Litteraten langt ude i skoven

Langt ude i skoven lå en lille sø. I den lille sø, der lå en lille ø. På den lille ø, der lå et lille hus. I det lille hus, der boede en lilleøh der boede en særlig mand. Ja, det tør siges.

Litteraten, kritikeren og eneboeren Hans Vodskov var noget af en særling. I flere omgange takkede han nej til en fast stilling som professor i æstetik ved Københavns Universitet for i stedet at stikke over Øresund og gemme sig i de svenske skove i over 20 år.

I sin ungdom var han bedste ven med forfattergeniet J.P. Jacobsen og siden jævnbyrdig, konkurrerende kritiker med den fejrede Georg Brandes.

Men radikalismens høvdinger og deres sammenkog af politik og litteratur var ikke Vodskovs kop te. I sidste ende anerkendte han i sine anmeldelser dog Brandes' format og var med til at bane vejen for kulturradikaleren og det moderne gennembruds bannerfører.

Andre koryfæer fandt aldrig nåde for kritikerens bidske intellekt. Den norske nationaldigter Henrik Ibsen beskyldte han bl.a. for »under tavsheds maske at skjule sine tankers uudgrundelige tomhed

I sin kompromisløse sandhedssøgen foragtede Hans Vodskov enhver form for rampelys, polemik og kulturpolitisk klikedannelse. Hans nerver tålte heller ikke bylivet.

Alene i sit primitive bogtårn i Småland fandt den evige ungkarl ro. Litteraturen, metafysikken og naturen blev hans liv. Offentligheden kendte intet til ham udover det, der stod i hans få bøger.

Den litterære flygtning på Kulløen ude i Möckeln Søen blev en myte i sin samtid. Men en myte, som nogle få venner og datidens statskasse forstod at værdsætte.

GEMT - MEN IKKE GLEMT

. Hans Vodskovs model simple living anno dazumal krævede ikke mange kugler. Han havde selv fældet træerne omkring sit lejede hus, anlagt stierne og ryddet et par udsigtspunkter på den øde ø.

Menuen stod på vand og brød, sild, leverpølse og honning. Dag ud og dag ind. Hans luksus i tilværelsen var bøgerne. Tusindvis af bind skulder ved skulder på de hjemmetømrede træreoler i husets to små rum. Resten af møblementet bestod af en seng, et bord og tre stole samt nogle lasede gardiner.

Lidt tobak og snus udgjorde danskerens krydderi i dagligdagen, hvor det menneskelige selskab kom roende hver mandag i form af købmandens dreng med friske forsyninger fra naboflækken Skoghult.

Sommer og vinter, forår og efterår gik med etnologiske og religionshistoriske studier, efter at han havde opgivet kulturkampen i Danmark. Han følte sig som en slagen mand.

Det var leden og trætheden ved de evindelige litterære og politiske fejder, der bragte ham til Sverige. Også hans periodiske nervesammenbrud hindrede ham trods al viljeanspændelse i at arbejde i København.

Kun den lille bog Spredte Studier med en samling anmeldelser fra Dagbladet og Illustreret Tidende var det blevet til. Den udkom i 1884, da Vodskov var omkring de 40, og Brandes og kulturradikalerne fejrede modernismens medgang i det nye dagblad Politiken.

Artikelsamlingen blev lovprist af bl.a. litteraten Alfred Ipsen for sin myndighed og vægt. »Ja, jeg ved sandt at sige ingen bog indenfor dansk litteraturkritik, som kan stå den ved siden,« skrev han en snes år efter udgivelsen.

Andre i samtiden anerkendte også Hans Vodskovs intellektuelle uomgængelighed. Et par år efter de Spredte Studier betænkte departementschef i Kultusministeriet A.F. Asmussen ham med 1000 kr. årligt i statsligt underhold.

Kort efter pakkede den sårbare idealist sydfrugterne, vendte hovedstaden ryggen og fortrak til forsvindingspunktet i de svenske skove, hvor huslejen lå på 150 kr. om året.

Dér kunne han tænke sine tanker i fred.

IDEALIST PÅ VERDENSFLUGT.

Allerede tidligt i tilværelsen havde Hans Vodskov gjort sig i pludselige opbrud. Det allerførste blev ham dog påført udefra.

Han kom til verden på Bornholm og døbt Hans Sofus Wodschou som søn af cementfabriksbestyrer Christian Frederik Rubeck Wodschou, der kort efter drengens fødsel døde.

Moderen Ivare Sofie Caroline var da kun en snes år, og inden længe rejste hun med det lille barn til Jylland, hvor hun som huslærer, syerske m.m. hutlede sig igennem tilværelsen. Alligevel satsede den fattige enke på, at sønnen skulle have sig en ordentlig skoleuddannelse.

Som 19-årig forlod han imidlertid uden varsel sidste klasse på Randers Latinskole inden studentereksamen og stak af hjemmefra. I et brev til sin mor skrev den ikke særlig omsorgsfulde søn bl.a.:

»Efter nu at have gennembrudt alle skranker, der bandt mig til hjemmet, føler jeg, hvad det er at være sin egen herre. Mine planer tør jeg ikke nævne for ikke at blive anset for vanvittig. Jeg kaster forstanden overbord, følger min fantasi og stoler på lykken.«

Det var i 1864, og kort efter meldte den højstemte teenager sig til de danske tropper i krigen mod prøjserne i Sønderjylland.

Han deltog angivelig ved et mindre træf ved Horsens, men blev efter et halvt års tid hjemsendt. Det følgende år bestod han studentereksamen med moderat karakter.

Senere i tilværelsen opgav han til alles forundring pludselig sit arbejde som manuduktør i filosofikum og rejste til Berlin som privatlærer for en enke og hendes datter. Planen indbefattede også at skabe kontakter til den tyske forlagsverden, hvilket aldrig blev til noget.

En overgang overvejede han at søge ansættelse som husmand med litterær bibeskæftigelse hos en dansk godsejer, eller rejse til Amerika som snedker.

Ikke så underligt, at Hans Vodskov med sit rastløse sind aldrig fik taget nogen embedseksamen. Men lærd i filosofi, mytologi og æstetik, det blev han, og snart respekteret for sine litterære analyser som dagbladskritiker.

VENNERNE OG SKÆBNESPORET.

Inden turen gik til Sverige, boede evighedsstudenten godt en snes år under beskedne kår på frk. Zoffmanns pensionat i Studiestræde i København. Angående bopæl var han altså en udpræget fastholder.

Det såkaldte Thybopensionat rundt om hjørnet fra universitetet på Frue Plads husede også den jævnaldrende J.P. Jacobsen, og hurtigt efter deres ankomst til hovedstaden blev de to spinatfugle fra hovedlandet bedste venner.

Jacobsen studerede botanik, skrev vers og var stærkt optaget af Charles Darwins naturvidenskabelige værker, som han senere oversatte til dansk.

Andre nære bekendte på pensionatet var Søren Kierkegaards brorsøn, Poul Kierkegaard, den senere nervelæge Emanuel Fraenkel samt pensionatsmutter selv, frk. Zoffmann, der forblev Hans Vodskov en trofast veninde livet igennem.

Senere kom også den noget yngre Johannes V. Jensen ganske tæt på eneboeren, men det var på en måde Georg Brandes, der kom til at betyde mest for ham, selv om de ikke omgikkes privat.

Opgøret med Brandes blev Hans Vodskovs skæbne.

FORSONING MED BRANDES

. Inspireret af bl.a. J.P. Jacobsen og Darwin nåede Vodskov til den erkendelse, at det måtte være muligt også at anvende naturvidenskabens logiske og analytiske metoder i studiet af litteraturen og de andre åndsvidenskaber. Man skulle kunne tænke frit uden religiøse og moralske overbygninger.

Tankegangen lå helt på linje med Brandes' og hans kamp mod tidens kunstlede kunst og videnskab i almindelig og den politiske og dobbeltmoralske samfundsorden for mænd og kvinder i særdeleshed.

Men Vodskov kunne ikke forlige sig med kollegaens agitatoriske og polemiske metoder. De virkede ham aldeles uvidenskabelige.

Det vigtigste var imidlertid, at Brandes efter Vodskovs temperament gik alt for hurtigt og alt for stærkt til værks i sin nedrivning af landets herskende orden. Brandes ville revolution, Vodskov evolution.

Senere vendte radikaleren sig efter Vodskovs opfattelse fra demagogisk polemik til rolig videnskab. På den måde kom de to efter en halv snes år på samme hold, og Vodskov anerkendte endelig kollegaens »fornemme kritiske talent, gyldne fremstillingsevne og mesterlige portrætkunst«.

Men hele kritikervirksomheden og modsætningsforholdet til Brandes havde tæret på Hans Vodskovs nerver og helbred. Efter udgivelsen af Spredte Studier indstillede han for bestandig sin kritikervirksomhed.

GAL OG GENIAL

. Ovre i Sverige koncentrerede udvandreren sig om arbejdet med sit storværk Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse, som vakte stor opsigt, da første og eneste bind endelig udkom i slutningen af 1800-tallet.

Vodskov blev betragtet som både genial og gal. Med til de gale streger hørte hans raceteori.

Den handler om, at der efter hans opfattelse findes tre overordnede racer på Jorden, den indogermane, den semitisk-negroide og den mongolske. Den indo-germane gør sig først og fremmest i sjæledyrkelse, mens de to andre mere er forankret i naturdyrkelse.

Naturdyrkernes religioner har et praktisk og jordnært forhold til naturen, der gør dem og deres udviklede naturvidenskaber til naturens herrer.

Sjæledyrkerne på deres side forsøger at tæmme naturens kræfter ved magi, og især inderne med deres offermystik er ifølge Hans Vodskov slemme til at forfalde til den rene hokuspokus.

På trods af nævnte vidtløftigheder modtog danskeren megen international anerkendelse for værket, mens det mere skortede på forståelsen blandt hans landsmænd.

Endnu engang tog kritikken og virkelighedens verden på kræfterne. I hvert fald udkom der ikke et ord mere på tryk fra Vodskovs hånd.

Ti år senere blev han sagt op af øens nye ejere i Sverige og flyttede til København, hvor han som 64-årig døde af mavekræft i en lille lejlighed på Vesterbro.

Efter Hans Vodskovs definitive standsning i livet konstaterede ungdomsvennen Emanuel Fraenkel:

»Hans liv var en tragedie. Det tragiske ligger i misforholdet mellem hans store evner, hans sunde genialitet og hans stakkels syge legeme.

Jens Kerte er journalist og forfatter

FANTASTERNE

. Himmelstormer, drømmer, ildsjæl. Sådan betegner man en uomgængelig person, der beherskes af sin fantasi og sine højtflyvende projekter. Samvirke fortæller i denne portrætserie historierne om fem danske fantaster fra de seneste fem århundreder

BLÅ BOG

Hans Sofus Vodskov, 1846-1910 Dansk litteraturkritiker og religionshistorker. Især som anmelder i Dagbladet og Illustreret Tidende og i artikelsamlingen Spredte Studier fra 1884 markerede Vodskov sig som en vidende og begavet kritiker med bade distance til og respekt for Georg Brandes. Men med et uomgængeligt ønske om at stå uden for politik. Han afslog flere tilbud om en fast stilling ved Københavns Universitet. Ungdomsven med forfatteren J.P. Jacobsen. Under 20 år som eneboer i Sverige koncentrerede han sig om sit store folkepsykologiske værk i tre bind om religions- og mytehistorie, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. Kun første bind fik han udgivet.

Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5