Buræg hitter
Vi vil have buræg
Salget af buræg i danske supermarkeder er vokset med lidt mere end 20 procent siden 2000. Det viser tal fra Danish Meat Association, der varetager kød- og fjerkræbranchens interesser.
Omsætningen af økologiske æg og skrabeæg også er steget, for vi spiser generelt flere æg end tidligere, men seks ud af ti æg på morgenbordene er stadig buræg. Produktionen af frilandsæg er i samme periode gået lidt tilbage.
Det stigende forbrug af buræg betyder, at hver dansker i gennemsnit sætter ti buræg mere til livs om året end i 2000, hvilket igen giver flere burhøns.
Burhøns lider
De såkaldte burhøns er de høns, der har det absolut mindst godt, siger Birte Lindstrøm Nielsen, der er forskningsleder på Institut for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring på Forskningscenter Foulum:
»Burhøns mangler siddepinde og har ikke mulighed for at undslippe aggressive eller fjerpillende artsfæller. Samtidig er der ingen mulighed for støvbadning, hvilket er naturlig adfærd for hønerne.«
Øko-æg er uoverskuelige
Stigningen i salget af buræg er sket i en periode, hvor danskerne ellers har taget økologi, specialøl og dyr chokolade til sig. Det er nemlig svært for forbrugerne at overskue, hvem det gavner at vælge de dyrere frilands- eller økologiske æg, mener Thyra Uth Thomsen, der er lektor i forbrugerforskning på Copenhagen Business School.
»Forbrugeren vælger ved køledisken og møder her et dilemma: Skal jeg være økonomisk rationel eller moralsk ansvarlig? Penge op af lommen er meget her og nu, hvorimod for eksempel dyrevelfærd, sundhed og økologi er konsekvenser længere ude i det fjerne.«
Butikkerne har et ansvar – for vores valg
Helt omvendt forholder det sig med mælk og grøntsager, hvor økologien er vokset voldsomt de seneste par år. Forældre har fået mange gode motiver til at vælge økologien.
»Man er en god forælder og tænker over, hvad ens børn spiser. Forbrugerne gør det, der giver mening, og ved mælk er der tydelige egoistiske motiver som sundhed og smag,« siger Thyra Uth Thomsen.
Det er sværere, når det gælder æg. Hun kender ingen store undersøgelser, der peger på, at økologiske æg er sundere, indeholder færre skadelige stoffer eller i det mindste smager bedre. Heller ikke de dyrevelfærdsmæssige motiver er nødvendigvis tydelige for forbrugerne, mener Thyra Uth Thomsen.
»Butikkerne har et ansvar for at påvirke motiverne til forbrugerens valg. Det kan være ved – som i mine børns fritidshjem – at tegne firkanter, der viser, hvor meget plads den enkelte høne har. Så er et argument for at fravælge buræg blevet meget tydeligt,« foreslår Thyra Uth Thomsen.
Hvad er et skrabet æg?
Navnene på de forskellige æggetyper – skrabeæg, fritgående og økologisk – kan være åbne for fortolkninger, der kan påvirke forbruget, og som ikke gør det nemmere at vælge buræg fra, mener Thomas Roland, der er landbrugspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
ÆGGEOVERSIGT
BURÆG:
• op til seks høns i et bur og op til 16 høns pr. m2
• burene må stå i tre lag
• ingen krav om strøelse, reder og siddepinde
• buret skråner ofte, så æg triller væk
• ingen krav om dagslys
SKRABEÆG:
• høns går typisk i flokke på 3-10.000 stk.
• højst 9 høns pr. m2 • krav om reder og siddepinde
• mindst en tredjedel af arealet skal dækkes med strå, høvlspåner, sand eller tørv
• ingen krav om dagslys i stalden
FRILANDSÆG:
• som skrabeæg plus
• adgang til udeareal på mindst 4 m2 pr. høne
• udearealet skal overvejende være dækket af vegetation
ØKOÆG:
• som frilandsæg, dog:
• flokken kan være på op til 3000 høns
• foderet skal udelukkende være økologisk
• hønen må ikke næbtrimmes
• der skal være mere end én hønsegård, så gården kan være fri mindst ét år ad gangen
»Ordet »Skrabeæg« lyder jo, som om hønsene har naturlige muligheder for udfoldelse. Det er en direkte henvisning til noget med velfærd og noget, der er godt – selv om hønsene primært kan gå på stengulv,« siger Thomas Roland.
Valget er ikke sort/hvidt
Er man som forbruger på jagt efter de æg, der er bedst for dyrevelfærden, er der ikke et valg, der entydigt er bedst. Thomas Roland peger på, at burhøns for eksempel færdes i flokke på oftest seks høner – godt nok i bur – men at størrelsen er naturlig i forhold til de flokke på op til 10.000 høns, der kan findes hos procenterne af skrabeæg og æg fra fritgående høns. Samtidig er det nemt at sikre besætningen mod sygdom.
Bur-, skrabe- og fritgående høns får næbbene trimmet, hvilket begrænser den naturlige fødesøgning. Det er forbudt at næbtrimme økologiske høns, hvilket medfører, at der oftere ses fjerpilning og kannibalisme blandt økologiske høns.
»Dødeligheden har gennem flere år været højest hos de økologiske producenter. Den er faldende nu,« siger Thomas Roland.
Burhøns skal i ”berigede bure”
Rent formelt er høns i bure forbudt i Danmark ifølge Dy- reværnsloven §6, stk. 1. Ønsker man at holde høns i bur til for eksempel at producere æg, kan man søge dispensation hos Fødevarestyrelsen, der uddeler tilladelse for fem år ad gangen.
For burhønsene er der dog forbedringer på vej. Fra 2012 skal alle producenter af buræg gå over til at holde høns i »berigede bure« – det vil sige bure, hvor der bliver mere plads til den enkelte høne, og hvor alle høns skal have adgang til støvbadning, rede og siddepind.
»Der sker en klar velfærdsmæssig forbedring med berigede bure. Spørgsmålet er, om velfærdsforbedringen i de berigede bure er stor nok, og hvorvidt muligheden for bedre sygdomsbeskyttelse opvejer de andre fordele ved ikke-bur produktionen – såsom at kunne bevæge sig frit,« siger Birte Lindstrøm Nielsen.













Parcelhuslivet bag hækken i Skjoldhøjparken uden for Aarhus
Fra bønne til kop - på kafferejse i Nicaragua
Undgå at blive syg af grillmaden
Sådan kan du nemt skjule pletter eller huller på tøjet
Se mit elskede køkkenredskab
De 10 mest solgte bøger i 2010
12 retter til en lækker julebrunch
10 gratis børnefornøjelser i København
10 gode julefilm til voksne
Fortæl os: Hvad ønsker du dig ikke i julegave?












Andre kommenterer på
Diodelygterne til cykler bliver forbudt 21
Skriv ind: Sådan var min værste madoplevelse 42
Se andres gode råd om rester og skriv selv dine egne resteråd her 100
Sådan fjerner du en indtørret rødvinsplet 9
5 gode råd til hvordan du holder ferie, selvom du har huset fuldt af gæster 7