Enden er altid nær

Lige så længe mennesket har eksisteret, har det haft baller. Eller mere præcist: ballerne opstod i det øjeblik, mennesket rejste sig op på sine bagben og blev stående. Blandt de 193 nulevende arter af primater er det kun mennesket, der besidder halvkugleformede, permanent fremspringende baller.

Mennesket - og ballerne - opstod på grund af en større klimaforandring, der ændrede landskabet fra regnskov til savanne og tvang mennesket ned fra træerne og op på to ben. Aberne, der blev i træerne, gik således glip af baller. Vi er en tre-fire millioner år tilbage i tiden - i Østafrika. Livet på savannen gjorde ikke blot hænderne frie; hovedet satte sig også anderledes på rygsøjlen, hvilket gjorde det muligt for hjernen at udvikle sig.

Lucy er det mest kendte eksemplar, vi kender af de første primater på to ben. Det skal indrømmes, at konkurrencen ikke er hård, for hun er stort set det eneste eksemplar, vi kender. Hun blev opdaget i 1974, og hun er tre millioner år gammel. Hun gør det muligt for os at danne os et indtryk af dem, der bar verdens første baller. Lucy var ikke nogen topmodel. Som ung kvinde først i tyverne målte hun omkring en meter og vejede 30 kilo. Korte ben og enormt lange arme, ansigtet var næsten fladt, og hun brugte dagen på at afluse sig og æde termitter.

Da man naturligvis kun har fundet skelettet, er det ikke helt nemt at danne sig en fornemmelse af hendes baller, men det bedste bud er, at de i størrelse og tekstur mest af alt mindede om en blød, kokosnød, hvis man kan forestille sig det.

BALLER OVER DET HELE.

At mennesket rejste sig op, fik også andre konsekvenser. Man mener, at mennesket oprindeligt parrede sig bagfra ligesom aberne, og at de stærkeste seksuelle signaler derfor blev udsendt fra bagdelen. En hun, der var interesseret i en han, gik simpelthen hen og præsenterede sin bagdel for ham. Denne direkte og uden tvivl ret effektive fremgangsmåde er ikke længere så udbredt. Det har sine grunde. Eftersom vi bevæger os oprejst, er undersiden af vores krop blevet vores forside, det vil sige den mest synlige og den mest tilgængelige zone; det er der, vi skal signalere noget, hvis vi vil. Ifølge adfærdsforskeren Desmond Morris kan man så se, at forsiden på kvindekroppen imiterer de seksuelle signaler,der før kom fra bagsiden. Kønslæberne bliver efterlignet af læberne, og de runde baller bliver efterlignet af brysterne.

Nu kan man indvende, at bryster ikke helt ser ud som baller, men ifølge Morris så ligner de baller godt nok til, at signalet bliver forstået. Desuden er brysterne ikke det eneste, der kan minde om baller: kvinders runde skuldre og knæ er også en del af balleefterligningen. Man kan faktisk sige, at mennesket er den eneste art, hvis hunner er udstyret med baller lidt over det hele.

Denne tolkning støttes af de små statuetter, som de forhistoriske mennesker lavede af deres kvinder for 20.000 år siden, f.eks. Venus fra Lespugue, der blev fundet i Sydvestfrankrig. Det er en kvinde, der er svær at forstå. Hun er ren veritabel udfordring til de anatomiske love og minder nærmest om en brioche, der er hævet alt for meget til alle sider. Det er ikke en kvinde med store baller. Det er en overflod af kæmpemæssige baller med en lille kvinde i midten.

JO STØRRE - JO BEDRE.

Det, der til gengæld står helt klart, er, at disse kolossale baller har virket overordentligt forførende på denne fjerne epokes mænd. Disse figurer var kultgenstande. De skulle sikre, at der var vildt nok, og at stammen blev ved med at få børn. Derfor skulle de tale direkte til stenaldermandens libido. Statuetten er et stenaldersexsymbol. Hvad er grunden til denne overflod af baller?

Som allerede nævnt parrede mennesket sig dengang bagfra som alle andre primater, og de kraftigste seksuelle signaler kom fra bagdelen. Jo større ballerne var, jo mere forførende var kvinden. Men i takt med at ballerne (ifølge Darwins princip om den seksuelle selektion) voksede og voksede, blev kvinden til sidst også temmelig svær at håndtere.

Derfor gik mennesket over til at parre sig forfra. Konsekvensen var, at brysterne svulmede op for at efterligne ballerne. Det gav en mere ligevægtig og håndterbar udgave af kvinden. Hende har vi holdt fast i lige siden.

Men hvad er så baller? Hvis man søger på nettet, kan man finde en række definitioner, der påpeger, at ballerne er noget af det mest kødfulde på mennesket, at de befinder sig et sted syd for ryggen og nord for lårene, og at man kan sidde ganske komfortabelt på dem. Men der er noget ret forbavsende ved disse definitioner. Der er ingen af dem, der nævner, at der er en revne mellem ballerne.

Denne revne - der i øvrigt er den største revne,man finder på den menneskelige krop - er som en passage mellem de to halvkugler, der gør det muligt for hånden at rejse som en opdagelsesrejsende fra den ene pol til den anden på planeten. Mellem brysterne er der ikke andet end en hård og bar knogle. Revnen mellem ballerne er dybere, mere foruroligende. Og ikke mindst fordi den munder ud i kønnet og kønsbehåringen. Som allerede Pave Gregorius slog fast, er hår det synlige tegn på de kødets lyster, der plager sjælen. Så øjensynligt er ballerne plaget af kødets lyster.

SOM TVILLINGER.

Ifølge en udbredt mening går det smukkeste hos mennesket altid to og to. Sådan er det også med baller, men man skelner sjældent mellem højre og venstre balle. Den omvendte symmetri, som gælder for hænder og fødder for eksempel, og den prioritering, der er mellem højre og venstre, synes ikke at være relevant for baller.

Den spanske forfatter Ramon Gomez de la Serna bemærkede, at det venstre bryst er hjertets bryst, det er større og lidt mere levende end det andet.

Derfor er det naturligt det, som hånden søger til.

Sådan er det ikke med baller. Den venstre balle er placeret rimelig langt fra hjertet, og man kan spørge sig selv, om den overhovedet aner, at hjertet eksisterer. Og hvis man holder om den venstre balle, så har man kun lyst til en ting: at holde om den højre også. Ballerne er ligesom et par tvillingsøstre, som man systematisk behandler ens og giver det samme tøj på.

Har dyr baller? Det franske akademimedlem Furetière påstod i 1684, at heste også havde baller, hvorimod det ikke var tilfældet for køer, grise og får. Men videnskaben gør fremskridt, og i oplysningstiden slog den franske naturhistoriker Buffon fast, at »Ballerne, der udgør den nederste del af rygsøjlen, kun tilhører mennesket; ingen firbenede dyr har baller, det, man tror er deres baller, er deres lår.«

Forskellen mellem mande- og kvindeballer er næsten lige så afgørende. Hos manden er ballens morfologi domineret af omridset af ballemuskulaturen, mens det helt modsat hos kvinden er den harmoniske fordeling af fedtvævet, der styrer ballens æstetik. Grunden er enkel: mænd har 20 milliarder fedtceller, kvinder har 40 milliarder. Og mens manden bruger sit fedt snusfornuftigt til at pakke vitale organer som hjerte og lever ind, samler kvinden sit fedt under huden, først og fremmest om hofterne og lårene. Kvindens fedtvæv bliver af og til sammenlignet med en nødrationligesom kamelens pukler, men mere fedt gør først og fremmest ballerne mere fremtrædende og mere bølgende. Det kan godt få hende til at minde lidt om en and, især når hun løber. På den anden side er hun mere kulderesistent, og hun flyder også bedre. Mandeballer er kort sagt meget forskellige fra kvindeballer. Mandens er mindre, hårdere og mere muskuløse. Kvindens er omfangsrige og bløde.

Michelangelo og den franske romantiske maler Géricault var fascineret af mandeballer, men ellers er det kvindens baller, der har sat de dybeste spor i malerkunsten. Motivet med den nøgne kvinde set bagfra begynder for alvor at blive hyppigt i malerkunsten i overgangen mellem det 17. og det 18. århundrede. Det kan ikke komme bag på nogen. Ballens æstetik er kurven, den krumme linje.

Ballens æstetik er barok med andre ord.

Det var således, at en vis Miss O'Murphy blev en af periodens muser. Hun optræder i Francois Bouchers billede »L'odalisque blonde«: rund, appetitlig med mælkehvid hud, nærmest som om hun var konstrueret af flødeskum, marcipan og nougat. Casanova fortæller i sine erindringer, at han blev præsenteret for hende, men veg tilbage for at betale 600 francs for hendes mødom. Ikke desto mindre tilbragte han en del tid i hendes selskab og fik en tysk maler ved navn Kiesling til at male hendes portræt. Derved blev Boucher opmærksom på hende.

Boucher var Ludvig d. 15.s førstemaler, og han malede den unge skønhed med stor appetit. Hun poserede altid på samme måde: helt nøgen med maven hvilende på et par puder, læberødt, let spredte ben og med en mine som om, hun var med på lidt af hvert. I midten af billedet har vi ikke overraskende ballerne, der gaber lidt dovent og med en tydelig erotisk udstråling, der forstærkes af den uredte seng.

Kongen reagerede også, men foretrak at bringe denne ubefæstede sjæl i sikker varetægt. Casanova fortæller, hvordan den lille O'Murphy blev introduceret til hoffet i Versailles. M. de Saint- Quentin så billedet af hende og skyndte sig at vise det til Ludvig d. 15., den hellige majestæt af Guds nåde og en stor kender og ynder af den kvindelige anatomi. Majestæten ville straks med sine egne øjne sikre sig, at maleren havde været tro mod originalen. Man lod derfor den lille O' Murphy og hendes søster kalde og lukkede dem inde i en pavillon i parken. Lidt efter kom kongen; han hev portrættet frem og sagde: »Jeg har aldrig set noget mere vellignende.« Så tog han det kære barn på sit skød og tjekkede med sin royale hånd, at frugten ikke var blevet plukket, for hans hu gik til jomfruer af frygt for kønssygdomme (en tidlig form for sikker sex). Et år efter fødte den unge kvinde en søn, og efter tre blev hun smidt ud.

ET DISKRET LIV.

Hele vores bagside lever generelt et diskret liv - i hvert fald for os selv. For at se sin ryg, sine baller og sin nakke har man brug for et spejl, men det billede, man får, er deformeret, fordi man er nødt til at dreje kroppen. Vi må leve med, at vi aldrig rigtig får et ordentligt indtryk af vores baller.

Paradoksalt nok er den del af kroppen, der er mest hemmelig for os selv, også den, der er mest udsat for andres blikke. I François Truffauts film Jules et Jim fra 1962 sætter Jim sig med den kvindelige hovedperson, Catherine, på en seng og siger: »Jeg har altid elsket din nakke.« Catherine løfter sit hår, han kysser hende på halsen og fortsætter: »Det er den eneste del af dig, jeg kan se uden at blive set.«

Man kan næsten sige det samme om ballerne. Man kan ikke se sine egne baller, til gengæld kan man relativt ugeneret lade sit blik glide over andres baller. Det er måske ballernes primære talent: at tiltrække voyeurens blik, det blik, der konstant er på jagt efter en uventet oplevelse, en behagelig overraskelse.

»At forty everebody's got the face they deserve«- omkring de fyrre har alle det ansigt, de fortjener, sagde George Orwell. Og det, han mente, var, at et lidt ældre ansigt mere trofast afspejler indehaverens erfaringer og personlighed end et helt ung ansigt, der er et delvist ubeskrevet blad. Sådan er det ikke helt længere. Det er efterhånden ikke så sjældent, at mennesket forsøger at rette op på naturens fortrædeligheder med kirurgiske indgreb. Det er fortrinsvis bryster, ansigt og mave, der må holde for. Silikoneballer findes - men er stadig sjældne. Baller er på en måde mere ærlige end ansigtet. Det er nemmere at stole på dem. De har sværere ved at snyde.

Det er ikke muligt at få en transplantation. Man kan ikke få fat på et par baller, som man kan få fat på et hjerte eller en nyre og få dem til at leve i en anden krop. Vores baller tilhører kun os. Så ballerne er ikke kun det, der adskiller os fra dyrene, de er ikke kun en nødvendig forudsætning for åndslivets udvikling og menneskehedens videreførelse, de er måske også i sidste ende det sted, hvor vores personlighed kommer mest ærligt og uskyldigt til udtryk.

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5