Jeg trænger til en fedtsugning

»Jeg trængte altså lissom til lidt nyt« -  når min mor for tre årtier siden lænede sig ind over teaktræsofabordet og skubbede keramiklampen til side for bedre at kunne se nabokonen i øjnene, var der store sager på spil. Så store, at mine veninder og jeg ofte listede os ind i stuen for at kigge med. Når min mor og nabokonen trængte til noget nyt, var det måske en ny læbestift, der med ærefrygt blev vist frem på teaktræsbordet. Eller et par nye nyloner, et smykke eller måske et bælte. I dag, 30 år senere, er det mig, der lissom trænger til lidt nyt. Jeg læner mig ind over skrivebordet og afslører for en kollega, at det, jeg lissom trænger til, er en fedtsugning. Jeg uddyber: »Jeg er en veluddannet og oplyst kvinde, der ikke ligger under for omverdens krav om perfektion, så det er slet ikke det, det her handler om. En fedtsugning er noget, jeg gør helt for min egen skyld. Det handler om, hvordan jeg har det med mig selv og mine bildæk, ikke om hvordan jeg vil have at andre skal opfatte mig, for det betyder ikke noget for mig«. Sådan snakker jeg, og sådan lyder det formentlig også fra en stor del af de foreløbig 320.000 danskere over 17 år, der har fået lavet kosmetiske indgreb som f.eks. større og fastere bryster. Indgreb, der giver selvværd og selvtillid i en sådan grad, at de nye brysters ejere måske for første gang i deres liv rejser sig og går ud i livet med rank ryg i stedet for at ludde listende afsted med blikket i jorden. Hvor dejligt for dem! Hvor dejligt for alle os, der efter et kosmetisk indgreb kan træde lidt stoltere, lidt gladere for os selv ud i verden. Kan nogen have ondt af det? Kirurgerne er dygtige i dag, teknikkerne er sikre, det hele kan overstås i lokalbedøvelse på en fredag eftermiddag. Men er det nu hele historien, er det virkelig vores motiv at gøre det her »for vores egen skyld«?

Deller, gule tænder og hårede vorter hører underklassen til, og den er der ingen, der frivilligt vil tilhøre.

Er vi virkelig ganske upåvirkede af tidens krav om perfekte kroppe? Er det virkelig helt tilfældigt, at »tiden« og vi har samme opfattelse af hvilken kropsform, det er bedst at have? Er det virkelig sandt, at alle vi veluddannede og oplyste danskere ikke ligger under for omverdens pres og amerikaniserede forventninger til vores udseende? Nej, det er ikke sandt. Formentlig havde jeg aldrig skænket de lange fedtsugerør en tanke, hvis ikke det havde været for snart sagt samtlige blade og tvkanalers vedholdende og energiske opmuntringer til at gøre noget radikalt ved de skavanker, jeg nu måtte lide den tort at være blevet født med. Ret ind, ret op, ret ud. Sug ud, skær væk, sprøjt ind. Bleg tænderne, løft øjenlågene, pump læberne, fjern dobbelthagen. Sådan er tidens krav, og sådan er indsatsen, hvis vi vil være med på A-holdet i det her samfund. Det ved enhver, der ejer et fjernsyn, har passeret et reklameskilt ved busstoppestedet eller åbnet et ugeblad. Deller, gule tænder og hårede vorter hører underklassen til, og den er der ingen, der frivilligt vil tilhøre. Så hellere spendere en månedsløn og gamble lidt med helbredet! Jeg består af to indre kvinder, der står og hiver hinanden i håret den ene traller naivt rundt med nysuget vom, vil bare gerne være slank og lækker ligesom alle kvinderne i tv. Den anden slår næven i bordet og råber »skønhedsfascisme« og ville have beholdt ikke alene dellerne, men også hårene under armene. Kan man rumme begge typer kvinder? Ja. Kan man sætte lighedstegn mellem en ny læbestift anno 1977 og en fedtsugning anno 2007? Ja. Er det hele ved at tilte ud af proportioner? Oh, yes.