Kaffe

Kaffe er sundere, end du tror

Lad et enkelt vandglas stå og snup en kop kaffe i stedet. Flere undersøgelser har fundet en nedsat risiko for Parkinson's sygdom hos kaffedrikkere.
Af Inger Abildgaard | 22. februar 2011
Kaffe er måske ikke så usundt, som mange tror - blandt andet kan kaffe være god mod Parkinsons sygdom.

Nyd kun din kaffe

Kaffen gør dig hurtigere og skarpere. Den feder ikke, hvis du da ikke hælder fløde eller fed mælk i den. Den er en god undskyldning for at holde pause, og dens duft rammer så forførende, at den påstås at kunne sælge et hus med eller uden nybagt brød.

Vand er ikke altid vidunderligt

Lægen Erik Skovenborg tager kaffen i forsvar. Han mener, at vi entydigt er blevet anbefalet at drikke masser af vand.
»Specielt ældre får ofte råd om at drikke rigeligt, mindst to og gerne tre liter vand om dagen. Kaffe, te, øl og vin har de tidligere ikke måttet tælle med. Men faktisk er det slet ikke nødvendigt at drikke så meget ved en normal, adstadig livsførelse i et køligt dansk klima. 1,5 liter væske om dagen er nok for de fleste. Drik endelig vand, men et regelmæssigt forbrug af kaffe må gerne tælles med på linje med te, sodavand, mælk, suppe eller en pilsner til maden,« siger Erik Skovenborg.

Robusta og arabica

Der findes to forskellige kaffetræer, Coffea Arabica og Coffea Canephora, normalt kaldet robusta.

Begge dyrkes i det tropiske bælte, men Arabica kun i 900 meters højde. Robusta hedder sådan, fordi den kan dyrkes ved lavere højder og er mere resistent over for svampe og sygdomme.

Arabica indeholder mellem en og godt halvanden procent koffein, Robusta ca. det dobbelte.

Arabica er mest afrundet og kompleks i smag og aroma, Robusta er lidt jordagtig, metallisk og bitter. Den anvendes ofte i traditionelle espressoblandinger, billige blandinger kan indeholde op til 40 procent Robusta.

Store mængde koffein giver hjerteuro

Koffein i store mængder er giftigt. Men som lægen Paracelsus sagde for 500 år siden: Kun dosis af et stof afgør, om det er gift eller medikament. Det gælder også for kaffe.

Hvad er overdosis? Vi kan selv mærke det. For meget kaffe gør os irritable, rastløse, anspændte, give hjerteuro og søvnforstyrrelser, det er tydelige signaler, som bør få os til at skære ned. På den anden side viser en række forsøg, at kaffe skærper reaktionsevnen og får os til at tænke klarere.

Kan måske hjælpe mod Alzheimers

Erik Skovenborg fortæller om et forsøg blandt en gruppe patienter med Alzheimers sygdom. Igennem 20 år, før sygdommen blev konstateret, havde de i gennemsnit kun drukket en lille kop kaffe. Det var mindre end det normale forbrug blandt en gruppe mænd, der ikke fik Alzheimers. De drak nemlig to kopper kaffe. Flere undersøgelser har fundet en nedsat risiko for Parkinson's sygdom hos kaffedrikkere. Hos kvinder er risikoen mindst ved omkring tre kopper kaffe om dagen, mens en mands risiko for Parkinson bliver lavere, jo mere kaffe han drikker. Forsøgene tyder på, at kaffe kan have gode virkninger.

Kaffe indeholder antioxidanter

Kaffen skal roses for sine sundhedsfremmende egenskaber, mener Erik Skovenborg. Ristede kaffebønner indeholder en stor mængde plantefenoler, der har vist sig at være glimrende antioxidanter. Det kaffeelskende Norge har nydelsen af kaffe som altdominerende kilde til forsyning med antioxidanter, der længe har været i fokus som stoffer, der kan forebygge blandt andet kræft. Betydeligt længere nede på listen over kilden til antioxidanter hos norske kaffedrikkere kommer frugt, te, vin, kornprodukter og grøntsager.

Erik Skovenborg vil ikke råde nogen til at drikke flere liter om dagen.

»Det ser ud til at være klogt at holde sig under 500 mg koffein om dagen. Det svarer til én liter kaffe, to liter te eller tre liter cola, for der er også koffein i te og cola. Alt godt har en grænse, som skal overholdes, om det så er kaffe, fløde eller rødvin,« siger han.

Kommentarer til artiklen

coffeinfri gul Merrild kaffe

Kaffe er sundt skriver i, gælder det også coffein fri fra merrild, som jeg har drukket i nogen år, men pludseligt begyndte jeg at nyse ret kraftig, når låget kom af kaffedåsen, har nu stoppet brugen af den gule Merrild og gået over til mellemristet igen. spørgsmålet er hvad der er ændret ved den gule coffeinfri kaffe, ved i det og er den ikke sund?

- Anonym Anna - 1. mar 2011 23:06

Koffeinfri kaffe

Et interessant spørgsmål, som den Anonyme Anna stiller. Jeg er spændt på svaret - der er stillet for 24 dage siden - thi jeg drikker meget koffeinfri kaffe. Gad vide om den er ligeså sund, som den almindelige?

- Vocalisten - 25. mar 2011 19:35

meget god artikel, jeg har

meget god artikel, jeg har dog et par spørgsmål til, kan man få kaffe som ikke smager af kaffe??

- Anonym - 5. apr 2011 09:47

Kolesterol/sunhed i forbindelse med kaffedrikning!

Hej

Jeg vil gerne vide om Instant kaffe har de samme positive egenskaber som almindelig kaffe har?
Og så har jeg læst på Senseos hjemmeside at deres kaffer desværre har et problem med kolesterol. Er det rigtigt og er det meget kolesterol?

Mvh Conni

- Conni - 18. apr 2012 14:44

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE