Samvirke samvirke@fdb.dk

Enken efter Makrellen

Pia Soldthved Larsen forelskede sig som 16-årig i en mand med lort på bukserne. Manden blev senere skudt for øjnene af hende.
1. maj 2007

VENDEPUNKTER: For nogle mennesker tager tilværelsen pludselig en drejning. Én bestemt begivenhed vender op og ned på alting. I denne serie fortæller en række mennesker om sådanne vendepunkter

Pia Soldthved Larsen kan sætte dato på et af de største vendepunkter i sit liv: Fredag 25. maj 1984.

Dagen, hvor hendes mand, Bullshitpræsidenten Henning Norbert Knudsen, blev skudt for øjnene af hende. Dagen, hvor hun blev det, medierne kaldte »Makrellens enke«

Men jeg har aldrig kunnet lide den betegnelse. For det første kaldte han sig Makrel, ikke Makrellen. For det andet har han altid været Henning for mig.«

Selv om der er gået mere end tyve år, bliver Pia stadig konfronteret med sin fortid.

»Dig må vi hellere lade være med at svare igen. Du er jo rocker,« kan folk finde på at sige.

»Men jeg kom altså sammen med Henning, fra jeg var 16, til jeg var 22, og nu bliver jeg snart 45.«

Når Pia fortæller historien om, hvordan hun mødte den mand, der forandrede hendes liv, plejer hun at sige, at hendes far lige havde sat hende af på Amagerbrogade. Hun havde 100 kroner på lommen og skulle ellers klare sig selv.

»Det er næsten sandt,« siger hun med et smil.

Pia Soldthved Larsen er opvokset på en gård på Tømmerupvej på Amager, hvor faderen drev et cementstøberi.

Da hun gik i niende klasse, emigrerede familien til Spanien. Forældrene åbnede en restaurant og efterlod i første omgang Pia hjemme, så hun kunne tage sin afgangseksamen. Bagefter tog hun ned til familien og levede et års tid med diskoteker om natten og strande om dagen, indtil hun blev træt af det og besluttede sig for at rejse hjem.

»Min far kørte mig til Danmark og sagde, at jeg skulle gå ned på bistandskontoret og sige, at jeg var stukket af fra mine forældre i Spanien. Så ville de hjælpe mig. Så stak han mig en hund og sagde, at jeg ikke måtte opsøge min ekskæreste, der havde været knallertrod i »Nøragersmindebanden«, som holdt til omkring Nøragersmindecenteret på Amager. Men den allerførste aften gik jeg alligevel ind på værtshuset Oasen, hvor Nøragersminderødderne plejede at holde til.«

Mødet med Makrel

I samme øjeblik Pia åbner døren, får hun øje på en fremmed mand.

»Han er simpelt hen så beskidt, at man tror, det er løgn. »Born Wild« står der på hans cowboyvest, og bukserne er fulde af indtørret bræk og lort. Han havde selv skidt og brækket sig ud over dem, for dengang var det en del af uniformen. Men det er slet ikke det, jeg kigger på. Jeg kigger på hans øjne. Han har sådan nogle helt specielle øjne, der hverken er brune eller grå, men noget midt imellem. Jeg har det bare sådan: »Chok, mand. Chok!

Og så farer jeg direkte ud på toilettet, for jeg har lånt en rulamsjakke af min søster, og den er så grim, at jeg tænker, at han for Guds skyld ikke må se den.«

Pia skynder sig væk fra værtshuset uden at tale med nogen.

Først senere finder hun ud af, at manden hedder Henning og bliver kaldt Makrel som den hurtigsvømmende rovfisk. Hun finder også ud af, at han hænger ud med Nøragersminderødderne, og at banden er blevet meget vildere, efter at hun var rejst. Nu ligger de i krig med nogle andre bander inde fra København, og der er udlovet en dusør på 5000 kroner for Makrels ene øre. Det med ringen i.

»Hvor vildt, tænker jeg. Jeg kunne godt lide barske og primitive mænd ligesom min far. Min far var bomstærk. Gik altid i stramme T-shirts, så man kunne se bøfferne, og han var også lidt primitiv. Elskede at gå nøgen omkring derhjemme og slå nogle ordentlige skider«.

Til en julefrokost hos nogle fælles venner møder Pia igen den to år ældre Makrel. De ender hjemme på Pias klubværelse. »Han har stadig bukserne med lort og bræk på, men da han tager dem af, viser det sig, at han har nogle andre indenunder. Man kan ikke gå rundt med alt det møg på kroppen. Selvfølgelig synes jeg, at det er ulækkert, men jeg synes også, at han er modig. Han tør skille sig ud fra mængden

Om natten fik jeg virkelig en oplevelse på goddagen. Vi fik et par ordentlige svingture i sengen, og han var noget af det mest maskuline. Hele natten lå han og fortalte mig om sit liv. Om indbrud og slagsmål og sin tid i rockergruppen Filthy Few. Om at han altid gik med et oversavet jagtgevær. Også nu, hvor det lå i en plasticpose.«

Vant til våben

Set i bakspejlet undrer Pia sig lidt over, at hun accepterede Hennings historier uden at blinke.

»Det er egentlig lidt mærkeligt, men jeg var bare helt fascineret. Det oversavede jagtgevær skræmte mig slet ikke, for jeg var vant til våben hjemmefra. Vi havde en hel masse hunde, altså ikke på en gang, men de holdt aldrig så længe. Kun et års tid, så forsvandt de alle sammen. Senere fandt jeg ud af, at det var, fordi min far skød dem ude i baghaven, fordi de havde skidt på gulvtæppet eller sådan noget. Han skød også nogle af vores katte, og da vi engang havde fået rotter i hestestalden, pløkkede han dem ned med en salonriffel. Det var sådan en med dum-dum-kugler, så rotterne sprøjtede ud over det hele.«

Pia var vildt forelsket, men i starten vidste hun ikke helt, hvor hun havde Henning.

Ikke før nytårsaften, hvor han vadede en time gennem sne på en meter, fordi det ikke var til at få en taxa.

»Så vidste jeg, at han følte det samme for mig, som jeg følte for ham.«

For Pia var det helt fantastisk.

»Mine forældre havde altid sagt, at jeg var en smutter, og derhjemme følte jeg mig bare i vejen. Når jeg kiggede mig i spejlet, tænkte jeg: Hold kæft, hvor er du grim. Jeg var så klodset. Med opstoppernæse og hængeøjne, kæmpe læber og tykke kinder. Alt var bare galt. Og så pludselig holdt Henning om mig, når jeg kom ud af badet om morgenen. «

»Hvor er du bare dejlig,« sagde han.

Opgøret med faderen

Pia havde ellers ikke været vant til søde ord.

Ikke en eneste gang kan hun huske, at hendes forældre sagde: »det var godt min skat,« »hvor er du sød« eller sådan noget.

Til gengæld kunne hun nogle gange putte sig ind til faderen, mens han så tv-avis om aftenen. Så holdt han hende om skulderen og nussede hende med tommelfingeren.

Faderen var den, der gav kærlighed, men han var også den, der slog.

Som seksårig var Pia med ham til bageren.

Her tabte faderen en enkrone på gulvet, og i et anfald af trods nægtede Pia at samle den op.

»Undskyld, undskyld, undskyld. Kan vi ikke køre tilbage til bageren, så du kan tabe den enkrone igen, så skal jeg nok samle den op,« tiggede hun i bilen på vej hjem.

Men der var ikke noget at gøre. »Da vi kom hjem, hev han mig hele vejen op på værelset, og så fik jeg ellers nogle ordentlige nogen bagi. Jeg tror, det var, fordi han følte, jeg havde gjort ham til grin over for den bagerdame,« konkluderer Pia.

Elleve år efter trodsede hun ham igen.

Faderen var kommet hjem på en smuttur fra Spanien. Han fandt ud af, at Makrel var efterlyst af politiet efter et værtshusslagsmål, hvor han i raseri havde skudt med sit oversavede jagtgevær, og forbød Pia at se ham. Hun fik husarrest, men stak af og flygtede sammen med Makrel i en stjålen bil. De var på flugt i flere uger, og da de endelig blev anholdt af politiet, havde faderen opgivet at bestemme over Pia.

»Men han ville ikke se Henning. Egentlig tror jeg ikke, det var, fordi han var modstander af rockerne. Jeg tror, det var, fordi han var bange for, at Henning skulle knalde ham en. I sidste ende viste det sig nemlig, at min far var en stor kryster. Hvis der var øretæver i luften, var han den første til at komme væk, og nu var det Henning, der var den stærke.

Udråbt til præsident

Mens Makrel var fængslet for skudepisoden, blev han optaget i rockerklubben Bullshit, og da han kom ud, blev han efter et stykke tid ophøjet til præsident.

Det var i begyndelsen af firserne, da rockerkrigen mellem Hells Angels og Bullshit trak store overskrifter.

Bogstavelig talt var der krig på liv og død om magt og territorier, og Pia var blandt andet med til at identificere to venner, der var blevet sprættet levende op.

»Når jeg tænker tilbage på mit liv dengang, var det jo helt grotesk, men dengang var det bare hverdag.«

Pia levede af at sælge hash på Christiania.

»Det var faktisk ligesom et arbejde. Man mødte om morgenen og gik om eftermiddagen og havde nogle helt faste tider fittetider hvor man solgte hash.«

Men fredag 25. maj nåede hun aldrig ud på Christiania. Hun nåede kun ud i bilen, der stod parkeret foran hende og Hennings hus på Amager. Henning satte sig ind på førersædet, hun tog pladsen ved siden af.

»Jeg havde sådan en overtro med, at jeg altid lige skulle glide neglen der, hvor man kører vinduet op og ned, og mens jeg gjorde det, hørte jeg pludselig en skydedør gå op med et brag. Jeg kiggede op og så en mand komme ud af en varevogn.

Henning så ikke noget. Han havde stukket nøglen i låsen, og så kigger man jo ned.

Jeg nåede slet ikke at tænke noget. Jeg skreg bare. Helt nede fra maven.«

Pia søgte dækning bag bilen og hørte kuglerne pifte forbi hende.

Den eneste tanke, der kørte gennem hendes hoved, var:

Om fem minutter er du død, eller også lever du. Om fem minutter er du død, eller også lever du.«

Så flygtede hun og fik ringet efter en ambulance:

»Jeg vidste jo godt, at han var død, for jeg havde hørt maskingeværet, og sådan noget er der ingen, der kan overleve. Alligevel blev jeg ved med at håbe, at han levede. Men da de kørte bort med tyve kilometer i timen. Uden sirener, uden en skid. Så vidste jeg, at det var forbi.«

Tilbage på sporet

De næste to år blev Pia i rockermiljøet. Tiden står lidt tåget for hende, men hun husker, at de talte om hævn, hævn, hævn og forsøgte at finde Jønke for at slå ham ihjel.

Da hun var 24, mødte hun en ny mand, der hørte til i periferien af Bullshit. De besluttede at starte på en frisk og flytte til Jylland, men det lykkedes ikke Pia at få fod på tilværelsen, før hun oplevede et vendepunkt, der både fik større betydning end mødet med Makrel og tabet af ham.

Vendepunktet skete, da Pia ved et uheld blev gravid. Først ville hun have en abort, men så fortrød hun.

»Det er det bedste, der er sket i mit liv. Jeg stod med Victoria i mine arme og kiggede ud ad Rigshospitalets vinduer, mens jeg undrede mig over, at livet bare gik videre. Hvordan kunne folk dog gå på arbejde, når noget så fantastisk var sket? Victoria gav mig livsmodet. Jeg kunne mærke, at der var en, der havde brug for mig.«

Forholdet til Victorias far holdt kun kort, men Pia fik samlet sammen på sig selv og tog en uddannelse som designer. Med den har hun som enlig mor forsørget Victoria, der nu er 17 år, og Dennis, der er 14.

»Det var Victoria, der gav mig et følelsesliv. Før jeg fik hende, tror jeg, jeg var afstumpet menneskeligt. Kold. Man kan sagtens udvikle nogle kolde sider af sig selv, hvis man ikke har det godt. Jeg var kold, dengang jeg var rocker, og jeg ville gerne have undværet den tid. Men når jeg tænker på Henning, tænker jeg på ham som noget godt. Jeg kunne godt lide ham som menneske.«