem, men også et sundhedsmæssigt problem. Hvis tilstrækkeligt mange betragter oksekød som det problem, det virkelig er, vil det få politisk fokus og f. eks. gøre en beskatning af oksekød mulig, « siger Jørgen E. Olesen.

Lyden af Hjemisbilens klokke forplanter sig ind i stuen.

Jørgen E. Olesen fortæller også familien, at ud over at produktionen af kød er enormt klimabelastende, så er mælkevarer og ost også meget klimabelastende. Fordi køerne bøvser og prutter, så længe de lever.

FORURENING OG SYREREGN

Jørgen E. Olesen siger, at danskerne har svært ved at tage det seriøst med klimaændringerne, for vi kan ikke selv mærke konsekvenserne.

Og omkring halvdelen af danskerne anerkender slet ikke, at klimaforandringerne har noget med mennesker at gøre: » Lidt kynisk sagt påvirker klimaændringer mest verdens fattige lande og mest de fremtidige generationer.«

Bente kan godt forstå, at mange ikke tager de dystre udsigter så alvorligt: »I 70' erne talte alle om forurening, nu taler vi om klimaforandringer. Der har altid været frygt for jordens undergang.«

Men Jørgen mener, der er langt mere at være bange for nu, end dengang truslen hed syreregn, forurening eller atomkraft.

»Det er ikke bare tankespind baseret på matematiske modeller, men der er faktiske observationer og målinger.

Her overgår virkeligheden altså i mange tilfælde vores tidligere beregninger. Et klart eksempel er den stærkt stigende hastighed, som Grønlands indlandsis smelter med.« Konsekvenserne vil ikke nødvendigvis være så ringe for Danmark: »Hvis vi kan holde klimaflygtningene fra døren og bygge en masse diger, så klarer vi os nok i Danmark med et klima svarende til det franske. Men det er jo et spørgsmål om moral. « Han foreslår familien og alle os andre at overveje, hvad der i virkeligheden gør os rigere: »Bliver vi nødvendigvis rigere af mere forbrug?« spørger Jørgen familien.

Mathilde på 15 er hurtig til at svare: »Nej, det gør vi ikke.« »Man kunne også vælge at bruge de 1000 kroner, man bruger om måneden på en ny flot kjole, på at få sig en god gang wellness med massage og neglepleje og alt det der - mange af den slags aktiviteter er der ikke knyttet ret meget CO2-forurening til, sammenlignet med at købe nye ting,« siger Jørgen E. Olesen.

Familien griner, når de prøver at forestille sig at stå i en tøjbutik og prøve nye bukser og så tænke - nej, jeg bruger sgu pengene på en god gang massage. Det virker fjernt.

Hjemisbilens inciterende klokke fylder stuen igen. Den er nu faretruende tæt på, og det lyder, som om den er på vej op ad havegangen.

Signe spørger, om hun må købe noget is. Jørgen E. Olesen spørger hende, om hun så vil vælge sodavandsisen eller flødeisen? Hun svarer, at hun vil købe en sodavandsis, for der er ikke mælk i - og så er den mest klimavenlig.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4