Rødvin kan modvirke Alzheimers

Rødvin kan forebygge og måske bremse udviklingen af Alzheimers. Det viser ny forskning
Af Anders Abrecht | 21. november 2008

Rødvin mod Alzheimers. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men i en spritny artikel viser forskeren Kenjiro Ono ved University of California og en række kollegaer, at rødvin indeholder antioxidanter, der opløser proteinaflejringer i hjernen. Aflejringer, der er skyld i Alzheimers.

Forskerne har længe formodet, at rødvin kan forbygge Alzheimers, dog har sammenhængen indtil nu været rent statistisk. Det er først nu, forskerne begynder at forstå mekanismerne bag. 

MINDRE RISIKO

Professor Morten Grønbech, chef for alkoholforskning ved Statens Institut for Folkesundhed, er begejstret.

»Det er spændende resultater, som ligger i forlængelse af den forskning, jeg selv har lavet. Dengang fandt vi frem til, at danskere, der drikker rødvin, har mindre risiko for Alzheimers, end danskere, der drikker andre typer alkohol. Men vi kunne ikke forklare hvorfor,« siger han.  

Antioxidantene, hvoraf nogle fjerner de farlige aflejringer i hjernen, er kendt som polyphenoler. Dem er der over 600 af i rødvin. Vinnydere vil kende til smagen af garvesyre, en polyphenol, der giver en karakteristisk bitter smag.

Den polyphenol, forskerne mener, er mest virksom mod Alzheimers, hedder resveratrol. Man finder den i røde druers skal. Men også i f.eks. jordnødder og brombær. Forskerne håber nu at kunne udvikle resveratrol til en medicin mod Alzheimers.

LÆGEN KAN GODT ANBEFALE ET GLAS

Tidligere er rødvin blevet sammenkædet med en nedsat risiko for kredsløbssygdomme og cancer. Morten Grønbech mener dog ikke, at Sundhedsstyrelsen skal anbefale rødvin til danskerne.

»De fleste danskere drikker jo allerede rigeligt. Det ville måske være noget andet, hvis vi boede i Saudi-Arabien. Men derfor kan lægen jo godt anbefale ældre at tage et eller to glas rødvin om aftenen,«

Artiklen, der dokumenterer forskningen, kan læses i det prestigefulde Journal of Biological Chemistry. Her er den blevet udnævn til ugens artikel. En hæder, der kun tilfalder én ud af hundrede undersøgelser.

LÆS SENESTE SAMVIRKE