Sunde urter er Gotlands guld

Sverige ligger kun en kop kaffe og en kanelbulla væk. Prøv et ekstra færgehop mod øst.
Af Inger Abildgaard | Foto: Jes Buusmann | 28. februar 2010
urter
Restauranter som Noma er vilde med urter fra Gotland

De københavnske restauranter vil have skovsyre og strandsennep

Københavnske superrestauranter som Noma, Paustian og The Paul er vilde med strandarve, strandsennep, skovsyre, fuglegræs og røllikke. Kokkene henter urter og blomster som morgenfruer, lavendel og roser på Gotland, den store ø, der er kastet langt ud i Østersøen fra Skånes østkyst. Her bor kokkenes leverandør, Susanne Grefberg, der er dansker.

Springer ud i gummistøvler og plukker vilde urter

Fakta om Gotland

1 Sveriges største ø, 60 kilometer bred og 179 kilometer lang

2 Har 60.000 faste indbyggere - 425.000 i turistsæsonen

3 Der bliver spist masser af lammekød. Øen har flere lam og får end indbyggere

4 Har Skandinaviens bedst bevarede middelalderby, Visby

5 Gotland ligger på et 400 millioner gammelt koralrev, der har revet sig løs fra et område ved ækvator og blev fragtet med isen nordpå.

 

Hver morgen trækker hun gummistøvlerne på for at komme ud i naturen, hvor de vilde bær og urter gror. Hun kender de gode steder, krydser øen rundt i sin bil og springer ud, når hun øjner en god høst. »Det er som at være på ferie hver dag,« fortæller hun.

Mødte Redzepi i København

Susanne Grefberg har været lærer og studievejleder. I en årrække leverede hun tørrede blomster og gotlandske bær til de krydstogtskibe, der i stigende antal ankommer til middelalderbyen Visby.

I 2005 mødte hun for første gang Nomas køkkenchef Rene Redzepi i København.

Han rejste bagefter til Gotland, som han har besøgt nu for tredje gang, og er blevet den kunde, Susanne Grefberg arbejder mest sammen med.

Gotland minder om Malta

Susanne Grefberg nyder sit gotlandske liv, der begyndte, da hun mødte sin svenske mand under en solferie på Malta i 1976. På Gotland har hun genfundet lidt af stemningen fra Malta. Østersøen skyller op på forrevne kyster, under klippegrund ligger mystiske drypstenshuler, og nogle af Gotlands ældgamle kalkstenshuse og ringmuren rundt om Visby kunne lige så godt være bygget på Malta som på Gotland, synes hun. 

Sveriges mest særprægede ø

Du kan komme fra Helsingør til Helsingborg på den tid, det tager at spise en rød pølse og drikke en Carlsberg til. Gotland kræver lidt mere.

Et fly fra Stockholm eller en to en halv times færgesejlads fra Oskarshamn. Men så bliver du også belønnet med Sveriges mest særprægede ø. Her ligger restauranterne tættere end noget andet sted i Sverige. På Gotland er man stolt af sin mad. Kombinationen af næringsrig kalkjord, mange solskinstimer og bratte klimaskift giver grøntsager og urter langsom vækst og sødme og power.

Gotland var engang dansk

Gotland har været lige så dansk som Skåne. Maden og smagen er påvirket af en blomstrende østersøhandel helt fra vikingernes tid.

Gotland var centrum for de vikinger, der fandt vej til både Sortehavet og Konstantinopel, og senere for hanseatiske købmænd, der grundlagde hovedbyen Visby og handlede med hele Europa.

Det spores i specialiteter som Gotlands safranpandekager, der ligner en risbudding rørt med mandel og safran. Kagen spises med flødeskum og salmbær, den gotlandske udgave af blåhallon, blå hindbær. 

Køb smagen af Sverige

Svensk kaffe er hårdt brændt og smager mere bittert end dansk kaffe.

De svenske brød er bagt med sirup og krydret med for eksempel anis, fennikel og sirup.

Svenskerne elsker frugtgrød eller frugtsuppe på karton. Prøv en karton blåbærsuppe eller en anden frugtsuppe. Der er nok at vælge imellem.

Brungrädded knækbrød har lidt mere karakter og smag end andet knækbrød.

Køb hyggelige sodavand med Pippi Langströmpe-motiver.

Multebærsyltetøj er et hit. Findes i alle supermarkeder. Multebær hedder hjortron.

 

Mere om mad fra hele verden

LÆS SENESTE SAMVIRKE