Skolekøkken i Marrakesh

Vi dukker ind i den overdækkede gyde. Lugten af læder, kaffe og sød parfume står og sitrer i den stillestående luft. Turistbutikker og små caféer ligger tæt her i starten af markedet, hvor vi finder mynte hos Sidi Neneh, der betyder »Hr. Mynte.« Vi er på madlavningskursus i Marrakesh. Hele familien, mor, far og tre drenge, skal købe ind sammen med Gemma van de Burgt fra Holland. Gemma har boet i Marrakesh i fire år og driver Souk Cuisine, hvor marrokanske kvinder lærer turister at lave marrokkansk mad.

Vi får købt og betalt mynte på »halv-arabisk« og er lidt stolte. Gemma fortæller om de forskellige tørrede frugter og nødder, der bruges i det marokkanske køkken, og vi smager på mange forskellige kvaliteter mandler hos nøddekøbmanden, »Hr. Mandel«. 15-årige Magnus har indkøbslisten og pungen med pengene.

Det er hans opgave at vælge, og de mandler, han bedst kan lide, og de 200 gram mandler af næstfineste kvalitet ligger snart i indkøbsnettet.

Gemma viser vej og udpeger særlige marokkanske råvarer som konserverede citroner, chilipastaen harissa og det harske smør smeen og fortsætter til krydderierne, som vi har glædet os mest til. Marokkansk mad er delikat krydret og aromatisk, og så er krydderier jo noget, der faktisk kan ligge i ens kuffert på hjemrejsen.

Stødt spidskommen, paprika, chili, kardemomme, kanel, ingefær og gurkemeje ligger i store bunker. De mere specielle og eksklusive krydderier som safran og blandingskrydderiet ras el hanout til nationalretten tagine står i nogle af de mange store glas på hylderne.

Jonathan vælger en kylling, som på stedet får hugget hovedet af. På grøntsagsmarkedet leder vi efter de bedste tomater, de friskeste peberfrugter osv. Det er fredag i morgen og helligdag. De handlende vil bare af med det sidste, så vi skal se os for, fortæller Gemma.

Ad kringlede, smalle gyder leder Gemma os ind til en bygning i medinaen (den gamle by inden for bymurene), der nu er indrettet til et lille hotel. Her skal vi lave mad. Det skarpe, blege sollys vælder ned over det centrale rum med kig til himlen.

Gemma præsenterer Rachida, Ghita og Aicha, der skal lære os at lave maden. Vores drenge er i Marokko blevet helt vilde med retten tagine, der består af kød og grøntsager, der tilberedes i et lerfad med låg over ild. Til alt held spørger Gemma på engelsk Jonathan og Bertram, om de tror, de kan klare at lave en tagine selv. De retter ryggen og svarer meget overbevisende, ja! Så går vi i gang.

Bertram og Jonathan ordner gulerødder og ærter til deres tagine, og Magnus og far Jakob tager fra på grøntsagsholdet. De skræller, snitter, hakker og kommer igennem bunkerne. Efter en times tid trænger Magnus til nye udfordringer. Han hjælper en amerikansk kvinde og mig med at lave delikate og herligt besværlige sprøde dejpakker med krydret blæksprutte.

Dagen går hurtigt. Vi har produceret et hav af små retter uden helt at ane, hvor meget det blev til. Det ser vi, da vi går ovenpå, hvor maden står fint anrettet på et bord, og vi kaster os ud i alle de nye smagsoplevelser.

Det er en fest af duft og smag, og der falder en stor ro over alle deltagerne, mens vi nyder frugten af vores arbejde.

Senere går vi op på tagterassen, hvor Gemma serverer myntete og småkager, som Jonathan og Bertram har været med til at lave. Drengene byder stolt kagerne rundt, og de er sukkerfyldte, bløde og sprøde på en gang.

Med udsigt over byens tage suger vi de sidste indtryk til os, inden vi trætte og mætte siger farvel og tak for en fantastisk oplevelse.

JONATHAN: Det gør ikke noget, at vi ikke kan forstå, hvad Rachida siger. Hun viser os bare med hænderne, hvad vi skal gøre« »Bertram: Vi må mange ting, og det er sjovt« ».

Læs som PDF: