Gæt en by
Indenfor de seneste par år er der skudt to gigantiske indkøbscentre op i København. Her kan man købe Levi's og Gucci-briller, rulle op ad rulletrappen til det næste lag af butikker, og bliver man sulten kan man få italiensk, mexicansk eller kinesisk mad.
Og hvis det ikke var fordi, man vidste bedre, kunne man måske godt foranlediges til at tro, at man stod i en mall i Arizona eller i et af de nye shopping centre i Shanghai. For de fleste indkøbscentre er som lommer i byen uden tid og sted: Er man i troperne eller i Alaska? Er klokken 10 eller 20?
Der kommer også flere og flere millionbyer på verdenskortet, og de allerede eksisterende storbyer vokser eksplosivt. Lige som indkøbscentrene danner deres små, globale minibyer uden lokal identitet, ligner meget af det nye, der bliver bygget verden over hinanden: Kontorbygninger af glas og stål, boligblokke af beton. Det er en moderne international arkitektur, som vokser i takt med den økonomiske globalisering.
Bliver de nye kvarterer i storbyerne så globaliserede, så man i fremtiden ikke vil kunne se forskel på om, man står i et finanscenter uden for Paris eller i en ny bydel i Shanghai? Måske. Men sådan har arkitekturen nu været i århundreder, fortæller professor i byplanlægning på Kunstakademiets Arkitektskole, Jens Kvorning:
»I Europa har arkitekturen altid været international. I renæssancen var der f.eks. en bestemt måde at bygge et bypalæ på. Eller tag rådhuset i København. Det er en kopi af rådhuset i Siena. Arkitekter har altid opereret med globale modeller,« siger han.
Der er dog ikke mange steder, de internationale idealer har fået lov til at stå helt rendyrkede uden at blive farvet af en lokal tradition. Som da modernismens strømlinede ideer mødte den danske murermester-tradition.
»Modernismen havde mange idealer. Bl.a. skulle man bygge i en ren, hvid beton. Men i Danmark er mange af de modernistiske huse lavet i gule mursten,« forklarer Jens Kvorning.
DET GLOBALE VINDER.
Men hvor meget kan de lokale traditioner modstå de globale strømninger i dag? Er der f.eks. noget specielt dansk ved kontorhusene på Kalvebod Brygge i København eller ved Larsens opera på Holmen? Kunne de bygninger ikke lige så godt være rejst på gode byggegrunde i Cape Town eller Seattle?
Ét af de lande, hvor der bliver bygget rigtigt meget i disse år, er Kina. Og der er ikke meget af det, der ser kinesisk ud. Vestlige tegnestuer har da også masser at lave i det store land. Blandt andet det danske arkitektfirma Møller og Grønborg, som har vundet en konkurrence om at opføre en helt ny by til 300.000 indbyggere i Xianjiang, der grænser op til Kasakhstan (læs Samvirke 8, 2003). Forbilledet er Albertslund. Alligevel bliver Solens by, som den kommer til at hedde, ikke helt vestlig, fortæller direktør Niels Kjølhede fra Møller og Grønborg:
»I starten var den kinesiske bygherre meget interesseret i at få noget vestligt. De ville ikke stå tilbage for andre byer, og de ville gerne have, at det skulle være en international by. Men efterhånden som vi kom længere hen i processen, skulle det være mere og mere kinesisk. Så vi har taget udgangspunkt i landskabets karakter. Byplanen indeholder de stedlige kvaliteter og symbolværdier, der er i området. F.eks. går den gamle silkevej gennem området, og den får så en central place ring i byen. Vi vidste også, at mange kinesere går op i, om husene f.eks. vender rigtigt mod solen i forhold til de traditionelle feng shui-principper, så vi foreslog, at vi skulle bruge noget fra det, selv om den tankegang er lidt gammeldags.«
Bliver Solens By vestlig eller kinesisk? Det kan man ikke helt svare på, siger Niels Kjølhede. Den skulle gerne blive sin egen. Men mange andre nye byer og bykvarterer i Kina ser ud, som om de lige så godt kunne ligge i Vesten, fortæller Jens Kvorning:
»Når man ser på de nye byer i Kina, kan det synes lidt absurd, for det ligner kloner af vestlige byer. Mange kvarterer i de nye kinesiske byer kan lige så godt være et kvarter i Frankfurt eller London.«
INTERNATIONAL MIDDELKLASSE.
Flere boligområder i verdens storbyer bliver skåret over samme internationale læst. Moderne boligbyggeri bygget til en moderne livsstil. Og hvordan boligerne skal indrettes, kan beboerne måske få inspiration til i amerikanske tv-serier - ellers dumper der måske et Ikea-katalog ind ad døren. Det går rigtig godt for Ikea rundt om i verden - også i Kina, fortæller Ulf Swedberg fra Ikea.
»De unge, kinesiske byboere foretrækker en moderne, funktionel stil med et vestligt touch. De får mere og mere plads, og mange bor i nye lejligheder på omkring 80 kvm. Og siden åbningen af det første Ikea-varehus i Kina i 1998 er vores salg steget med 20 procent. Vi planlægger at åbne 10 varehuse de næste seks år. Så det går stærkt her,« mailer han fra Shanghai.
Det er ikke bare de unge kinesiske byboere, der gerne vil bo moderne. Der er et bestemt, socialt lag i verdens storbyer, som har mange af de samme ideer og drømme om at bo og leve, fortæller Jens Kvorning:
»Der er en voksende, global middelklasse, der har oparbejdet de samme normer. F.eks. deler den kreative, veluddannede middelklasse i Bangalore i Indien mange af de samme idealer som den kreative middelklasse i Vesten. De har mange af de samme drømme og ideer, f.eks. at man kan leve et hverdagsliv, som om man var på ferie. De drømmer om det lykkelige liv på stranden, og boliger ved vandet er f.eks. en boform, som tiltaler dem.«
Hvad er konsekvensen af, at mange af os kommer til at bo ens og opholde os i byrum, der ligner hinanden som jyske gågader? Det er svært at sige. For der er så mange modsatrettede strømninger, mener Jens Kvorning. Ens byrum - og boliger - giver ikke nødvendigvis det samme kulturelle liv:
»Hvis man tager en af de nye byer i Pearl River deltaet i Kina, så er flere af dem den rene, globale udgave. Her har man ikke ladet historien yde modstand. Men det er langt fra sikkert, at det samme kulturliv vil opstå i de byer, fordi rammerne er ens. Mange af de latinamerikanske byer blev bygget i den samme kolonistil, alligevel er de latinamerikanske byer blevet meget forskellige.«
DROP TRADITIONERNE.
Er der fordele ved de globaliserede byrum? Ja, mener en af tidens mest fremtrædende arkitekter, Rem Koolhas. Globaliseringen vil frigøre mennesket, fordi man ikke vil hænge fast i historiens dynd, mener han. Og hvad så hvis man ikke kan se forskel på, om man står i Dallas eller Dubai? Tiden er global, og arkitekturen er for længst blevet international. Det er kun forlorent at prøve at holde fast i gamle, lokale traditioner. Lad konservatismen fare og det moderne liv blomstre.
»Koolhas bygger videre på modernismens gamle grundtanker om, at formen skal følge funktionen. Og nu fungerer byerne på andre måder, end de gjorde tidligere. Men jeg mener, ikke de ideer holder. Man kan jo se på en by som København. Den fungerede fint som middelalderby. Den fungerede også fint som industriby, og nu fungerer den faktisk også fint som postindustriel by. Den har mange forskellige livsformer i sig,« siger Jens Kvorning.
Men hvad med fremtidens livsformer? Vil vi overhovedet have brug for at mødes i byerne, når vi kan snakke sammen over webcam'en?
»Der er ikke noget, der tyder på, at den nye teknologi gør byerne overflødige. Tværtimod. Informationsteknologien giver også et behov for fysisk tæthed. For vi har brug for at være tæt på hinanden, blandt andet fordi idéudvekslingen går meget hurtigere, når mennesker sidder direkte over for hinanden,« siger Jens Kvorning.
Laura Engstrøm er journalist.
FaktaHalvdelen af os bor i byer I 1800 boede to pct. af verdens befolkning i byer. Og i det kommende århundrede forventes det, at byerne vil vokse i hidtil uset omfang. For 50 år siden var New York f.eks. den eneste by med en befolkning på over 10 millioner; nu findes der over 20 byer med så store befolkninger. I løbet af den samme 50-års periode steg antallet af byer med over en million indbyggere med mere end det firedobbelte - fra 80 til 365. Nu bor cirka halvdelen af verdens befolkning i byer.Kilde: www.un.dk |









Dankortets historie
Lær at trylle – se 6 nemme tryllekunster
Spøjse juletraditioner rundt om på kloden
Patienter med pels
Parcelhuslivet bag hækken i Skjoldhøjparken uden for Aarhus
Sådan kan du nemt skjule pletter eller huller på tøjet
Kuriøse slikbutikker
Brillemoden gennem tiderne
5 af Danmarks bedste kassedamer
Undgå mus i dit hus












Andre kommenterer på
Sådan får du rene ruder uden striber 10
Læsernes råd - det kan du bruge pastarester til 16
SKRIV IND: Din vildeste oplevelse med bier 19
5 gode råd til hvordan du holder ferie, selvom du har huset fuldt af gæster 7
Isparlør 31