Debat: Hvorfor skifter vi ikke bare dåsetunen ud med makrel?

Dåsetun er et nemt, billigt og sundt valg til frokosten. Men det kan være svært at nyde med ren samvittighed, for de fleste dåsetun på supermarkedshylden risikerer at komme fra truet tun eller støtte ulovligt fiskeri og bifangst af hajer, delfiner og skildpadder. Så hvorfor kommer vi ikke bare over vores tun-fetish og køber noget andet fiskepålæg i stedet?
Af Fie Kruse | 21. oktober 2011

Tun er havets kylling

Fisk er sundt – det ved vi alle. Og vi skal spise mere af det, siger Sundhedsstyrelsen. Men alle de djævelske små fiskeben er vi ikke så vilde med. Så når vi shopper efter nem fisk, hopper tundåsen lige i øjnene.

I USA går tun også under kælenavnet ”Havets kylling”. Den er billig, det er nemt, det er sundt – og så lugter det ikke som makrellen! Det kan vi li!

Vi spiser 54 millioner dåser om året

Så der er ikke noget at sige til, at vi er glade for dåsetunen. Faktisk er vi så vilde med dåsetun, at det har sikret dåsen en plads i top 3 over danskernes mest foretrukne fisk.

Og det afspejler sig i vores forbrug, bare i 2009 importerede vi 54 millioner tundåser. Men vil man have en god smag i munden efter tunmadden, så står man overfor en udfordring!

Kan man spise tun med god smag i munden?

For supermarkedshylden er en jungle, hvis man vil købe en dåse, der indeholder bæredygtig tun. Det konkluderer Verdensnaturfonden(WWF), som har undersøgt 57 forskellige dåsetun fra de danske supermarkeder.

Det viste sig, at kun 4 ud af de 57 dåser var MSC-mærkede og derfor et sikkert valg, hvis man vil undgå at støtte fangst af truet tun, ulovligt fiskeri og bifangst.

Vi køber tvivlsom tun

Så med mindre man går direkte efter det blå MSC mærke, kan man ikke vide sig sikker. For kun 43 af dåserne oplyser, hvilken art tunene er. Kun en tredjedel fortæller, hvor i verden tunen er fanget. Og hvordan tunene er fanget, det oplyser kun fem af dåserne.

En indkøbskurv under armen gir´ magt

Producenterne og supermarkederne bærer nødvendigvis et ansvar for handlen med tvivlsom tun.

Men kan vi forbrugere se os fri? Sikkert er det, at vi med netop vores forbrug og den efterspørgsel vi skaber, har en stemme, måske endda magt. Og ifølge WWF gør netop det, at vi danskere køber så meget tun, at vi spiller en vigtig rolle, når det kommer til at rykke den globale tunindustri i en bæredygtig retning.

Hvorfor ikke give tunen en pause?

Når det nu er så besværligt at finde god tun, hvorfor så ikke bare give tun en pause?

Hvad med at smide noget andet i indkøbsvognen og på rugbrødet?

Danmark har nogle af verdens bedste sild og makrel. Det er bæredygtigt, det er lækkert, det er sundt, og tunen har brug for time-out for en tid.

Elsker du din tunmad for højt til at kvitte den? Er du ligeglad? Føler du ikke den globale tunbestand er dit ansvar? Eller har du måske aldrig skænket det en tanke før? Skriv dine kommentarer til debatten nedenfor.


Kommentarer til artiklen

MSC mærket makrel er ikke bæredygtigt

Ordet bæredygtigt misbruges i stor stil i fiskeindustrien og WWF. MSC-mærket fisk er i stor stil fanget med bundødelæggende fiskeredskaber, og selv en den overfiskede makrel http://www.fritnorden.dk/NF2011/udtalelse%20NF2011.html er MSC-mærket.
MSC er også ved at blåstemple fiskeriet efter sværdfisk, og dette fiskeri dræber mere end 100.000 rødlistede arter som hajer og skildpadder hvert år: http://www.southernfriedscience.com/?p=9979

Det er ikke nemt at finde miljøvenligt fangede fisk. Fisk fra øresund er et godt sted at starte - Her er det forbudt af trawlfiske.

- Allan Hansen - 2. nov 2011 23:40

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE