Vegetar

Debat: Skal en vegetar servere kød til sit bryllup?

Debatten om hvorvidt vegetarer skal holde kødfri bryllupsmiddage har raset i USA. Senest da Hillary og Bill Clintons datter Chelsea skulle giftes. Det forargede, at hun som vegetar valgte at servere kød for sine bryllupsgæster.
Af Liv Mygind | Foto: Colourbox | 26. maj 2011
Brud der spiser bryllupsmiddag
Suppe, steg og is. Et traditionelt dansk bryllup byder gerne på mindst en kødret. Men hvorvidt der skal kød på bryllupstallerknerne har givet anledning til debat i USA. Amerikanere er meget fascinerede af præsidentbørn og rigtig mange amerikanere følger med i Chelsea Clintons liv. Så hendes valg i livet er folkekære debatemner. Og hun blev ikke populær i vegetarkræse, da hun valgte at servere gode ben til sit bryllup sidste år d. 31. juli 2010.

Til kødet os skiller

I USA er nogle vegetarer meget dedikerede til deres livsstil og specielt i New York og på vestkysten findes der ekstreme vegetarer, der ikke er blege for at kalde bøffer for mord. Derfor skortede det ikke på omtale, da den i USA meget berømte unge dame og vegetar Chelsea Clinton skulle giftes og valgte at serve kød til sit bryllup.

Forgangsvegetar giver køb på principper

Når datteren af to så vigtige politikere skal giftes bliver alle beslutninger pludselig tolket politisk. Skulle hun for eksempel invitere sin fars tidligere toprådgiver eller ej? Men det viste sig, at det mest politiskomtalte valg, hun traf, var om hun skulle servere kød eller ej, skriver New York Times.

Skal der grønt eller gris på bryllupsgaflen?

Chelsea Clinton er en fremtrædende vegetar og det tog Clinton og Marc Mezvinskys bryllupsplanlægger højde for. Han har fortalt, at der til brylluppet var lavet farvekoder for alle gæsterne efter, hvad de ikke kunne tåle at spise eller ikke ville spise. Så de var sikre på, at ingen fik serveret noget, de ikke ville spise.


»Denne generation er meget mere bevidste om deres sundhed. Og derfor er der også mange flere brude, der er vegetarer, veganere, har allergi eller spiser sundt,« siger Bryan Rafanell, der planlagde Clintonbrylluppet til New York Times.

Bryllup for brudeparret eller for gæsterne

Problemstillingen om hvorvidt vegetarmad kan være gæstemad, er der nok mange, der kan nikke genkendende til herhjemme.

For hvad serverer man, hvis man får en vegetar til middag. Skal hun bare spise kartoflerne og en dusk persille, eller skal man kokkerere rigtige vegetariske retter.

Og hvis bryllup er det – gæsternes eller brudeparrets? Og skal man tvinge sin diæt ned over hovedet på andre?

Eller skal man snarere se det som en mulighed for at inspirere sine venner og familie i en mere vegetarisk retning?

Hvad synes du?

Kommentarer til artiklen

Vegetarisk festmiddag

Når nu man kan lave fantastisk vegetarisk mad, hvorfor så ikke servere det for sine gæster?

-og omvendt, hvorfor ikke også diskutere, hvorfor der ikke er flere kødspiserer, der vil servere noget lækkert vegetarisk?

Ahimsa.

- Marie - 26. maj 2011 18:28

Vegetar eller kødæder

Om der bliver serveret kød til Chelsea's bryllup eller ej ... det er uden betydning for mig. Ikke noget Verden skal diskutere. Hun har vel bare tænkt, at der var flest kødspisere?

Jeg spiser kød. Og jeg gør det, fordi jeg synes det smager godt. Men jeg spiser også gerne vegetariske retter. Jeg er ikk fastnaglet til at der SKAL være kød på min tallerken.

Vegetarisk bryllup? Det er vel ligegyldigt, bare det er en hyggelig dag, og at parret har valgt det de selv synes er passende.

- Heidi - 31. maj 2011 09:00

Festmiddag

NEJ - selvfølgelig - IKKE !!
Skal der serveres halalslagtet o.s.v. o.s.v. ???!
"Man" kommer da for at fejre.... og ikke for at
"fylde" ....!!
God fest!! Og:
Velbekommen!
Eric P.

- Anonym - 31. maj 2011 09:28

Frit valg!?

Det må brudeparret da selv afgøre! De kan jo sende menuen ud med indbydelsen!
der er ikke noget land, hvor man kan blive godt forarget, på andres vegne, som i bornerthedens land USA!

- bjørn hansen - 31. maj 2011 11:33

Hensynstagen er ok...

Min kone er vegetar, dog spiser fisk og fjerkræ.
Jeg er kødspiser og spiser meget lidt "grønt", dermed er vi jo alsidige at tage hensyn til ;o)

Når vi afholder festivitas er der noget for alle og når vi kommer ud til andre tages der også hensyn.

Jeg mener ikke at man skal påtvinge andre at spise efter sin egen overbevisning, men tage hensyn til gæsternes forskellighed både som vegetar, veganer, muslim samt almindelig kræsenhed.

Når jeg invitere gæster er det jo fordi jeg ønsker at se dem, mere end det er fordi jeg skal "fejres", derfor må det være lidt på gæsternes præmisser, eller er det jo spild af ressourcer at lave en masse mad, de alligevel ikke ønsker at spise.

/Frank

- Frank Mayntzhusen - 31. maj 2011 16:47

Bryllupsmad

Det må altid være værtens valg, hvad der skal serveres. Men værten er vel altid interesseret i, at gæsterne befinder sig godt. Derfor vil en god vært sørge for, at der er lidt for enhver smag.

- Anne-Grethe - 31. maj 2011 18:39

Jeg har en enkelt vegetar i

Jeg har en enkelt vegetar i vennekredsen og sørger naturligvis altid for at han får serveret vegetarisk (og glutenfri mad). Jeg har holdt flere fester på restaurant hvor han har fået serveret lækre vegetariske retter. De gange han har besøgt mig har jeg købt vegetariske færdigretter til ham (jeg er desværre ikke nogen ørn i et køkken). Jeg kan ikke lide fisk og jeg bliver vildt glad når folk tænker på det og jeg får serveret en speciel forret når jeg er inviteret ud. Frank, du har så ganske ret. Selvfølgelig inviterer man gæster fordi man gerne vil se dem og så bør vi også lade dem føle sig velkomne

- Ina - 1. jun 2011 08:48

Det danske sprog

Ja, dette indlæg har ikke noget med vegetarer at gøre, men er en kommentar til Eric P. Skal vi ikke slå fast, at det hedder VELBEKOMME - uden n!! Det kommer af det gamle "Må det bekomme dig vel" og har intet med Velkommen at gøre, ej heller med krydderiet kommen.

Nu har jeg set på det tryk hundredevis af gange, men det bliver det altså ikke mere rigtigt af.

- Anonym - 1. jun 2011 08:57

Skal en vegetar servere kød til sit bryllup.

Jeg mener, at man i vid udstrækning skal tage hensyn til sine gæster og derfor servere kød til kødspiserne og lave en lækker vegetarret til vegetarerne, når der er vegetarer blandt gæsterne.

Vi spiser kød, men har vegetarer i familien og er vant til at finde lækre retter, som vi forøvrigt også selv kan lide, til vegetarerne.

- Alice Neertoft - 1. jun 2011 08:58

Vegetarmad /Bryllupsmad

Hvad de gør i USA - om det er Clintons eller andre - er mig helt uvedkommende.
Et brudepar vælger selv om de vil servere kød eller ikke. Hvis de selv
er vegetarer, hvorfor så ikke præsentere kødspisere for noget af det man ikke kender så godt? Jeg har prøvet at få det lækreste, lækreste mad til et sikh-bryllup, ligesom jeg ofte vælger at få vegetarmad på flyrejser og går gerne på f.eks. Riz-Raz og vælger deres vegetar-buffet (uhm)selv om jeg er kødspiser. Hvis jeg ved at nogle af mine gæster er vegetarer vil jeg lave en eller flere deciderede vegetariske retter - også til resten af gæsterne.
/Marianne, Solrød str.

- Marianne - 1. jun 2011 09:11

Gæstemad-Bryllup

Det må være både den lækre vegetarisk mad og selvføgelig også kød retter, så alle bliver tilgodeset.

- Maria Petersen - 1. jun 2011 09:16

Vegetar / Bryllupsmad

Hvis jeg stod med "problemet", så ville jeg skrive i indbydelsen, at der ville blive serveret vegetarmad, og hvis man af enten allergiske grunde eller ens overbevisning må have kød, så bør man meddele det indenfor en tidsfrist. Jeg er selv "kødæder", men jeg ville sætte stor pris på at prøve noget nyt og spændende. ;o)

- Susanne Nordjylland - 1. jun 2011 09:37

Spis hvad man får

Jeg syntes at man skal spise det der bliver serveret er man vegetar spiser man vel kun det man kan spise er du på slankekur spiser du vel også det du må er muslim spiser du vel også det du må. I de fleste festmiddage er det jo noget for en hver. Inviterer man specielle gæster skal man jo sørge for dem det er vel derfor de er inviteret.

- Henning - 1. jun 2011 09:46

Vegetar bryllup

Jeg har lavet vegetar menu til et bryllup.Først var gæsterne ret chokerede og skuffede, men de måtte indrømme, at de ikke var klar over, det kunne være så lækkert. Men normalt ved man vel, at de mennesker man er inviteret hos, er vegetarer, de bliver det jo ikke fra i dag til i morgen. Det er jo en livsstil.

- AnonymJytte - 1. jun 2011 10:45

Vegetar og fester

Jeg og min datter er vegetarer - spiser dog fisk - mens min mand spiser lidt økokød. Når vi holder fester for familie og venner - som for nyligt en konfirmation - så serverer vi vegetarisk mad samt fisk, og det er altid blevet vel modtaget af alle - også inkarnerede kødspisere. I går var jeg til en sammenkomst, hvor der ikke var vegetarmad til mad, og så spiste jeg bare lidt salat og brød - og det var fint nok for mig. Jeg vil ikke revolutionere, men jeg vil på den anden side heller ikke give helt køb på mine principper for at se familie og venner.

- Britt - 1. jun 2011 11:02

vegetar eller ej

Hvis man byder på middag, ønsker man vel at glæde sine gæster.
Derfor må der naturligvis tages hensyn til alle.
Jeg ville da blive meget overrasket, hvis jeg til en middag opdagede
at værten "omhyggelig" havde sørget for at servere noget han/hun vidste, jeg ikke ret gerne ville spise.
Noget andet er, at jeg som gæst i et hjem, der ikke kender til mine
spisevaner, må tage situationen som den er, og ikke nødvendigvis signalere, at jeg har et problem.

- Karen - 1. jun 2011 11:04

Totalt underordnet

Når man holder bryllup så serverer man det man mener gæsterne kan lide. Det er da ikke det store problem at lave både animalske og vegetariske retter, det gør vi da altid når vi har fest, og vi tager også hensyn til om nogle måske ikke spiser svinekød.
Der findes da ikke noget værre end at komme til en fest hvor man ikke kan spise noget.
Forøvrigt kommer det da ikke nogen ved hvad Chelsea vælger at server til sit bryllup, håber hun havde en god dag.

- Lilian Andersen - 1. jun 2011 13:59

vegetarmad

Jeg tager altid hensyn til mine gæster, hvis de har diabetes eller en anden sygdom, hvor de kun kan tåle bestemt mad.
Tidligere gjorde jeg også meget ud af at servere lækker vegetarmad, men efter at have spist flere gange hos vegetar-venner, hvor der kun er blevet serveret vegetarmad,tager jeg ikke så meget hensyn mere. Det pudsige er, at vegetarer aldrig spørger, om der er ting du ikke bryder dig om, (der kunne jo være nogle grøntsager, man ikke kunne tåle) men altid tydeligt forklarer, at de er vegetarer. Så nu serverer jeg lidt forskelligt god salat og brød ved siden af min middag.

- Anonym - 1. jun 2011 14:40

Selvfølgelig ikke

Hvis man er etisk/moralsk motiveret vegetar, så vil det selvfølgelig være upassende at servere kød til sit bryllup - eller en hvilken som helst anden form for fest eller fejring. Et dyr bliver ikke dræbt mindre brutalt, blot fordi det indgår i en bryllupsmenu.
Jeg serverer intet kød til de arrangementer, jeg holder. Til gengæld sørger jeg for at folk får en fantastisk, kulinarisk oplevelse og opdagelse i den vegetariske verden (så langt mine "køkken-skills" nu rækker).

- Dennis Laursen - 1. jun 2011 16:28

Fakta:

Kære venner:

I en længere periode har det irriteret mig, at folk giver sig ud for at være noget, de ikke er. Derfor har jeg formuleret denne lille faktaside. :)

VEGANER: spiser intet animalsk
VEGETAR: spiser ikke kød, dog mælkeprodukter
PESCATAR: spiser ikke kød, dog fisk
KRÆSEN: spiser ikke oksekød ...

- Philip Holmkjær - 1. jun 2011 17:04

Selvfølgelig

At være vegetar er et personligt valg. Hvis man ønsker at den person der er vegetar skal komme til brylluppet, festen eller bare til en gang aftensmad så indretter man menuen efter det!

- Morten - 1. jun 2011 17:16

Vegetarmad til gæster

Hvis man holder middag i en mindre lukket kreds, som f.eks. en familiefest, så får man bare tilberedt den samme ret, men med erstatningskød, Nutana ell.lign., så glider vegetarens problem
helt lydløst ind i middagen som sådan.
Hvis det er et større arrangement, så ville jeg vælge at servere
en buffet med forskellige retter, så er der ikke så meget at diskutere,
man tager hver især, hvad man har lyst til.
Er man f.eks. allergiker og ikke tåler specielle fødeemner, så giver
man besked i god tid ved et mindre arrangement, og kan det ikke lade
sig gøre at efterkomme de specielle krav, ja så er man som gæst forhåbentlig så velopdragen, så man klarer sig med de dele af serveringen, som man kan tåle. Hele verden skal jo ikke laves om til
et hospital, hvor det er livet om at gøre, at hver enkelt kan tåle
maden. Conduite - simpelthen - fra både gæst og vært - så er det heller
ikke værre.

- Buster - 1. jun 2011 19:24

Vegetarisk festmad.

Jeg har været vegetar i 50 år og kunne ikke forestille mig at servere kød for mine gæster. I stedet forsøger jeg at lave så lækker vegetarisk mad, at mine gæster forhåbentlig helt glemmer, at de ikke får kød. Det lykkes altid og samtalen under middagne er ofte mere inspireret end ved animalske middage, fordi kødets tyngde ikke belaster kroppen.
Bortset fra det synes jeg folk skal spise, hvad de kan lide.
Jeg foretrækker at være sammen med en tolerant kødspiser i stedet for en intolerant vegetar. Det er mennesket og hjertes adel, der tæller.
Mange hilsener
Hans Skaarup

- Hans Skaarup - 2. jun 2011 00:56

Mad-etik.

Man kunne vende det om og spørge om det er nødvendigt at servere kød til en veggie-fest når man inviterer en kødspiser, ligesom det er nøvendigt at servere noget vegetarisk hvis man invitere en vegetar til et kød-party. Jeg syntes at folk er lettere snæversynede når "det er for dårligt" at der ikke er kød på bordet. Som kødspisern er det kun et spørgsmål om kræsenhed, der sætter grænserne for om man bliver mæt. Hos vegetaren handler det om et etisk eller sundhedsmæssigt fravalg af kød, et argument jeg syntes holder lidt bedre end "jeg kan ikke lide selleri".
Ingen tager skade af at prøve noget nyt og udvide sine horisonter en smule.

- Nanna - 2. jun 2011 10:43

vegetar mad til gæster

Hvis man er absolut vegetar, ved ens omgangskreds det, og jeg tror ingen vil tage anstød af at få serveret vegetarretter. Har man diabetikere i omgangskredsen serverer vi jo heller ikke diabestekost, men sørger for der er nok af noget, de også spiser med fornøjelse.
Det er netop også til den slags problemstillinger, der er opfundet buffet'er med flere slags retter. Det bedste er at sætte skilte ved retterne, så man ved, hvad de indeholder af nødder, sukker eller andet, folk kan have det svært med.
Men ved et bryllup er det helt og aldeles brudeparret, der bestemmer, og lur mig , om de ikke tager de hensyn, de bør. Det er ikke for gæsterne at afgøre.

- bfj - 2. jun 2011 12:56

Kræsne

Lige som med andre kræsne, må en vegetar spise det af min mad de kan lide. Jeg er så flink at jeg ikke forlanger at man skal smage på alt maden, også selv om jeg har knoklet hele dagen for at lave det. Nogle gange er jeg endda så flink at jeg finder lidt ekstra til vegetaren feks en avocado. Men jeg kaster mig ikke ud i at kokkerere proteiner som tofu og lign. Det må de selv klare igennem deres daglige kost. Bare der er salat osv til at de kan blive mætte, skal de bare være glade og taknemmelige.

Men altså er det ok at være kræsen bare man finder på et begreb for det? De får det jo til at lyde som om det er en kondition de er født med. Jeg forlanger jo heller ikke at der er kød når jeg spiser hos andre. Jeg forlanger faktisk slet ikke noget som helst, når jeg er inviteret indenfor i andres hjem.

- Lasse - 3. jun 2011 09:10

Vegetarmad til gæster

Hvordan kan det egentlig være at vegetarer er så dårlige værter at de ALDRIG kunne finde på at servere kød til kødspisende gæster hvorimod kødspisere som regel altid kan finde ud af at lave en vegetarret til dem ?

- Henning Garne - 3. jun 2011 09:24

vegetar til bryllup

Ja selfølige, man er vel en god "værdinde" Erfaring siger mig at der er en del såkaldte ikke vegetare der tager for sig af vegetarretten. så hvorfor ikke lade det blive en integreret del af menuen.

- karin - 3. jun 2011 14:26

vegetar mad til bryllup

Selvfølgelig kan man serverer kød til en bryllupsmiddag selvom man er vegetar, serverer diabetikere og allergikere ikke også mad de ikke kan tåle. Jeg selv har da også serveret mad, som jeg ikke bryder mig så meget om, ligeledes spiser jeg da også mad, som jeg ikke bryder mig om, når jeg får det serveret - uanset anledning

- Anonym - 30. jun 2011 17:52

Egentlig var det meningen jeg

Egentlig var det meningen jeg ville have skrevet at er værten vegetar må og skal man spise det der bliver serveret, men hvis nu værten var omnivore og havde vegetarer blandt sine gæster dur det ikke at de får at vide at de har bare at spise det der bliver serveret.

Så resultatet må være at man tager hensyn uanset om man er til kød eller ej.

Namsté

- Anonym - 6. jul 2011 16:13

Jeg er vegetar og serverer

Jeg er vegetar og serverer altid vegetarisk, og hvad der bliver serveret for mig er jeg ligeglad med.. Jeg går så bare udenom kødet. Men der skal ikke kød på mit eget middagsbord, for vil ikke støtte kødindustrien.. Og det er klart en mulighed for at inspirere sine venner og familie, for grønsager, frugt, nødder, bønner, osv. er altså også mad. Og man kan endda udrette meeeeget bedre retter og smage med vegetarisk. Så jeg vil helt sikkert holde vegetarisk bryllup, fødselsdag, osv.. En fest skal afspejle, hvem man er.. :-)

- Helle Nørgaard Lykkebo - 31. jul 2011 17:44

Invitation

Der findes en god gammel sentens, der hedder skik følge eller land fly.
Får man en invitation, så bevæger man sig ind på værtsfolkenes domæne,
og så tager man imod den forplejning, som de tilbyder. Man begynder ikke
at stille krav om særforplejning og blive fornærmet, hvis man ikke kan
lide maden - har de mennesker hørt om bordskik - nej vel.
Der er altid ét eller andet man kan spise til en middag, så spiser man
det og lader "det forkerte" ligge - helt diskret.

- Buster - 24. aug 2011 14:48

vegetarmad til fest

Når jeg holder fest for min søn som er vegetar spiser vi selvfølgelig vegetarmad. Alle kan spise vegetarmad, derfor tager jeg ikke hensyn, og ofte bliver gæsterne overraskede over hvor velsmagende en kartoffelpizza kan være eller en kikærtesuppe eller hvad jeg nu serverer. Jeg synes ikke at vegetarer der får kødspisere på besøg skal servere kød. For en vegetar er det ofte et etisk valg, og derfor stritter det at servere kød. De fleste kødspisere spiser jo i et eller andet omfang vegetarmad med kød som tilbehør, mens det omvendte ikke er tilfældet

Gudrun

- Gudrun Beyer Paulsen - 21. nov 2011 07:34

vegetarmad

Server dog vegetarmad

Der er ingen der tager skade af et veltillavet vegetarmåltid, tværtimod, og det kan laves sidsygt lækkert.

Derimod kan man blive smaddersyg af at gnave i en ko med kogalskab, eller en gris med svinepest eller opfodret med penicillinfoder

- hanne wallentin - 1. dec 2011 12:41

vegetarmad.

Når jeg kommer i byen, forventer jeg ikke at der bliver taget hensyn til mine spisevaner. Jeg spiser det der værtindens menu. Så tager jeg lidt eller mere af noget af det.
I min familie er der en vegetar - en der har sukkersyge - en med mave problemer - to kan ikke tåle mælk og en der ikke kan lide hvidløg.
Jeg orker ikke at sætte en menu sammen til dem, så derfor kommer de aldrig til spisning...

- fru Rasmussen - 9. dec 2011 01:55

Skal - skal ikke?

Skal - det er noget, man giver hønsene, hed et mundheld fra min barndom.

Om man er det ene eller det andet er sagen uvedkommende - inviterer man til fest har enhver vært vel som et af sine ønsker at servere noget for sine gæster, som hun selv synes om at spise, alt andet ville da være mærkeligt. Som vært sørger man for lækker og dejlig mad, og den mad kan så indeholde eller ikke indeholde kød, det væsentligste er, at den er velsmagende. Endnu er ingen vist død af at afholde en kødløs dag.

Herregud, at det virkelig kan gøres til et problem. Mennesker SKAL ikke noget som helst, udover at følge det, der giver bedst mening for dem.

- Birgitte Asmussen - 12. dec 2011 13:57

Tag hensyn til andre

Hvis man laver en vegetarret, kan man tage hensyn til også jøder, og hvis der så er lidt kød, f.eks. frikadeller eller medisterpølse, ved siden af, kan kødspisere tage af det også. Maden skal vel ikke være en mission, der skal påduttes andre! For hvis det er tilfældet, kan man jo bage en kage med svinefedt i stedet for smør og servere den til kaffen, når der deltager jøder og muslimer. Så er spørgsmålet om man bagefter skal fortælle dem, hvad de har indtaget. Endnu lettere er det, hvis man nøjes med at påstå det, uden at have gjort det. Prøv det! Husk beskyttelseshjelm.

- Alex K. - 8. jan 2012 15:13

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE