Finland har reduceret saltindtaget effektivt

Finland lovgav om salt, og 30 år senere var antallet af hjerteanfald faldet med over 75 procent.
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | 1. februar 2007


Saltindtaget blandt finnerne er faldet fra 14 gram salt om dagen til nu 8 gram salt. Foto: Jakob Carlsen

Finnernes forbrug af salt er faldet fra 14 gram til otte gram om dagen

I 1960’erne var Finland et af de lande i verden, hvor flest mennesker fik hjerteanfald. En finne havde tre gange så stor risiko for at få hjerteanfald som en svensker.

Det fik de finske myndigheder til at sætte fokus på salt i mad, og det lykkedes at få befolkningen til at spise meget mindre salt.

I de seneste 30 år er saltindtaget blandt finnerne faldet fra 14 gram salt om dagen til nu otte gram salt. Antallet af hjerteanfald er i samme periode faldet med mellem 75 og 80 procent for personer under 65 år. Det er endda sket i en periode, hvor rygning og forbruget af alkohol er vokset. I Finland er der i dag lov for, at højt saltindhold bliver mærket på fødevarerne.

Svenskerne lærer af finnerne og skærer på salt i brødet

Svenskerne har skævet til den finske udvikling. Den svenske mærkning af sunde fødevarer har kastet lys på saltforbruget, og for eksempel brødproducenterne er begyndt at skære ned på saltet i brød, nu da forbrugerne er begyndt at holde øje med saltet.

»Man kan ikke helt fjerne salt fra brød, smagen bliver tynd og fattig uden salt, og salt er vigtig for konsistens og holdbarhed,« siger udviklingschef Ingemar Gröön fra Lantmännen Food R&D.

Han forklarer, at der er meget salt i for eksempel franske baguettes, mens de bløde sandwichbrød og pølsebrød indeholder forholdsvis lidt salt, men til gengæld mange konserveringsmidler. Alligevel er der ingen, der er uden salt.

Tjek dit saltindtag
Sådan forekommer natriumindholdet i kosten:
1/4 tsk. salt = 500 mg natrium
1 tsk. bagepulver = 1000 mg natrium
Hjerteforeningen anbefaler, at hjertepatienter reducerer deres saltindtag (natriumindtag) til 2400 mg om dagen svarende til 1-1/4 tsk. salt. Uanset om du har forhøjet eller normalt blodtryk, mindsker du risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte, hvis du sænker dit saltindtag.
Kilde: hjerteforeningen.dk

Når du laver mad
Overordnet gælder det om at bruge mindre salt. Her et par tips til hvordan:
• Smag på maden, inden du kommer mere salt på – måske er det slet ikke nødvendigt.
• Brug andre krydderier til at kompensere for den mindre salte smag.
• Væn dine smagsløg til mindre salt ved at skære ned på saltet lidt efter lidt.
• Undgå at tilsætte salt og dåsegrøntsager til hjemmelavede retter.
• Hvis du ryger, så hold op, for rygning nedsætter smagssansen, så der skal mere salt til, før du kan smage det.
Kilde: hjerteforeningen.dk



Læs som PDF:

Artikel side 1

Mere om salt

LÆS SENESTE SAMVIRKE