Grill

Vær opmærksom på, hvordan du griller

Midt i grillglæden skal vi passe på tjærestoffer, stegemutagener og for meget kød.
Af Anne Henriksen | 26. juni 2009

Det er dragende. Vi griller kød, vi selv har fanget henne i butikken. Vi nipper til kølig hvidvin i godt selskab og synes, at livet er dejligt. Det er desværre knap så dejligt at tænke på de ubehagelige konsekvenser, der er ved at grille for meget og forkert. Derfor er de gode grillråd og -opfordringer mange: Grill ikke for ofte og ikke for varmt. Forkog kødet, drop marinaden, grill flere grøntsager -og så et af de mere radikale råd: drop kødet og brug kalorielet svampeprotein i stedet.

Men hvad er det, der sker med kødet, som kan være skadeligt, og hvad kan vi gøre for at undgå det, så vi kan nyde vores grillmad i fred? »Stegemutagener og tjærestoffer i kødet er kræftfremkaldende.

De laver DNA-skader i kroppen, og det er det første trin i udviklingen af kræft,« fortæller forsker Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse.

Stegemutagener kan ses med det blotte øje. Det er den brankede eller sorte skorpe på ydersiden af kødet, der opstår ved at stege eller grille for lang tid ved for høj varme.

Den hurtige opvarmning forandrer blandt andet aminosyrerne i kødet og danner kræftfremkaldende stoffer.

Tjærestofferne findes i røgen fra kullene. De forekommer især, når kødsaft, fedt eller olie fra marinaden drypper ned på grillkullene for derefter at komme op med røgen og sætte sig i kødet.

Derudover får de dejlige grillaftener vores kødforbrug til at ryge i vejret.

»Når vi griller, er der en tendens til, at vi spiser meget kød,« sige Anja Olsen.

»Vi fraråder generelt folk at spise for meget rødt kød, der i denne forbindelse er svine-, okse-og lammekød, og i særdeleshed fraråder vi folk at spise forarbejdet kød, da det indeholder salt-og nitrosoforbindelser, der i for store mængder virker kræftfremkaldende. Der findes undersøgelser, der viser, at folk, der spiser for meget af de her former for kød, oftere bliver ramt af kræft end andre.« Anbefalingen fra World Cancer Research Fund lyder da også på maksimalt at spise 500 gram kød om ugen, noget man godt kan komme i nærheden af på en enkelt god grillaften.

Det er heldigvis ikke et problem med en enkelt grillaften i ny og næ, men griller vi mere end 30 gange årligt, skal vi være særligt opmærksomme på, hvordan vi griller. Det konkluderer en norsk undersøgelse fra 2007. Selv om vi griller mindre end det, kan det ikke skade med et par gode råd om, hvordan vi bedst overlever til næste grillsæson.



 

LÆS SENESTE SAMVIRKE