Billedreportage: Se mit ar

1 - Tine Binzer, 49 år, København. Ar fra en ulykke.
»Jeg har epilepsi og fik som 22-årig et krampeanfald, hvor jeg mistede bevidstheden. Jeg faldt med ansigtet op ad et meget varmt el-panel. Da jeg vågnede igen, var jeg helt konfus, men havde ikke ondt, så jeg gik ned til den lokale købmand for at købe ind. Hos købmanden var der tilfældigvis en sygeplejerske, og da hun så mig, insisterede hun på at følge mig på skadestuen. Det viste sig, at jeg havde en tredjegradsforbrænding i ansigtet; huden manglede simpelthen i højre side. Jeg fik transplanteret hud ad to omgange til at dække det åbne område, og et halvt år efter samlede lægerne ansigtshuden i to lige syninger, som i dag ses som ar. Jeg synes, det blev fantastisk pænt, og jeg har faktisk aldrig haft det traumatisk over det. Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg slet ikke arret, så jeg føler ikke, at det hæmmer mig på nogen måde. Det er bare mit.«

2 - Pernille Kornum Kjærsgaard, 33 år, Sindal. Ar fra sportsskade.
»Til en håndboldkamp i 2002 blev jeg tacklet og faldt uheldigt på armen. Jeg troede egentlig, at jeg kunne spille videre, men armen fungerede ikke længere. Efterfølgende blev jeg opereret i skulderen tre gange i løbet af tre år – en kikkertoperation og to åbne operationer. Så derfor har jeg en del ar på min skulder. Jeg tænker ikke rigtig på mine ar, men mere på det, jeg ikke kan gøre længere på grund af skaden – for eksempel kan jeg ikke børste tænder på mine børn uden lige at holde en pause undervejs. Og det er helt slut med at spille håndbold, for jeg kan slet ikke kaste en bold – så nu spiller jeg fodbold med mine gamle håndboldvenner.«

3 - Henrik Gulbæk Søborg, 53 år, Grevinge. Ar fra operationer
»Min krop er dekoreret med omkring 12 operationsar fra halsen og ned til anklerne. Jeg har en genetisk fejl, som betød, at der dannede sig en masse vildtvoksende knuder på mine knogler, da jeg kom i voksealderen. Så siden jeg var seks år, blev jeg cirka en gang om året opereret. Dengang klampede kirurgerne mig bare sammen bagefter med hestesting med to centimeter imellem, så jeg har siden måttet leve med nogle store ar især på ryggen og armene. I dag har jeg vænnet mig til dem, selvom jeg stadig nogle gange overvejer at gå til en plastikkirurg og få de største af dem fjernet. Som barn og ung har arrene haft stor betydning for mit selvværd. Især som teenager følte jeg mig mærket og hæmmet af både mine ar og min knoglelidelse. Jeg blev mobbet rigtig meget af både mine klassekammerater og lærerne på min skole. Så på den måde sidder mine ar også på sjælen.

4 - Bente Svane Nielsen, 37 år, Randers. Ar fra leguanbid
»En leguan bed mig i kinden, da jeg reddede den fra nogle oddere, som ville bide den ihjel. Jeg havde et studiejob i Randers Regnskov i 2000, og da jeg opdagede, at leguanen var faldet ned i oddernes anlæg, sprang jeg ned til dem og løftede den op. På skadestuen var de forfærdede over, at det var en leguan, der havde bidt mig, og de spurgte igen og igen, om den var giftig. Lægerne tilbød mig plastikkirurgi, men rådede mig til at se tiden an, fordi de regnede med, at det ville blive mindre tydeligt med årene. Og det er det blevet. Arret træder mere frem om sommeren, men generelt tænker jeg ikke på det. Det er kun nogle gange, jeg lægger mærke til det, når jeg ser mig i spejlet.«

5 - Hans Holm, 67 år, Bryrup. Ar fra hjerteoperation
»Jeg blev opereret i hjertet i september sidste år med den gamle metode, hvor de skærer op og syr sammen igen. Der var problemer med hjerteklapperne. Jeg føler mig meget heldig, at jeg lever i en tid og et samfund, hvor man bare kan lukke op og sætte en ny reservedel i kroppen. På den måde har jeg fået tilføjet nogle ekstra år til mit liv. Hver morgen går jeg til svømning og viser på den måde mit ar frem. Og det er lidt af et kontaktmiddel, for folk spørger meget direkte til det. Det er vældig hyggeligt, og jeg får lov til at fortælle om det og mit ophold på hospitalet. Mit barnebarn på to år kalder det mit et-tal.«