Hardcore kål

Det er en sag mellem mænd. Mænd med røjsere og opsmøgede ærmer. Brødre, fædre og sønner omkring udhusets dampende gruekedel. I de kommende dage vil deres arme værke af at klemme og pine de sidste lysegrønne vanddråber ud af slappe, voldkogte kålstrimler.

Mændene i udhuset presser den grønne kålmasse til kugler som tennisbolde. De fremstiller hardcore vendsysselsk grønlangkål fra de flade forblæste stepper, hvor alt levende lægger sig ned fra Vesterhavet og 25 kilometer ind. Omkring 50 kålboller bliver det til, så det rækker til medisteren, øllen og drammen i de mørke juledage helt frem til Hellig Tre Konger.

Det er vådt, beskidt og muskelkrævende. Det er også fællesskab og samhørighed mellem brødre og ligesindede, et værn om nedarvede færdigheder og mod tyndt plagiat og efterligninger. Andre kan være salige i deres tro, men her ved man, at der kun er én kål, der er den rigtige. Kål, der klemmes og krøstes, til knoerne blegner. Sej kål, der kan stå, når den er hældt op på tallerkenen. Og ikke noget hakket og stuvet midtjysk sjask.

GRØNLANGKÅLENS VENNER.

Vi finder en kulturbærer i Odder lidt syd for Århus. En eksilvendelbo og forstadspendler med it-job i Århus og børnene sendt afsted på dagens efterårsferieaktiviteter. Bjarne Baggesen hedder han. Manden der er kommet til at holde sammen på denne verdens grønlangkålsfreaks. Mails kommer til ham fra New Zealand, Australien og Canada. Og det alene fordi han år tilbage ville lave en anderledes opgave i et udviklingsprojekt på Laborantskolen i Århus. Han ville vise webmediets muligheder, og så skrev han løs om den fædrende kål, for det var der nok ingen andre, der ville finde på, delte emnet op, satte lyd og billeder på, fandt uddybende links til andre sider. Og hjemmesiden om vendsysselsk grønlangkål på den fundamentalistiske måde var født. I dag en lidt altmodisch fremstilling fra 1996, med vilje ikke opdateret. Men den virker og har afsløret, at på klodens fjerne pletter bor danskere og efterkommere, som får smagen af selve fædrelandet i munden, når de bliver mindet om grønlangkål.

»Jeg har fået rørende taksigelser og kommentarer, og nogle har kritiseret mig for min modstand mod for eksempel at bruge kanel på grønlangkål.«

En læser på New Zealand har på gebrokkent dansk skrevet om sin glæde ved at genfinde den gamle kål. Nu vil han købe en fremmed kål, der kommer så tæt på den rigtige grønkål som muligt, og gå hjem og følge opskriften. En bankdirektør fra Stockholm påpeger, at der faktisk findes et særligt svensk grønkålsakademi, som endda udgiver den respekterede publikation Gronkålsbladet.

Det viser sig, at man i Halland tilbereder grønlangkål på en måde, der ligger meget tæt på den vendsysselske, som igen har mange fælles træk med en opskrift, Madam Mangor skrev midt i 1800-tallet. Hun anbefaler dog kogte kastanier til kålen eller »i mangel deraf brunede kartofler.« Madskikke går deres egne veje.

OS OG DE ANDRE.  

Over grønlangkålselskere er der noget os-og-de-andre. Bjarne Baggesen er ingen undtagelse. Han advarer mod andres melstuvning, mod kanel - en uskik i visse tilflytterkredse - og mod købeboller. Og han skoser andres vildfarelser, for eksempel Husholdningslærerforeningens opskrift på grønlangkål, »en melstuvet udgave med tilsat fedtstof efter eget valg. Huehadadada, så kunne de da kalde det noget andet.«

Grønlangkålen står stærkt især i Vendsyssel og i Sønderjylland. Måske ligner de to folk hin anden. Sydpå er man presset op mod Tyskland, mens Vendsyssel er sådan en krog af landet.

»Tænk på, at inde midt i Vendsyssel kom der først vej fra Hjørring til Øster Vrå efter år 1900, og før da var der helt øde, barskt og fattigt ad Pommern til. Byerne var længe efter alle andre beboet af førstegenerations tilflyttere fra landet. Man var på mange måder bagud.«

Der kan ikke være ret mange vendelboer, der ikke har et forhold til grønlangkål, mener han, og nogle holder virkelig stædigt fast. Nok flytter de til fjerne landsdele, men får stadig den årlige sending grønlangkålsboller fra en særlig slagter i Skagen, Tylstrup eller Jerslev.

Selv kører han i november eller december nordpå i en weekend. I Serritslev er de et par stykker, som lader gruekedelen gå på omgang mellem husene. Så står man ude i garagen, koger kål i firefem timer og snakker over kålen. Sådan har de gjort så længe han kan huske, sammen med far og engang sammen med bedstefar, der igen havde sit kålfællesskab sammen med seks brødre.

Og selv om der i næste generation måske kun sidder nogle få tosser på et plejehjem og taler vendelbomål, så er børnene omkring spisebordet hjemme i Odder vant til fra deres trip-trap-stole at stikke gaflen i den grove, grønne masse, der kan stå selv. Og de ved allerede, at grønlangkål er noget med jul, at det ikke har noget med tyndt sjask og midtjyske stuvningstyper at gøre. Og at der kun er én rigtig grønlangkål. Den vendsysselske.