Sådan får du succes med kager i mikroovnen

Test din kop, rør ikke for meget i dejen og tryk let på toppen efter bagning. Sådan lyder bare 3 af rådene fra Mima Sinclair, der har skrevet bogen Kager i Kopper. Samvirke bringer nogle af hendes råd til, hvordan du får lækre og smagfulde kager, du kan bage i mikroovnen.
kage ligger på tallerken

Falder din kage sammen, når du åbner mikroovnen, kan du hurtigt få den til at hæve igen. Mima Sinclair, der har skrevet bogen "Kager i Kopper" giver dig gode råd til, hvordan du får cupcakes i mikroovnen til at blive en succes.

Tjek din kop, før du bager

Sæt den i mikroovnen i 1 minut. Er den kold til smålun, når den kommer ud, er den fin at bruge til at bage kager i kopper. Er den i stedet meget varm, skal du finde en anden kop. Husk, du må aldrig bruge kopper af metal, når du bager kager i mikroovnen. 

Undgå at røre dejen for grundigt

Det kan give store lufthuller i kagen, når den bages (hvilket ikke ser pænt ud, særligt ikke, hvis den bages i et glas). Rør heller ikke for lidt. Du skal være sikker på, at mel og smør er rørt godt ud, inden du bager. 

Se 4 lette kager her.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Undgå at overfylde koppen

En kop bør ikke være mere end to tredjedele fuld, da dejen ellers vil flyde over siderne som lava fra et vulkanudbrud.

Skal kagen vendes ud, så beklæd koppen med husholdningsfilm til mikroovn. Alternativt kan du smøre koppen med lidt olie eller lidt smør. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bagningen: Tryk let for at se, om kagen er færdig

Stil koppen på en tallerken. Hvis der løber lidt dej ud over kanten, slipper du for en større rengøring. 

Vær tålmodig

Vent, til mindst tre fjerdedele af bagetiden er gået, før du tjekker, om kagen er klar, for ellers falder den sammen. Men der er ingen grund til panik, hvis den gør – den skal nok hæve igen, hvis du følger anvisningerne nedenfor.

Er kagen klar?

Hvis kagen falder hurtigt sammen, når du åbner mikroovnens dør, har den ikke fået nok. Stil den tilbage i mikroovnen, og bag den i 15 sekunder ad gangen, til den er hævet igen og ikke længere falder sammen.

Ser den klar ud?

Giv toppen af kagen et let tryk, hvis den er perfekt hævet – den skal føles fast og let eftergivende. Du kan også tjekke med en kødnål, som du ville gøre, når du bager i almindelig ovn.  

Er kagen stadig en smule for blød i midten, kan du bage den videre i mikroovnen i nogle sekunder ad gangen. Giv den ikke for meget. 

Læs mere om