Havregrød på helt nye måder
Havregrøden har været dansk nationalspise om morgenen lige så længe, som nogen kan huske. Den er på bordet hos høj og lav, selv Kronprinsen og Kronprinsessen serverer det for børnene på Fredensborg Slot om morgenen.
Og der er god grund til at holde ved nationalmorgenmaden, for en solid morgenmad er vigtig og kan hjælpe indlæringen for skoleelever, viser en undersøgelse fra den amerikanske organisation Food Research & Action Center. Børn, der ikke får morgenmad scorer færre rigtige i matematiktests, har sværere ved huske og er generelt mere hyperaktive og fraværende i undervisningen, konkluderer undersøgelsen.
Resultaterne får Morten Strunge Meyer, der er projektchef for sundhedsområdet i Kræftens Bekæmpelse til at drømme om en fælles indsats for morgenmad i skoler og på arbejdspladser: » Vi skal etablere nye normer og nye traditioner for en sund morgenmad. Firmafrugt er blevet en succes mange steder, og nu drømmer vi om, at virksomheder tilbyder medarbejderne morgenmad, og at SFO'erne kan tilbyde havregrød til børn om eftermiddagen.«
GRØD MÆTTER.
Havregrød er slet ikke så tosset en idé, viser en undersøgelse, som Fødevareinstituttet på DTU har lavet for Fuldkornspartnerskabet, som Kræftens Bekæmpelse og en række producenter og organisationer står bag.
Havregryn er 100 procent fuldkorn, og et dagligt indtag af fuldkornsprodukter mindsker risikoen for fedme, hjertekarsygdomme og sænkerden for visse kræftsygdomme.
» Spændende havregrød er godt til morgenmad eller et mellemmåltid, da grøden er mere mættende og mindre sukkerholdig end så mange alternativer, « siger Morten Strunge Meyer.
Fuldkornspartnerskabet vil i år arbejde for, at befolkningen får øjnene op for fuldkorn som en vigtig del af den daglige kost - ligesom seks stykker frugt og grønt om dagen er blevet folkeeje. For fuldkornsprodukter gælder anbefalingen 75 gram fuldkorn om dagen, og det kan nås ved at spise havregrød om morgenen, spise fuldkornsrugbrød til frokost og sørge for, at der er fuldkorn i pasta, pitabrød og andre brødprodukter, man spiser i forbindelse med aftensmaden.
HAVREGRØD PÅ MENUKORTET.
Et af de steder, man kan få havregrød, er på restauranten Granola på Værnedamsvej i København. Havregrøden flankeres af andre traditionelle retter som rødgrød, mens de kendte caféspecialiteter ikke har fået plads på Granolas menukort.
»Alle steder laver jo brunch, og brunch bliver man træt af. Vores kunder bliver overraskede, og de er vilde med det, « fortæller Leif Thingtved.
Havregrøden kom på menukortet for nogle år siden - mest fordi Granola skulle have et alternativ til konkurrenterne, og så lidt fordi, at indehaveren er træt af at løbe i samme retning med minimalisme, brunch og alt det, som caféer er kendt for.
Nu sælger Granola 30- 40 portioner om dagen og er berømt for sin varme havregrød, der for Samvirke laves af kokken Margit Ring. Frisk frugt, nødder, rosiner og kanelsukker er de ingredienser, der bringer havregrøden videre end mormors, hvor skeen kunne står selv.
»Vores mad skal være i orden, og menukortet er enkelt. Vi serverer gode, gamle og gennemprøvede retter. «
INGEN CORNFLAKES HJEMME.
Hjemme hos Anne Hjernøe, der er madskribent og kogebogsforfatter, er der slet ikke plads til cornflakes på morgenmadshylden.
De er ikke sunde nok og mætter heller ikke, derimod er Anne Hjernøes seksårige datter vild med havregrød - og den varme grød er især efterspurgt om efteråret og vinteren.
» Min datter er opvokset på havregrød.
Fuldkorn er sundt og indeholder mange vitaminer og mineraler, « Anne Hjernøe betragter sig selv som sund livsnyder, der har en passion for mad. Hun er bedst til at huske barndommens ferier på, hvad de fik at spise. Hun rejser rundt flere gange om året for at finde inspiration til mad og til kogebøger, men er ikke særlig god til at følge opskrifter.
Hun lader sig inspirere af smagsindtryk, og nye smagsindtryk er der også i den havregrød, som Samvirke har lokket hende til at lave - og give opskriften på.
Havregrøden koges med stænger af kanel, som giver grøden en lidt sødere smag. Man kunne også have brugt kardemommekapsler eller hele nelliker: » Det er fedt at tage en grød og forny den. Der er ikke mange, der eksperimenterer med havregrøden om morgenen eller morgenmad generelt, underligt for vi gentager jo ikke os selv på samme måde ved middagsbordet, « siger Anne Hjernøe.
Hendes råd til de stressede morgener er simple: Stort set alle slags tørret frugt eller nødder kan bruges på toppen af havregrøden, og er man til en lidt sødere version, kan man også bruge honning, ahornsirup eller hyldeblomstsirup. » Det er ikke svært. Man skal bruge sin fantasi, og næsten alle typer frugt og bær klæder grøden godt. « I øvrig har amerikanerne for alvor fået øjnene op for havregrøden. Den amerikanske producent QuakerOats har lavet fast foodversioner, som kan købes i supermarkederne, ligesom kaffekæden Starbucks har havregrød på morgenmenuen.










Saltets historie: Dyrt betalingsmiddel blev til billig fødevareingrediens
Se mit elskede køkkenredskab
11 ting du ikke vidste om kyllinger
Her er de 10 ting, som vi ikke bryder os om at spise
8 fantastiske søde, sommersnacks til børn
Sådan opbevarer du kødet
Her er 10 af de værste saltsyndere du skal passe på
Børnesikring: Kan dit køkken klare pilfingertesten?
5 pletter du kan fjerne med sødmælk
8 ting du kan bruge brændenælder til












Andre kommenterer på
Sådan slipper du for telefonsælgere 51
Red 10 truede retter 34
10 ting du kan bruge bagepulver til 16
Sådan sover du godt i sommervarmen 14
Se en ko blive slagtet på Århus Slagtehus 21