jul

Hvordan får man sværen sprød på flæskestegen?

Vi har spurgt 3 forskellige eksperter med forstand på sprød svær, hvordan den bedst bliver helt sprød og lækker. Så er du sikker på succes med flæskestegen ved julemiddagen.
Sprødstegt flæskesteg set fra oven

Skal du have succes med sprød svær, er det vigtigt, at du skærer gennem fedtlaget - og kun fedtlaget - på hele flæskestegen. Tjek, om slagteren har gjort det rigtigt og dybt nok, hvis du køber flæskestegen klar til at putte i ovnen.

Grethe Andersen, måltids- og ernæringschef Danish Meat Association:

 

  • Det vigtigste er, at sværen er ridset smalt og helt ned til kødet - men ikke ned i kødet.
  • Derefter kommer man omhyggeligt salt ned mellem alle sværene. Hæld ½ l vand i bradepanden, og sæt stegen midt i en kold ovn.
  • Tænd ovnen på 200 grader, og lad stegen stå i ca. 1 ½ time. Hvis sværen alligevel ikke bliver sprød, skal man ikke gå i panik:
  • Skær da sværen af stegen, og del dem, så de ligger en og en. Læg dem i en bradepande, og skru ovntemperaturen op på 225 - 250 grader. Hold øje med, at sværene ikke bliver for mørke, og lad dem stege, til de er sprøde. Vend dem nogle gange undervejs.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bestyrelsen for flæskesteg.dk:

 

  • Første skridt på vejen til en lækker svær består i at vende stegen med sværen ned i en bradepande med vand i bunden den første halve time af stegningen.
  • Det får sværen til at åbne sig, og derefter kan man gnide godt med salt på stegen. Så steges stegen færdig, imens man med jævne mellemrum kan overhælde sværen med væde efter egen smag.
  • Når stegen er færdig, fjernes stegeskyen fra bradepanden, og sværen sættes under ovnens grill. Det er uhyre vigtigt at holde nøje øje med sværen konstant, da forskellen på en sprød og velsmagende svær og en forkullet svær er et spørgsmål om få minutter.
  • Når sværen er boblet og gylden over hele stegen, er den færdig. Det bedste resultat opnås med en svær, der er placeret vandret inde i ovnen, så sværen bliver lige sprød over hele stegen. Er din steg lidt skæv, kan du nivellere den med en sølvpapirskugle.

 

Læs også: Flæskesteg med sprød svær på grillen

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Maria Larsen, ernærings- og husholdningsøkonom, madskribent på Samvirke:

 

  • For at få sprød svær skal man først ridse sværen helt ned til kødet med ½ cm mellemrum, men undgå at ridse i selve kødet. Så gnider man groft salt omhyggeligt ned mellem alle sværene.
  • Når det er gjort, lægges stegen på en rist i en lille bradepande. Læg sammenkrøllet stanniol under stegen, så sværen ligger så lige som muligt, hvis stegen ikke er helt lige.
  • Så hælder man ½ l vand i bradepanden og sætter stegen midt i en kold ovn. Lad stegen stå i ca. 1 ½ time ved 200 grader. Steg, indtil centrumtemperaturen er 55 grader.
  • Så tager man stegen ud, og hvis sværen er sprød, fortsætter man stegningen ved 200 grader, indtil centrumtemperaturen er 65 grader.
  • Hvis sværen ikke er sprød, skruer man ovnen op på 250 grader, indtil centrumtemperaturen er 65 grader. Man skal huske at holde øje med, at sværen ikke bliver for mørk.

 

Sådan får du sprød svær på flæskesteg

Artiklen blev første gang udgivet i Samvirkes december-udgave i 2006. Der er tilføjet nye links, billeder og tips i julen 2014.

Læs mere om