Har du riskiks, teboller og hvidt knækbrød i skabene til mellemmåltider? Udryd dem eller skift dem ud med sundere varianter, og gem guffet til søndag. Kilde: Sukkersheriffen af Vibeke Lund og Lene Outzen Foghsgaard
Kiks
Ni ud af 10 slags kiks indeholder for meget sukker og tit også for meget fedt.
Mariekiks indeholder 12 sukkerknalder pr. rulle. 5 Prinzenrolle chokoladekiks indeholder 12 sukkerknalder.
Sodavand eller Ice Tea
Drik maksimum ½ liter om ugen. Helst mindre. Indeholder 20-25 sukkerknalder pr ½ liter, hvilket svarer til 50 g sukker.
Hvidt knækbrød
Almindeligt lyst knækbrød er i samme familie som det hvide brød. Vælg fuldkornsknækbrød. Det er langt sundere og et perfekt valg til mellemmåltider.
Riskiks
Er nul og niks-kiks uden hverken sukker eller næring og duer ikke som mellemmåltid. De tjener kun til beskæftigelsesterapi.
Krydderboller, teboller og rosinboller
Hvidt brød med for meget sukker og for få kostfibre og andre gode næringsstoffer. De mætter kun kortvarigt og dur ikke som mellemmåltider.
Mysli
Kig efter sukkerindholdet, som skal være under 10 g pr 100 gram. Bland eventuelt myslien med cornflakes eller havregryn og brug den som drys på et naturel mælkeprodukt.
Italiensk brød
Det lækre italienske brød bagt i stenovn smager dejligt, men giver ingen nævneværdig næring, hvis det ikke er et fuldkornsbrød. Find hellere et sundere alternativ baseret på fuldkornsmel. Gå efter brødtyper med fuldkornsmel og et højt kostfiberindhold på minimum 8 procent. Se efter fuldkornsmærket.