Det rene eventyr

Mit forhold til filosofien har været anstrengt. Jeg fik da også en mådelig karakter, da jeg i 1950erne aflagde prøve til filosofikum.

Eksamen var resultatet af to semestres gennemgang af filosofiens historie - hovedsagelig tilbragt i selskab med en udmærket manuduktør, der forsøgte at banke det ind i hovedet på studenten, som åbenbart ikke kunne finde ind ad naturlig vej. I øvrigt havde allerede tre eksamenskandidater været oppe i Kant, da jeg kom til, så jeg havde ikke meget at tilføje, andet end at hans kendte teori » Das Ding an Sich « , stort set var sådan en dims for sig.

Levet liv har ikke gjort mig klogere, og da jeg har det med folk, der underskriver sig » filosof « , som bondemanden havde det med degne i » Store Claus og Lille Claus « , må jeg vist rangeres ind blandt de filosofisk ukyndige.

Men helt ærligt: En del af det, der rubriceres som » filosofi « , viser sig ofte ved nærmere eftersyn at bestå af varm luft eller være betragtninger, som også lægmænd med en vis tænksom hældning ved et lykketræf kan komme til at give udtryk for.

TÆNKEREN.

Der ville selvfølgelig være mere Schwung over tingene, hvis man kunne træde frem og sige, at Søren Kierkegaard eller Jean- Paul Sartre var det åndelige springbræt, der havde sendt én ud i erkendelsen af, at eksistentialismen er det element, man har kunnet færdes mest meningsfuldt i.

Men der ville stort set være tale om en tilsnigelse.

Ganske vist har jeg læst de nævnte filosoffer ( Kierkegaard oven i købet med lidenskab), men skal jeg nævne den tænker - som hverken var tænker eller filosof - som har betydet mest for mig, er det Hans Christian Andersen!

Ser man nærmere efter, er der ikke et » filosofisk « problem, Andersen ikke har tacklet, den behavioristiske figur, han ikke har tegnet, den eksistentielle situation, han ikke har beskrevet, og lægger man det hele sammen, viser der sig et tænksomhedens kompendium så nuanceret, at selv det mest sofistikerede kvantespring i filosofiens historie tager sig magert, ja i visse tilfælde hysterisk ud. Det var en naturlig konsekvens af hans tænkning, at Nietzsche til sidst forelskede sig i en hest.

DET GUDDOMMELIGE.

» Alla har vi varit små « , hedder det i en svensk vise, og H. C. Andersens geniale inspiration lå i, at han instinktivt fornemmede, at alle - uanset hvor gamle vi er - er små, dvs en slags voksne børn, der kun er i stand til at fatte det uendeligt store i det uendeligt små og derfor har mere brug for eventyr og historier end for teorier og tankespind. Her flettede han fingre med det guddommelige, for Jesus vidste også, at hvis noget skal lykkes, er det nødvendigt for os at blive som børn igen.

Søren Kierkegaard havde med sit skarpe blik sans for H. C. Andersens svaghed, som lå i det sentimentale.

Han kaldte ham » et flæb « . Men han havde med sit skarpe blik - sikkert uden at gøre sig det klart - også sans for Andersen som sin værste konkurrent! Hvad Kierkegaard blev nødt til at pakke ind i knortet ordcement og dobbeltbundet ironi med lodden vrang, kunne Andersen få sagt kort og elegant, så tankegodset netop ikke tyngede, men hang glitrende som de berømte perler på en snor i den ene historie efter den anden, i eventyr på eventyr.

Man kan holde sig til de berømteste, og min påstand er klar: Fyrtøjet ( frækhed belønnes) Snemanden ( kærlighed dræber) Den grimme ælling ( uskyld befrier) Nattergalen ( kunst slår kunstfærdighed) Historien om en moder ( kærlighed sejrer) Kejserens nye klæder ( snobberi fordærver) Prinsessen på ærten  ( idiosynkrasi gør søvnløs) Lykkens galosjer ( nostalgi er en pest) osv osv..

KUNSTEN.

Pudsigt nok er det eventyr af H.C. Andersen, som de fleste filosoffer og tænksomme hoveder kaster sig over og elsker mest, »Skyggen« (den kroniske tvetydighed), og det er ikke så sært, for det er - bortset fra »Klokken« (kunsten er evig) - det mest fortænkte og vil ligesom »Snedronningen« (troldsplinten i øjet) for meget.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2