Gæsterne der aldrig rejste hjem

I begyndelsen af 60erne er Danmark for alvor på hælene. Et besynderligt ord siger det hele - ordet er » svinepukkel « . Der er ganske enkelt så mange svin i landet, at landbruget ikke aner, hvad man skal stille op med dem.

Først forsøger landbruget at honorere direkte aflivning af svagelige svin: 25 kroner får bonden for at aflive en gris - oven i den almindelige pris.

Men puklen vokser fortsat. Man må til Sverige og Tyskland for at finde dyr lagerplads. Nu overvejer landbruget at gå til yderligheder. Måske man skulle overveje udenlandske arbejdere!

Også mange andre brancher er ramt - højkonjunkturen florerer, Danmark producerer og producerer, og ordet flaskehals breder sig. Kvindernes entre på arbejdsmarkedet hjælper på problemet, det samme gør overarbejde, weekendarbejde, byggestop

Opfindsomheden er stor - men stadigvæk: Beskæftigelsen forbliver total, presset på lønnen stiger, og Danmark begynder ganske langsomt og forsigtigt at skele til, hvad andre lande stiller op med denne vedvarende optur, der ikke er til at få bugt med.

Svenskerne og tyskerne har forlængst lært lektien. I en reportage i dagbladet B. T. sidst i 60erne kan forbløffede danskere læse, at tyrkiske arbejdere står i kø i dagevis i Istanbul foran det svenske og tyske hvervekontor. Tyskland har allerede mellem 200.000- 300.000 tyrkiske arbejdere til at sikre produktionen.Sverige huser 125.000 udenlandske arbejdere.Svenskerne har med vanlig grundighed sat tingene i system. Kun de bedste slipper ind. Selv tænderne kontrolleres.

DE KAN JO UDVISES IGEN.

På dette tidspunkt er der cirka 500 tyrkere i Danmark. Det er ikke udbredt at bruge fremmed arbejdskraft i stor og organiseret stil. I en analyse i dagbladet Information midt i 60erne fastslås det tværtimod om stemningen i Danmark:

» Fagbevægelsen har i så mange år vendt sig kategorisk mod udlændinges adgang til danske arbejdspladser, at det næsten har sat sig i blodet hos arbejderne. «

Den danske fagbevægelse mener, det er at gå til yderligheder at importere arbejdskraft. Man skulle hellere investere i nogle flere nye maskiner. Men den danske handelsminister Hilmar Baunsgaard blander sig imidlertid i debatten og påpeger, at gæstearbejdere kan skabe » højere aktivitet og større produktion «.

Det ligger også i luften, at løsningen kun er midlertidig, gæstearbejderne skal være en såkaldt » konjukturregulator « - en knap, man skruer op og ned på alt efter behov.

Langsomt, uendeligt langsomt, begynder den danske fagbevægelse at skifte holdning. LO-formand Thomas Nielsen slår armene ud i storsind:

» Jeg finder det naturligt, at danske arbejdere rejser til udlandet .... lige så naturligt finder jeg det, at udenlandsk arbejdskraft søger til Danmark. «

Også den folkelige opinion er ved at skifte. På tærsklen til 70erne kan man i bladet Arbejdsgiveren læse en række gode argumenter for at bruge gæstearbejdere: De bringer ikke kone og børn med - og så sparer Danmark udgiften til børnehaver, skoler, og boliger.

» Mustafa og hans kammerater bør ikke stå ude i kulden. Det er i overensstemmelse med vor snævreste egeninteresse at invitere dem indenfor, « fastslår Arbejdsgiveren - der også kan mane den sidste rest af skepsis i jorden:

» Har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises igen. «

Således er det lige før, nationen finder fælles fodslag. Vi kan høste en økonomisk gevinst uden det store besvær eller den store risiko. Demokratiet kværner. Der argumenteres frem og tilbage. Men inden danske myndigheder får sat tingene i system, begynder gæstearbejderne at komme af sig selv.

VENLIGE DANSKERE.

I løbet af bare sekssyv år stiger antallet af udlændinge med arbejdstilladelse i Danmark fra 13.500 i 1965 til 36.000 i 1973. Mere end en tredjedel kom fra de nye indvandringsområder: 16 procent fra Tyrkiet, 13 procent fra Jugoslavien og seks procent fra Pakistan.

Mange kommer, fordi de internationale konjunkturer er vendt. Arbejdsløsheden stiger i Europa - det har Danmark ikke noteret endnu. Og således går det til, at Danmark reelt først fik gæstearbejdere, da gæstearbejderne havde brug for Danmark.Ikke da Danmark havde mest brug for gæstearbejderne.

Umiddelbart er modtagelsen af gæstearbejderne positiv, fortæller Abdu Rahman Perves, der kom fra Pakistan.

» Det var så nemt at få arbejde dengang. Det var dejligt, stemningen var positiv. Hvis man spurgte en dansker om vej, så kørte danskerne dig helt hen til fabrikken i deres bil! «

Meningen er, at arbejdsgiverne skal finde boligetigæstearbejderne. Det sker kun i et vist omfang. Jugoslaviske og tyrkiske B& W-arbejdere bor i små kabiner på logiskibene Øbo og Nybo.

Og snart flyder pressen over med historier, om at danskerne udnytter gæsterne. To villaer er blevet udlejet til 47 tyrkere. Og Ekstra Bladet afslører, at fem villaer er proppet med gæstearbejdere. Ejeren tjener styrtende.

I efteråret 1970 vil den borgerlige regering løse problemet. Det er en midlertidig løsning, der er på bordet. Der skal bygges en modtagelejr i form af en barakby på Avedøre Holme på Københavns bagside.714 værelser bliver opført, hver på 7,5 kvadratmeter.Linnedskift og rengøring er med i lejemålet. Gæstearbejderne skal spise i et fælles cafeteria, så er man sikker på, de unge mænd får kalorier nok til at passe arbejdet.

Avedøre Holme ligger langt væk fra arbejdspladserne - og der er stort set ingen kollektiv transport.Men en venstrepolitiker finder det ganske naturligt, at de midlertidige gæster præsenteres for den slags boliger:

» Mange af disse gæstearbejdere ønsker slet ikke at komme i kontakt med den danske befolkning... « Byggeriet bliver en gigantfiasko. Det rives ned uden at komme i brug. Miseren koster staten et tocifret millionbeløb.

I stedet havner mange gæstearbejdere i Ishøj. De bliver lokket til nybyggeriet af store annoncer fra boligforeninger, der ikke kan få danskerne til at flytte ind. Det er for dyrt. Og der mangler S-tog. På samme måde samler gæstearbejderne sig også andre steder. De presses ind i de lejligheder, danskerne finder for dyre. Ghettoerne er født.

Også på en lang række områder står det hurtigt klart, at det officielle Danmark er blevet taget på sengen. Nogle gæstearbejderne får kun grundlønnen, de obligatoriske tillæg snydes de for. Der er ingen officiel hjælp at hente for de fremmede, der har meget svært ved at gøre sig forståelige på dansk.

Niyazi Arpac kom til Danmark fra Tyrkiet med sin far i begyndelsen af 70erne:

» De mennesker, der kom til Danmark dengang, kendte ikke deres rettigheder. I Tyrkiet blev man smidt ud af arbejdspladsen, hvis man stod i fagforening. Men i Danmark var det lige omvendt. Det var meget svært for os at finde ud af det! «

Også børnene mærkede, hvor uforberedt Danmark var. Niyazi Arpac blev sat i en almindelig dansk skoleklasse. Den eneste undervisning fik han fra sine klassekammerater.

DE TAGER VORES ARBEJDE.

Samtidig er ledigheden kommet til Danmark. Det arbejde, gæstearbejderne tog, fordi danskerne ikke ønskede det, bliver nu igen attraktivt for danske fagforeninger. Yusuf Kocak kom til Danmark fra Tyrkiet i begyndelsen af 70erne:

» Jeg var en af de første, der fik fyresedlen på slagteriet. Så fandt jeg arbejde på en maskinfabrik, hvor jeg arbejdede i tre måneder. Men så var der krise igen, og så fik jeg fyresedlen der også. « Ledigheden vokser. Det gør skepsissen også. I bybilledet begynder den pæne overflade langsomt at krakelere.

» Overfaldet på ABC-cafeteriet er kun begyndelsen i racekamp « lyder det i B. T. i oktober 1969. Cafeteriet har ansat dørvogtere, der skal sikre, at gæstearbejderne ikke sidder for længe og sludrer over den samme kop kaffe. Et ikkeerkendt kultursammenstød - sådan drikker man kaffe i andre lande. Gæstearbejderne er dybt provokerede af behandlingen.

Dagbladet Information fastslår i 1969, at Danmark har fået en lav kaste af arbejdere og forudser, at fremmedhadet vil spire. Derfor skal landet have en indvandrerpolitik. Og Politiken påpeger i forlængelse deraf:

» Den næsten formløse indvandring af arbejdskraft har gjort Danmark til et land, hvor de tilvandrede næsten med garanti havner i de dårligst betalte beskæftigelser. «

Fagbladet Metal fornemmer stemningen blandt medlemmerne og skriver i juli 1969, at det danske fremmedhad hersker på arbejdspladserne - og sender en opfordring til medlemmerne:

» Det hele er et spørgsmål om tolerance. Om vilje til at acceptere, at selv om vi ikke alle er ens, skal vi dog alle have lov til at udvikle vor forskellighed - når blot det sker, uden at andres tilsvarende muligheder generes. «

Men det er ønsketænkning. Spiren er sat. Og den vokser. Kritikken af de fremmede bliver langsomt til en slags national selvkritik. Nogle danskerne udpeger andre danskere som problemet.

» Det holder ikke, hvis man vil prøve at undskylde fremmedhadet med, at udlændingene tager arbejdet fra danskerne. Tværtimod må vi se i øjnene, at ganske uanset beskæftigelsesgraden eksisterer der et betydeligt fremmedhad i den dansk befolkning, « lyder en kommentar i dagbladet B. T.

Med andre ord - nationen er ved at blive splittet af diskussionen om de fremmede.

STOP FOR FLERE GÆSTEARBEJDERE.

Nu reagerer politikerne. Reglernes må strammes. Der må færre gæstearbejdere ind i landet. I efteråret 1970 presser oppositionspartiet Socialdemokratiet den borgerlige regering til at gennemføre et midlertidigt stop for yderligere indvandring.

Senere statsminister Anker Jørgensen er formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund og kalder stoppet en betydelig indrømmelse til fagbevægelsen: Nu skal vi have diskuteret problemet med de gæstearbejdere, vi allerede har!

Stoppet blev udlagt som et hensyn til de fremmede.Men baggrunden er betydeligt mere speget end som så. Dansk Arbejdsgiverforening er imod stoppet.Og flere mener, der er tale om rendyrket socialdemokratisk hykleri - det handler reelt om at forsvare danske arbejdspladser:

» Der er ikke i arbejdssituationen nogen begrundelse for at kræve et skilt med adgang forbudt sat op ved vore grænser, « smælder Frederiksborg Amtsavis - og fastslår:

» Det er først og fremmest et stop for fremmedgørelsen af gæstearbejderne, der er brug for. «

I 1973 raser oliekrisen, og der gennemføres et total stop for indvandring af arbejdskraft - det gælder den dag i dag. Stoppet gennemføres, efter at pressen har spået, at » titusinder risikerer at blive arbejdsløse.« Titusindvis af danskere, forstås.

Men de gæstearbejdere, der allerede er i landet, får permanent opholdstilladelse. Og deres familie får lov at komme til Danmark. Det er et plaster på såret for mange gæstearbejdere. Danske skatter og leveomkostninger har gjort det umuligt for dem at realisere drømmen om at vende hjem med penge på lommen. De er fanget i en fælde, hvor de er nødt til at blive ved at arbejde i Danmark.

Gæstearbejdernes familier udløser en indvandring, der er mange gange større end den, gæstearbejderne stod for. Bedsteforældre og ægtefæller udfordrer det danske socialsystem. Det ligner en politisk brøler: Stoppet for gæstearbejderne har udløst indvandringen af en gruppe, der ikke kan komme i arbejde.

Arbejdsløsheden går hårdt ud over indvandrerne.De havde i 60erne og 70erne en højere beskæftigelsesgrad end danskerne. Men fra midten af 80erne og gennem 90erne vokser deres del af arbejdsløsheden.I dag er 8 ud af 10 danskere i arbejde, mens kun 5 ud af ti indvandrere har arbejde. Også stemningen er vendt. I dag er der ingen, der stopper for at køre Abdu Rahman Perves på arbejde.

» Dengang i 70erne var alle så søde. I dag er det helt anderledes, « siger han.

Og Yusuf Kocak sammenfatter sine erfaringer således: » Vi kom som gæster. Men gæster bliver i nogle måneder eller højst et par år. Danskerne mistede tålmodigheden og derpå hjælpsomheden. Sådan oplever jeg det. « ¦ Øjvind Hesselager er journalist.

» Det var så nemt at få arbejde dengang. Det var dejligt, stemningen var positiv.Hvis man spurgte en dansker om vej, så kørte danskerne dig helt hen til fabrikken i deres bil! « ..

De blev danske I disse år er det 100- året for Danmarks debut som indvandrer- og flygtningenation. Indtil cirka 1900 gik de store folkestrømme oftest forbi Danmark. I serien » De blev danske « fortæller Samvirke historien om mødet mellem danskerne og udlændingene gennem århundredet.Vi slutter serien med historien om de 12.000 gæstearbejdere, der kom til Danmark omkring 1970.