Grill

Lam og fisk hitter blandt de 55-74 årige

Er du over de 55 år, kan du bedre lide lammekød og fisk på grillen end de yngre generationer.
Af Kristian Herlufsen | Foto: Colourbox | 26. juni 2009
to fisk på en grill
Unge er ikke så vilde med grillet fisk som ældre

Fisken fylder i de ældre danskeres grillvaner, mens unge hellere vil have kød

Alderen gør en forskel – i hvert fald når det kommer til den typiske grillmenu. Det viser en stor undersøgelse af danskernes grillvaner, som FDB Analyse har foretaget for Samvirke.

Grillet fisk og lammekød var kun på grillen hos 3-4 procent af alle husstande, sidst en grill var tændt. Men dufter du en dag grillet fisk, er sandsynligheden for, at fiskene grilles af en 55+ årig stor. Danskere mellem 55-74 er nemlig markant gladere for grillet fisk og grillet lam end resten af danskerne.

I den modsatte ende af alderskalaen finder vi de 20-35årige. Her er præferencen omvendt. Den yngste gruppe vil i højere grad end resten af danskerne have kød fra koen eller fjerkræ på grillen.

Den store gruppe ind i mellem – dem med børn, hus og en dåbsattest, der viser mellem 35 og 55 år – er også i grillsammenhæng sådan midt i mellem og meget gennemsnitlige. Dog er der en lidt større forkærlighed for pølser, fjerkræ og oksekød end for personer, der er i aldersgruppen over. 

Uanset andre præferencer er pølser alle danskeres topfavorit på grillen.

LÆS SENESTE SAMVIRKE