I Østen stiger grisen op

 

Det ville du ikke bruge en flæskesteg til i Danmark: Pakke den ind i gavepapir som tak til lægen for den medicin, han har skrevet op til dig, som erkendtlighed til kommunen, fordi du har fået byggetilladelse, som gave til chefen, så han tænker pænt om dig i det kommende år.

Men japanerne gør, og hvis du synes, at der ikke er grund til at gøre noget nummer ud af det danske svin, så forestil dig et stykke brystflæsk og spæk, rullet tæt i vakuum og lagt i en gaveæske af træ eller rispapir med skrifttegn og guldkanter på. Vores oversete gris hæves til uanede højder og bliver afleveret med buk og alle tegn på respekt, når den ene habitklædte japanske funktionær begaver den anden.

Japanerne har to årlige gavedage, hvor gaveindpakningerne når et niveau og et tempo, vi bedst kender fra jul. Men det er ikke børn med hede kinder, der skriver alenlange ønskesedler. I Japan hører gaver til de voksnes verden, og jo højere på strå, jo større bliver gaverne. Oseibo og Ochugen hedder årets to store gavedage, den ene til nytår og den anden den 2. juni, og gaverne tilfalder dem, der har betydning for dig. Både rullesteg, hamburgerryg, skinke i skiver, ja selv bacon og pølser kan blive til gaveartikler, når det gode samarbejde skal besegles. Og det er ikke billige varer, vi taler om. Priseksempel: En 400 gram tung dansk hamburgerryg: 550 kroner.

EN MÆRKEVARE.

»Jamen, det er ikke så underligt, som det måske lige ser ud,« siger den dansk/japanske kok Jens Rahbek Hansen, som har levet 10 år i Tokyo.

»For japanerne er dansk gris en mærkevare, og et kendt mærke er det, der tæller. Det er da en pæn bluse, siger japaneren til sin kollega, mens han nysgerrigt vender mærket i nakken, for det er helt i orden at vise, at det er her, værdien røber sig.«

Jens Rahbek Hansen lærte danskerne at spise sushi, da han sammen med sin bror og dennes svoger, åbnede Sticks'n'Sushi-restauranterne i København. Siden har han vist, at japansk mad også er andet end sushi med restauranten Takagi på Østerbro i Købehavn (nu lukket) og siden i Tivoli.

Japansk kogekunst på højt plan forhindrer ikke kokken i at bringe en rød dansk spegepølse med som gave, når han kommer på besøg i Japan. De hvide fedtpletter i den trestjernede har japanerne ikke noget imod, det minder om ekstremt findelt fedtmarmorering som i det berømte japanske kobekvæg, køerne der får både majs, øl og daglig massage. Japanerne skærer salamien i tynde skiver og skiverne ud i små firkanter, sætter dem på tandstikker med oliven og serverer dem som canapéer. Udsøgt og eksotisk. En gængs dansk lillebror-ost kan nyde samme respekt. Den smager ikke af meget, men det gør ikke noget, bare den er dyr.

Fødevarer er simpelthen dyre i Japan. En almindelig vare som frugt kan blive hævet op i en anden sfære bare med den udsøgte behandling og indpakning, den får. Uden at blinke vil japaneren betale 400 kroner for en æske med 24 små rum og et kirsebær i hvert rum. Alle bær i æsken vender ens, som var de støbt i formen, og stilken er skåret af i præcis samme længde.

»De går op i enkeltting,« siger Jens Rahbek Hansen, der husker en tv-quiz på japansk tv, hvor alle spørgsmål gennem tre kvarter belyste en eneste grøntsag, broccoli: For eksempel: Hvor mange små knolde kan man pille ud af denne ene broccoli? I studiet stod et par unge hjælpere klar med pincetter for at dele og tælle hver lille knold. Man giver sin kæreste et æble med udskårne initialer. Den meget dyre muskmelon kan løbe op i 1600 kroner, eller man køber bare en enkelt skive af den med salat og citron på de eksklusive sushibarer.

»Lidt er godt i Japan, man behøver ikke at spise sig mæt, en japaner kan altid undvære«, siger Jens Rahbek Hansen.

GRIS MED PRÆCISION.

I den anden ende af svinefødekæden hos Michael Nielsen i Lynge i Nordsjælland går 640 søer og 17.000 smågrise i en intensiv svineproduktion. Fodringen styres af computer, produktionen efter en minutiøs plan fra inseminering til fravænning, og Michael Nielsen har hele tiden i baghovedet, at alle muligheder for at minimere spildtid og forbedre indtjening skal udnyttes. Der er effektivitet i den danske svineproduktion, og det tiltaler japanerne.

Af en japansk importør af svinekød har Michael Nielsen fået en af den slags gaver, man viser frem ved særlige lejligheder og ellers sætter langt tilbage i skabet igen: Et radiostyret kaminur med en blank maghoniramme, der ved nærmere eftersyn viser sig at være af plastik.

»Det er svært at forholde sig til, at svinekød kan blive til en gaveartikel, men man kan kun være stolt af at se, hvilken kvalitet der bliver lagt i produktet,« siger han.

Ensartetheden, det meget lille vægtinterval fra gris til gris, den skarpt styrede produktion, klassificeringen, det honorerer japanerne. De har ikke noget som helst imod dyr som industri, det begejstrer dem at se teknologien og effektiviteten, når delegationer fra japansk fødevareindustri kommer med bus fra København til Michael Nielsens gård i Nordsjælland. Rigeligheden af plads omkring gården, hyggen og rummeligheden i stuehuset og også duften af kaffe og kage på kaffebordet gør indtryk på dem. De kan bare godt lide, hvad de ser.

Japanerne kan i det hele taget lide Danmark og danskerne, og man kan undre sig, for der er langt fra det japanske hierarki til den danske formløshed.

Nøglen gemmer sig måske i det japanske begreb wa, som betyder harmoni. I Japan opretholder man wa ved ikke at give for tydeligt udtryk for et ja eller nej, hvis det kan forstyrre harmonien, siger cand.mag. i japansk Kristine Ahrensbach, som har boet og arbejdet i Japan og har undervist i sprog og kultur på Handelshøjskolen i København og på Københavns Universitet.

»Den ellers så udskældte jantelov kommer os endelig til gode, fordi vi ikke er vant til at råbe så meget op om os selv og vores fantastiske evner. Vi kan lide at være tilbageholdende og tænke på andre, og japanerne synes, at vi er beskedne og hjælpsomme. Japanerne kalder den danske livsstil for slow-life, hvilket er en ros. De ser noget holistisk i det danske liv, valgfriheden, livet på landet og åbenheden, når de får lov at kigge indenfor i en dansk svinestald. I Japan vil en stald være lukket,« siger Kristine Ahrensbach, som er konsulent for Landbrugsrådet og derfor har været vært for mange japanere på besøg i Danmark.

MÅ VI SE EN HUSMOR?

Hvordan køber danskerne ind? Det ville et japansk tv-hold på et tidspunkt opklare, og Kristine Arensbach fulgte tv-holdet ind i et københavnsk supermarked en sen eftermiddag, hvor hun undrede sig over, at de japanske tv-folk længe stod og ventede uden at bruge kameraerne. Unge danske fædre styrede deres institutionstrætte børn i klapvogne ind mellem supermarkedets hylder, og her lå forklaringen på japanernes tøven med kameraet:

»Vi venter på husmødrene, hvornår begynder de at komme?« spurgte de.

Japanerne ser normalt ikke mænd skubbe en barnevogn foran sig.

»Forskellene er store, men alligevel har vi danskere nok for fasttømrede forestillinger om, at japanerne er stive og mærkelige. Folk, der har rejst i Japan i mange år ser japanerne som meget humorfyldte, festlige, betænksomme og søde. Men de er formelle og påtager sig de roller, der passer i situationen. Vi danskere mener jo, at vi skal være os selv, uanset om vi er hjemme eller på arbejde, mellem familie og venner eller kolleger. Modsat påtager man sig i Japan en rolle, og man får ikke smidt i hovedet, at man pludselig er blevet »en anden«. Forskellen fra det japanske til det europæiske og amerikanske ideal oplever man tydeligt efter mørkets frembrud, når man skal ud at spise med sine japanske kontakter. Fra at være meget høflige og korrekte smider de nu alle tøjler, de pjanker, griner og fjoller, og man kan godt synes, at de er direkte barnlige. En dansk chef kan også joke om aftenen, når der kommer øl på bordet, men vil alligevel på en eller anden måde holde stilen. Det behøver japaneren ikke,« siger Kristine Ahrensbach.

Der er en gennemgående tvetydighed i hele den japanske kultur. Japanerne henter gerne fremmede islæt og inspiration. Et japansk madmagasin vil for eksempel virke flot, moderne og stilrent på enhver kosmopolit fra New York til Rom, og gæster på Tokyos restauranter kan vælge mellem alle verdenskøkkener. Men selvom der er fascination for slow-life og for vesten, er japanernes egen kultur stadig eksisterende med dens rester af samuraikulturen: Tålmodighed skal trænes, og man skal hærdes med hårdhed. Den, der finder sig i alt, er stærk, mens den, der hidser sig op eller bryder sammen, ikke kan regne med andres respekt.

»Som ny medarbejder på for eksempel Nissan Motors i Japan er du nederst i hierarkiet. Alder og avancer følges ad, ikke kvalifikationer og avancer, så når man kommer op i de bestemmende lag, er det om at få afløb,« siger Kristine Ahrensbach.

Hun har på en arbejdsplads i Japan set nyansatte få opgaver, hvor nødvendige informationer for at løse opgaven bevidst bliver holdt tilbage. Når så den nyansatte skal fremlægge sine resultater i plenum, og manglerne viser sig, vil det fyge gennem luften med ukvemsord. Her holder den japanske chef sig ikke tilbage: »Det er dog utroligt, hvad du kommer med. Kraftiditot. Fjols.«

På en dansk arbejdsplads ville medarbejderen nok gå hjem. Japanerne holder til det, men er samtidig stressede. De ryger og drikker alkohol dagligt og hører alligevel til verdens ældste, måske fordi de spiser sund afbalanceret kost, hvor fisk er en væsentlig del.

Når japanerne så går ud og spiser efter arbejde, bliver den hårde tone afløst af harmoni og omsorg for hinanden. Alle retter sætter de midt på bordet og deler små tallerkener omkring, så alle kan smage, hvad andre har bestilt. Følger der ikke små ekstra tallerkener med serveringen, vil de alligevel sende mad på tværs af bordet og over til hinanden. Forretningsforbindelser og folk af alle slags nipper til hinandens drinks, spiser med hinandens pinde og drikker af hinandens suppeskål. Det sjove er, at når Kristine Ahrensbach går i byen i København med besøgende japanere, er det bedst at undgå de fineste restauranter. Japanerne vil helst kunne tale højt, grine og slå sig på lårene og spise retterne i den rækkefølge, de har lyst, men da de har så meget indbygget wa og harmoni i sig, tilpasser de sig, dæmper tonen og bliver en smule hæmmede, hvis rammerne er for stive og fine. Nu er de tilbage i den sociale, omsorgsfulde rolle, hvor gækken gerne må slås løs.

Den japanske gavepolitik med gris og andre fødevarer i gaveæskerne er ikke kun konvention, men også et udslag af japanernes høflighed og omtanke.

»På alle stationer i Japan, kan man købe små gaver med spiseligt indhold, søde kager af zukibønner, skiver af tørret fisk eller egnsspecialiteter. Det er gaver, du tager med til de andre på kontoret, når du har været ude at rejse. Sådan er japanerne også, de vil fortælle kollegerne, at: I har slidt i det, mens jeg har været ude at rejse, men jeg vil gerne dele min oplevelse med jer.«