Børn kan godt tilberede gourmetmad
Tre børn laver tre retter på tre timer
»Vi har brug for en plan,« siger Katrine Klinken til de tre børn, der stiller sig omkring hende. Hun tegner en streg på et stykke A-4 papir. Det er en tidslinje, og vi har fra klokken 11 til 14.
»Smørkagen skal hæve, så den må vi starte med, wokken tager vi til sidst. For det går lynhurtigt og skal serveres straks,« siger Katrine Klinken.
Slagets gang noteres på papiret, så alle ved, hvilken rækkefølge de skal gøre tingene i. De smøger ærmerne op, får forklæder på og vasker hænder. Vi er i gang.
Vi er i køkkenet hos kok Katrine Klinken, der har skrevet 10 kogebøger til børn, og som udvikler børnevenlige opskrifter til FDB’s tilbagevendende madevent Mad eller hvad, der er et undervisningstilbud til skolernes hjemkundskabsundervisning. I de næste tre timer skal de tre børn på 10 og 11 år kreere et måltid lidt ud over det sædvanlige. De skal lave strandkrabbesuppe med muslinger og fisk, wok med lammehjerter og gammeldags smørkage.
Krabber er sejere end løg
»Sejt med krabber,« siger Binta Drammeh, hvis livret er lasagne. Hun hjælper ikke så tit med at lave mad, men vil hellere passe sin lillesøster, imens hendes mor laver mad. Det værste, Binta ved i et køkken, er at dække bord og at tørre vand op inde i køleskabet. Oskar løfter en af strandkrabberne op. Lugten af hav breder sig i køkkenet. Oskar Rosenquist Andersen er heller ikke så tit med til at lave mad derhjemme. Oskars livret er lasagne, og han synes, det er sjovt at lave eksperimenter i køkkenet og at blande ting sammen. Han hader at skære løg.
Strandkrabbesuppen skal laves i flere afkog, så den skal i gang. Oskar går straks i gang med at tjekke, om muslingerne er levende, imens måler pigerne ingredienser af til smørkagen, der skal laves som en rigtig wienerbrødskage i mange lag.
»Har den fået nok nu?,« spørger Heba Mansieh og kigger ned til dejen i røremaskinen. Hun får besked på, at den skal køre noget længere, så den er helt glat. Heba Mansia hjælper ofte med at lave mad derhjemme. Hun står gerne for at lave salat. Hendes livret er også lasagne, og det værste, hun ved, er at vaske køkkengulv.
Et klamt øje
Oskar kniber øjnene sammen og skærer ansigt: »Det klør i øjnene,« siger han. Han skærer løg til den grøntsagsfond, der skal i fiskesuppen.
»Jeg bliver nødt til at sige stop, Oskar,« siger Katrine Klinken og viser ham, hvordan han skal holde kniven, så han ikke skærer sig. Men han kan næsten ikke se noget ud ad de røde løgøjne. Hun kommer løget ind under det kolde vand for at fjerne noget af lugten. Det hjælper lidt. Binta siger, at hun begynder at græde, bare hun ser folk skære løg i fjernsynet.

Katrine Klinken har fået nogle gratis fiskeben hos fiskehandleren. Dem skal der også koges fond af. Heba hælder iskoldt vand ned over fiskeskrogene. De skal være helt dækket af vand.
»Der stikker stadigvæk et øje op,« siger Binta og tilføjer: »Klamt«. Heba kan kun lide fisk, hvis hendes mor steger det. Binta elsker fisk. Oskar siger, han kan lide al mad undtagen champignon. Det rumler i baggrunden, når Oskar ryster gryden med muslinger med jævne mellemrum. Gryden er enormt stor, og han kan næsten ikke løfte den.
Fiskehænderne vaskes, og så er det tilbage til smørkagen. De 300 gram smør, der skal bruges, har de skåret i stykker og sat i fryseren. Nu skal de pakke smørret ind i dejen og rulle den. Folde dejen sammen og rulle den igen. Så kommer den i køleskabet, så smørret ikke smelter for meget, og så gentager processen sig, så dejen til sidst har utælleligt mange lag.
Nu skal krabberne dø
»Jeg gider ikke skrælle gulerødder,« siger Binta. »Det bliver du nødt til,« siger Katrine Klinken og stikker hende en pose med store jordede gulerødder og beskeden om, at de alle sammen skal skrælles.Oskar piller muslinger ud af muslingeskaller. »Det er børnearbejde, det her,« siger han, idet han piller den tresindstyvende musling.
»Nu skal vi have stegt krabberne,« siger Katrine Klinken. Oskar klapper i hænderne, og alle børnene flokkes om krabberne. Gryden skal være brandvarm, og Katrine Klinken viser børnene, hvordan de kan stikke hånden ned i gryden og mærke tæt ved bunden, hvor varm gryden er. Da de to store gryder er rygende varme, kaster Katrine Klinken de levende krabber ned i gryderne. De kæmper for at komme op, men der går ikke længe, før de er døde.

»Hvorfor står du der med hænderne i forklædet, du skal røre,« siger Katrine Klinken til Heba.
Heba skynder sig at røre, men hun synes, det er svært at røre i krabberne, fordi gryden er kæmpe stor og tung, og komfuret er for højt.
Da krabberne er blevet stegt, ryger de af komfuret og bliver blendet hele. Det sprøjter med »krabbemos,« som børnene døber det splat, krabberne bliver til.
Køkkenet bliver beskidt, når man laver god mad
»Mange orker ikke alt det svineri, når man laver mad. Men det sviner at lave god mad. Sådan er det bare,« siger Katrine Klinken. De blendede krabber presses gennem en si, så kun væden kommer i suppen. Alle fingre vaskes endnu en gang, for nu kommer wienerbrødsdejen frem igen. Den foldes og rulles. »Så skal der lige tempo på,« siger Katrine Klinken og fører Bintas hånd og kagedejen ned i springformen. »Er du gal, der er mange lag,« siger Oskar, da dejen bliver skåret over, og striber af dej og smør kommer til syne.
Børnene får en tiltrængt pause i den regnvåde have, imens Katrine Klinken rydder op og snitter grøntsagerne til
wokretten. Wokretten er en hurtig hverdagsret, der kan laves på tyve minutter fra start til servering.
»Selvom børnene er trætte nu, skal de nok blive glade, når maden er færdig,« siger Katrine Klinken. Kokken synes, det er rimeligt, at de voksne tager opvasken, når børnene laver mad. Og omvendt.
Så er der serveret
Endelig er det tid til at spise suppen. De synes, den ser »fancy« ud – pyntet med basilikum i små røde japanske træskåle.
»Tænk sig, at vi har lavet det, lad os lave det igen i morgen,« siger Binta.
Oskar og Binta er vilde med suppen. Men Heba synes, den smager for meget af fisk. Nu vil børnene bare spise, og Katrine Klinken har svært ved at få dem til at lynstege lammehjerter og grøntsager. Men hun siger også, at det nok er lidt overambitiøst at lave tre retter med tre børn på tre timer. Binta synger til wokken: »Temperaturen stiger, for det er hot hot hot.« Og det smager godt, da wokretten er færdig i løbet af få minutter.
Og så er det endelig tid til kagen. Fingrene glinser af smør, og alle spiser to stykker. »Det er godt med rosinerne i smørkagen, det giver en muni-muni-muni-smag,« siger Oskar. De får hver et stykke smørkage med hjem.









Påskelammet på bordet og marken
10 opskrifter på ny nordisk hverdagsmad
10 ting du aldrig må sætte i opvaskemaskinen
Børnesikring: Kan dit køkken klare pilfingertesten?
Gode grøntsager til grillen
5 pletter du kan fjerne med sødmælk
Undgå at blive syg af grillmaden
Sådan får du mest ud af dine grøntsager
Her er de 10 ting, som vi ikke bryder os om at spise












Andre kommenterer på
Isparlør 31
9 ting du aldrig må spise, hvis du vil undgå halsbrand 16
Sådan slipper du for telefonsælgere 51
Skriv ind: Hvad er det mærkeligste dyr, du har spist? 25
Mormormad: Prøv en æggesnaps 12