Nyd 8 kager fra hele verden

Hvert land har sin kage. Og hver kage har sin historie som f.eks. Pavlova fra New Zealand og Schwarzwälder Kirschtorte fra Tyskland. Få fortællingen bag 8 kager fra den store verden.

Pavlova fra New Zealand

Den newzealandske nationalkage er opkaldt efter den russiske balletdanser Anna Pavlova.

Kagen blev angiveligt opfundet af en hotelchef i Wellington i 1928, da Anna Pavlova havde været på besøg under en verdensturne.

Desserten er en marengskage med en sprød skorpe og serveres traditionelt med flødeskum og frugt på toppen.

Foto: Flickr/Creative Commons - Anne CN

Baklava fra Tyrkiet



Baklava er en meget sød kage af mange lag filodej overhældt med honning.

Noget tyder på, at kagen opstod i Tyrkiet, men mange lande i Mellemøsten hævder, at de er ophavsland til baklavaen.

Baklava blev kun bagt til særlige lejligheder, og helt indtil 1900-tallet blev den betragtet som en kage for de velhavende.

Baklava serveres med en stærk, mellemøstlig kaffe, da bitterheden passer godt til kagens sødme.

Foto: Flickr/Creative Commons - Balise42

Pastel de nata fra Portugal

Pastel de Nata er en æggebaseret kage, der minder lidt om en linse dog med citrus og kanel, der gør den lidt mere frisk.

Den blev lavet af katolske munke før det 18. århundrede. På klostrene producerede man æg, fordi hviderne skulle bruges til stivning af tøj og i vinproduktionen.

For ikke at lade æggeblommerne gå til spilde, lavede munkene konfekt og wienerbrød af dem. Og på den måde opstod Pastel de Nata.

Foto: Flickr/Creative Commons - Rabanito

Tiramisu fra Italien

Den italienske dessert med kaffe og ladyfingers blev efter sigende opfundet af nogle konditorer fra Siena i det 17. århundrede i anledningen af, at hertugen af Toscana kom til byen. Kagen skulle afspejle hans personlighed. Den skulle altså være vigtig og smagfuld.

Kagen blev adelens foretrukne dessert, og da man mente, at den virkede som et elskovsmiddel fik den med tiden navnet Tiramisu, som betyder ”træk mig op.”

Foto: Flickr/Creative Commons - Jamieanne

Schwarzwälder Kirschtorte fra Tyskland

Den tyske Schwarzwälder kirschtorte er flere lag chokoladekage med flødeskum og kirsebær mellem hvert lag og indeholder en kirsebærlikør fra Scharzwalder regionen i det sydvestlige Tyskland. Deraf kagens navn.

Konditoren Josef Keller påstår at have opfundet kagen i 1915, der i 1949 blev nummer 13 på listen over Tysklands mest velkendte kager.

Foto: Flickr/Creative Commons - Mikelo

Kulich fra Rusland

Kulich er en russisk påskekage, der spises af de ortodokse kristne mellem påske og pinse.

Efter påskegudstjenesten bliver kulich velsignet af præsten, og den velsignede kage spises før morgenmad hver dag.

Den brødagtige kage bages i høje cylinderforme og dekoreres med glasur, blomster, krymmel og ofte den traditionelle påskehilsen ”Kristus er opstanden”.

Foto: Colourbox

Gulab Jamun fra Indien

Det indiske slik gulab jamun er dejboller friteret i sirup. Oprindeligt kommer kagerne fra Afghanistan, men er blevet traditionel i det indiske køkken, hvor den serveres til store fester som bryllupper og den indiske festival Diwali, der hylder lyset.

Foto: Flickr/Creative Commons - Sistak

Lamington kage fra Australien

Den australske kage Lamington er et sukkerbrød overtrukket med chokoladeglasur og kokosmel.

Der findes mange forklaringer på lamingtons oprindelse, men flere går på, at den er opkaldt efter Lord Lamington, der var guvournør i Queensland 1896-1901.

Man siger, at kagen opstod, da man ved et uheld tabte et stykke kage ned i en gryde med smeltet chokolade. En beretning fortæller, at Lord Lamington ironisk nok ikke kunne fordrage kagen!

Foto: Flickr/Creative Commons - Jamieanne

Læs mere om