Man skyder da kalve

Det kommer som et chok for de fleste, der ikke bevæger sig i stald og mark til daglig. Det er samtidig noget, som landmænd generelt er meget lidt stolte af. Men virkeligheden er, at næsten alle jerseytyrekalve får en kugle for panden, så snart de har set dagens lys og sat gang i moderens mælkeproduktion.

Mælken skal jo hældes på kartoner, så vi kan købe den i butikkerne, og landmanden har ikke råd til at føde på tyrekalvene, for i dag er de ikke så meget værd på kødmarkedet, som det koster at opfodre dem.

Derfor bliver 25.000 kalve hvert år skudt ved fødslen - de 2.500 af dem er fra økologiske brug.

Paradoksalt nok er der ellers rigelig brug for kvæget i naturen. Her er antallet af husdyr minimeret drastisk over de senere år. Så voldsomt, at enge og overdrev rundt om i landet er ved at gro til. Når de uopdyrkede områder får lov at ligge uberørt, får de stærkeste planter magten, mens andre risikerer helt at forsvinde. Det betyder også, at visse fuglearter mister steder at udruge æg, for de lægger sig ikke i høje græsser, som gør det umuligt at se rovfugle og andre fjender i tide.

Den seneste landbrugsreform har gjort, at det bedre kan betale sig for landmanden at have dyrene på stald end at sende dem ud i naturen. Hvis den udvikling fortsætter, vil der om få år være så få husdyr på græs, at mere end halvdelen af Danmarks 3000 kvadratkilometer særlige naturarealer er i fare for at gro til. Det vurderer flere eksperter.

Ingen i landbrugstoppen eller regeringen kunne være i tvivl om, at landbrugsreformen ville koste lukning af små brug og landbrug, der levede af at have dyr på græs, fordi man bevidst har valgt at støtte produktionen af dyr på stald.

VINDER BLINDSMAGNING. Vi kan vælge i et rigt land at trække på skuldrene ad kalvedrab og tilgroet natur. Ganske vist vil det betyde, at visse dyre- og plantearter helt forsvinder fra den danske flora og fauna, men hvad så?

Konsekvenserne kender vi ikke til fulde, men de forandringer, som allerede har jaget storken bort, gør os i hvert fald fattigere på kulturlandskaber og oplevelsesmuligheder. Samtidig mener jeg, vi har et etisk og moralsk ansvar over for jordens ressourcer og vores efterkommere, så vi skal finde en løsning på problemerne.

Jeg klandrer ikke den enkelte landmand, for han er nødt til at have økonomi i sin bedrift. Men selv om sagen er højt prioriteret i Økologisk Landsforening og har været diskuteret i flere år i de store landbrugsorganisationer og blandt politikere, er der ikke sket noget.

Hvad med at starte hos forbrugeren? Hvad med at fortælle, at jerseykød gentagne gange har vundet blindsmagningskonkurrencer over traditionelle kødracer? Hvad med at give muligheden for at betale tilstrækkeligt for kødet til, at landmanden får en forretning ud af at lade kalvene leve og afgræsse de kønne naturområder? Jeg er ikke i tvivl om, at forbrugere vil betale for kvalitet. De skal bare have muligheden. Jeg er heller ikke i tvivl om, at økologiske landmænd hellere end gerne vil lade kalvene leve, hvis de kan undgå at sætte penge til ved det.

Næsten alle jerseytyrekalve får en kugle for panden, så snart de har set dagens lys og sat gang i moderens mælkeproduktion

Læs som PDF: