Samvirke tester hypnose som en vej væk fra sukkertrangen

Det svære nej

Man har lovet sig selv ikke at spise noget slik eller kage i denne uge. Men så har en kollega fødselsdag, der er kage i kantinen, og man har da brug for vingummi til fredagshyggen.

Det er svært at sige nej, men der må findes en smutvej til det slikfri liv, og hypnoterapeut Martin Søgaard Christensen i Ballerup mener at kunne hjæpe mig med dette.

Slikvaner stikker dybt

»Vi skal få din underbevidsthed til at sætte spørgsmålstegn ved det behov, vanen påstår, du har,« siger Martin Søgaard Christensen.

Han forklarer det sådan, at vaner ligger så dybt i os, at de bliver helt ubevidste. Engang var der en årsag til, at vi begyndte på det, der skulle blive til en vane. Men efterhånden glemmer vanen årsagen og arbejder bare på egen hånd. Nogle vaner er gode; det er dem, der får os op om morgenen, giver os tøj på og fodrer os af. Hvis ikke vi havde de vaner, skulle vi opfinde den dybe tallerken hver dag. Men visse vaner er unødvendige.

Vi skal vinde over slikvanen

»Du skal ikke kæmpe imod vanen, du skal ikke forbyde dig selv søde sager, du skal bare lære at sige fra over for din vane,« fortæller hypnoterapeuten mig. Det er min genstridige vane, der bilder min hjerne ind, at jeg har behov for slik og søde sager hele tiden. Hvis vi kan få min hjerne til at spørge vanen indgående, om jeg virkelig har et behov, kan jeg vinde over vanen. Det er jeg klar på.

I dyb trance

Jeg synker ned i sofaen og læner hovedet tilbage. Jeg skal fokusere på et punkt på væggen og vælger et enligt søm. Mine tanker kredser om det ensomme søm, mens Martin Søgaard Christensen snakker og snakker. Jeg glemmer helt at høre efter, og langsomt glider jeg ind i en underlig tranceagtig tilstand. Indimellem hører jeg, hvad hypnoterapeuten siger, og jeg forstår det. Men jeg hører alligevel ikke rigtigt efter.

3,2,1 - og du vågner

Jeg er helt væk, da jeg hører Martin Søgaard Christensen tælle ned fra 10. Når han kommer til et, skal jeg åbne øjnene. Jeg panikker igen, for mine øjenlåg er så tunge, at jeg da aldrig får dem åbnet!
»…tre, to, et, og så åbner du øjnene,« lyder det fra lænestolen på den anden side af bordet, og jeg åbner øjnene. Har jeg sovet? Det føles sådan.

Resultatet skal testes

Jeg er sløv i hovedet ligesom efter en god middagslur. Måske lidt svimmel også. Jeg havde forestillet mig at komme ud som et nyt og sundere menneske med en brændende afsky over for alt sødt. Men jeg er, som jeg altid har været.

Derhjemme går jeg i supermarkedet for at handle tomater og mælk. Jeg skæver ikke engang til slikhylderne. Er det hypnosen, der gør det?

Dag 3

Den første rigtige prøve står allerede om onsdagen, to dage efter hypnosen. Jeg er til et møde, hvor jeg bliver budt på chokoladekage. Som noget helt naturligt siger jeg nej tak. Det overrasker mig.

Dag 4

Jeg er begyndt at tvivle lidt på det hele. Nogle gange har jeg lyst til slik, andre dage er jeg ligeglad. Jeg bliver simpelthen nødt til at teste det. Jeg roder i køkkenskabene, og det eneste slikagtige, jeg finder, er mysli med chokoladestykker i. Jeg smager på myslien, den smager, som den plejer.

Dag 5-6

Endnu en stor prøvelse: spejdertur. Efter en formiddag i regnvejr i skoven siger jeg ja tak til et stykke eftermiddagskage. Det smager ikke af noget særligt, men jeg spiser det alligevel. Burde jeg så ikke lade være? Om aftenen er det nemt at sige nej til både kage og slik efter maden. Måske virker hypnosen trods alt.

Dag 10

Der er kage i kantinen på arbejdet. Det er egentlig ikke svært at sige nej. Jeg tager heller ikke imod de poletter, der står på bordet og byder sig til. Til gengæld fristes jeg om aftenen af de hjemmebagte kanelsnegle, jeg har liggende i fryseren. Jeg spiser to.

En positiv forandring

Efter 14 dage uden at vide, om jeg er købt eller solgt, kontakter jeg Martin Søgaard Christensen. Han er ikke overrasket over min forvirring og kalder det en normal proces:

»Du begynder at have nemmere ved at sige til og fra over for de søde sager,« fortæller han og fortsætter: »Husk nu, at det ikke er et forbud, du har givet dig selv.«

Så selvom jeg er forvirret, så vurderer Martin Søgaard Christensen, at der da er sket en form for positiv forandring, som efterhånden kan ende med en total forandring af vanerne. Jeg håber blot, at forandringen varer ved.