Den forbudte ørken

I Namibia har et område på størrelse med Jylland i de sidste 99 år været omtalt som formidabelt farligt, stormfyldt, isoleret, gudsforladt og uforudsigeligt. Det har også haft prædikater som: Dødskysten, politizonen og det sidste stykke uspolerede natur i verden.

Det interessante er, at kun ganske få videnskabsfolk og privatpersoner har fået lov til at sætte deres ben her siden 1908. Området er et lige så stort mysterium for de fleste folk i Namibia, som det er for alle mulige andre. Officielt hedder området Diamond Area 1 eller Die Sperrgebiet, det tyske ord for forbudt territorium.

Tyskerne fandt i 1908 diamanter i Namibørkenen og spærrede 26.000 kvadratkilometer af den af. Nu har Namibias regering åbnet for guidede ture i en lille del af denne storslåede natur.

EVENTYRDALEN. Diamonds are a girls best friend, sang Marilyn Monroe i 1953.

Af uransagelige årsager eller på grund af en fantastisk markedsføring har vi rundt om i verden i hundrede år troet på, at de små, slebne stykker komprimeret kul er så sjældne, at de naturligvis må være den dyreste vare i verden målt efter vægt.

Diamanter har vist sig også at være ørkenens bedste ven. I hvert fald i Namibia.

Historien om Die Sperrgebiet er historien om menneskets kamp mod elementerne. I første omgang den tyske kolonimagts kamp mod sandet i dens koloni, det nuværende Namibia i det sydvestlige Afrika. Historien begynder sådan her:

En aprildag i 1908 går jernbanearbejderen Zacharia Lewala og forsøger at holde de nylagte togskinner mellem kysten og indlandet fri for de evigt tilbagevendende sanddriver. Pludselig falder hans øjne på en lille, skinnende sten. Han bringer den pligtskyldigt til sin tyske chef, August Stauch, som får lys i øjnene.

Inden Stauch fortæller den tyske kolonimagt om fundet af diamanten, skynder han sig at få minerettighederne til en stor del af området. Rygtet om diamanten spreder sig hurtigt, og tyske lykkeriddere strømmer til ørkenen.

Den første mineby opstår og får navnet Kolmanskop. De små smykkesten ligger i sandet lige til at samle op med en pincet.

Men de første diamantfund blegner, da August Stauch med den tyske professor i mineraler, Robert Scheibe, senere samme år drager længere ned langs kysten for at se, om der skulle være flere diamanter dér. De slår lejr, og Scheibe sender en sort ansat, Jacob, ud for at finde brænde til aftenens bål. Stauch rider omkring for at lede efter diamanter og møder Jacob. For sjov siger Stauch, at Jacob i stedet for brænde hellere skal tage og finde nogle diamanter.

For Jacob knæler ned i ørkensandet og tager en håndfuld diamanter op. Så én til. Stauch springer af hesten og samler flere diamanter op. Robert Scheibe kommer til og udbryder: »Et eventyr, et eventyr.«

Det sker dagen før årsskiftet til 1909. De to tyskere vender tilbage til stedet den samme aften og ser diamanterne blinke i måneskinnet nytårsnat. De døber stedet Eventyrdalen.

Scheibe fortæller senere, at diamanterne ligger som blommer under et blommetræ.

SIER TOILETBESØGENE. Områdets skæbne er hermed beseglet: alle indgange til området forsegles. Da ingen på det tidspunkt aner, hvor langt inde i ørkenen diamanterne ligger fra kysten, beslutter tyskerne at spærre ørkenen af godt 100 kilometer ind i landet og 360 kilometer op langs kysten fra grænsen til Sydafrika.

Det forbudte territorium er en realitet. Pæle med store skilte advarer om både ublu bøder og fængselsstraf, hvis nogen skulle finde på at træde ind i den nu spærrede ørken. Politi og soldater patruljerer ørkenen for at fange de, som ikke har forstået budskabet på skiltene.

Trods den menneskefjendske natur ekstrem kulde om natten, sandstorme og ekstrem varme om dagen opstår mineby erne Elizabeth Bay, Charlottental, Bogenfels, Meob, Conception Bay og Pomona i årene 1908-1912 i Die Sperrgebiet.

August Stauch og de andre tyskere, som har fået minerettigheder til området, bliver på rekordtid nogle af de rigeste mænd i Afrika. De hyrer sorte arbejdere fra det nordlige Namibia til at ligge på maven og samle diamanter op fra sandet. Og når diamanterne over jorden er væk, så sætter de arbejderne til at grave ned i sandet og si det for diamanter.

Arbejderne får bundet en klud om munden, så de ikke kan sluge diamanter under jobbet. For en sikkerheds skyld må de også kun gå på toiletter, hvor et rør samler deres efterladenskaber, så de kan blive siet.

For en mineejer kaldes det »at sikre ressourcerne«.

Men hvad er der ved at være stenrig, når man kun har sand som udsigt, så langt øjet rækker? Ingenting. Så Stauch og de andre diamantjægere begynder at importere varer fra udlandet.

OPERASANGERE I ØRKENEN. Først importerer de vand fra Cape Town. Det er omtrent lige så dyrt pr. liter som at importere champagne fra Frankrig. Så de begynder at købe champagne i udlandet. De bygger store villaer og fylder dem med møbler importeret fra Tyskland. Og da de finder vand 40 kilometer fra Kolmanskop, bygger de et vandværk og lægger vandrør ud til ørkenbyerne. De bygger et elektricitetsværk, kul får de fra Tyskland.

Da det er gjort, inviterer de deres familier til at tage del i rigdommen dér midt i ingenting.

Det pulserer af spænding og handling. Krydret med vold, grådighed og forræderi. Og så alt det, tyskerne kender hjemmefra: Bagerforretninger, pølsebutikker, tøjbutikker, købmandsforretninger.

Byerne ligger langt fra hinanden, men for de nyrige kan selv ikke sandstorme på 90 kilometer i timen tage pusten fra dem. De anlægger en jernbane mellem ørkenbyerne, så de kan skiftes til at komme til bal hos hinanden. De bygger kirker, skoler og hospitaler. De konstruerer bowlingbaner, operasale, gymnastikhaller og restauranter.

De bestiller operasangere i Tyskland og Italien til at komme og optræde. Med sand til alle sider. Europæiske kokke sejles ind for at lave middage til rigmændene og deres familier.

Automatiske bowlingbaner er dog ikke opfundet endnu. Men den lokale arbejdskraft koster ikke det store, så to sorte mænd står for enden af hver bane, rejser keglerne og triller kuglerne tilbage til deres arbejdsgivere.

Jernbanen går også rundt om de enkelte byer, og dagligt gør toget holdt ved hver af de tyske familiers huse. De får en isblok til deres isskab samt vand, sodavand og limonade bragt til døren.

HOSPITALSLÆGEN MED VINKÆLDER. Den forbudte ørken er det første sted i Afrika syd for Sahara, der får et røntgenapparat. Det er på hospitalet i Kolmanskop. Man får det ikke så meget for at undersøge de 340 tyskere i byen, men snarere for at være sikker på, at det ikke lykkes nogle af de 800 sorte arbejdere at smugle diamanter ud.

Men hospitalet er også unikt, fordi det har sin egen vinkælder. Dr. Kraenzle, som leder stedet, tror på, at enhver patient, altså kun de hvide, bliver hurtigere raske, hvis de får vin, champagne og kaviarsandwich som en del af behandlingen.

De sorte arbejdere dør som fluer af hedeslag, vandmangel og fejlernæring. Men det er ikke et problem. Tyskerne henter bare nye forsyninger fra ovambofolket nordpå. De får lov at knokle. Fra 1908 til 1914 samler de i alt fem millioner karat (1.000 kg) diamanter op fra sandet.

Diamantindustrien i Die Sperrgebiet trives, indtil Første Verdenskrig bryder ud. Krigen stopper stort set al diamantudvinding. Krigen sætter også en stopper for tyskernes kolonialisering af Tysk Sydvestafrika, som Namibia hed dengang. Englænderne udnævner Sydafrika til at administrere territoriet og dermed også kontrollere diamantinteresserne.

ØRKENENS ANDRE BEBOERE. I den forbudte ørken falder der kun mellem 5 til 90 mm regn om året. Alligevel er ørkenen fuld af dyreliv. Dyrene får deres vand fra den tåge, som Atlanterhavets Benguela-strøm fører ind på land.

Én bille har udviklet en særlig elegant teknik, der sikrer den dens daglige dråbe vand. Den sætter sig med hovedet nedad vendt mod vest i de tidlige morgentimer og venter på, at nok dug er faldet til, at en dråbe vil glide fra dens ryg ned i dens mund.

Namibørkenen er den eneste ørken i verden med elefanter, løver, flodheste og giraffer. De holder dog mest til længere nordpå for diamantområdet. I Diamond Area 1 bor der imidlertid også oryxgazeller, springbukantiloper, strudse, brune hyæner, sjakaler og så søløver ude ved kysten.

SPØGELSESBYER. Men Die Sperrgebiet er mest af alt sand og blæst. Når en lille plante af uransagelige årsager pludselig skyder op, så trækker den sandet til sig, og et sandbjerg opstår. Så vender vinden, og sandbjerget flytter sig. De fleste klitter i den forbudte ørken er mobile, og nogle flytter sig op til 55 meter om året.

I Pomona er den gamle skolebygning i dag fri for sand, mens den for blot to år siden stod begravet.

Diamonds last forever er titlen på en James Bond- film. Men det gælder kun, hvis man passer på dem. August Stauch mister under depressionen alt, hvad han ejer og har.

Diamanteventyret varer heller ikke evigt i de fire diamantbyer. Dødsstødet kommer i 1928, da kæmpe diamantdepoter bliver fundet længere sydpå, lige nord for Orangeflodens udmunding. Alle vender blikket den vej, og minebyerne Elizabeth Bay, Bogenfels og Pomona ligger hurtigt øde hen. Kun Kolmanskop får lov at leve videre som transportdepot en del år endnu.

Men i 1957 lukker byens hospital, og de sidste fem indbyggere forlader Kolmanskop.

Namibørkenens ubønhørlige blæst sender hurtigt sand gennem vinduer og døre til de fire forladte minebyers festsale, isfabrikker, togstationer og bowlingbaner. Mange af bygningerne er i dag ruiner. De fleste andre er på randen til at falde sammen under sanddrivernes vægt.

Stauch endte sine dage som en fattig mand i Tyskland. Han vidste det næppe, men hans eventyr i Namibia endte med at være en stor velsignelse for verdens ældste ørken. Diamanterne er nemlig kun fundet få kilometer inde på land fra kysten. Det vil sige, at det meste af Die Sperrgebiets 26.000 kvadratkilometer ørken vitterlig er et af de sidste uberørte stykker natur i verden.