ÅRHUNDREDETS FEST

Nogle morede sig, andre kedede sig, enkelte truede med øretæver. De 540 gallaklædte gæster var iført halvmasker - mændene sorte, kvinderne hvide - og bagefter var alle enige om at have deltaget i århundredets fest. Især aftenens vært, forfatteren Truman Capote.

Han havde besluttet sig for at fejre sig selv og sin seneste romansucces med manér og lejet balsalen på New Yorks fornemste hotel, The Plaza, 28. november 1966. Det var en mandag, indbydelsen lød på kl. 22.00.

Almindelige dødelige fester igennem fredag eller lørdag, rigtige celebriteter dyrker Black & White maskebal natten mellem mandag og tirsdag. På skrømt blev festen holdt til ære og opmuntring for ejeren af dagbladet Washington Post og ugemagasinet Newsweek, Katharine Graham, hvis mand havde begået selvmord et par år forinden.

Den virkelige anledning var Truman Capotes nærmest sygelige trang til at omgås eliten. Pengene, magten og stjernerne. Og nu bød lejligheden sig, efter han havde tjent en formue på sin nye bog. I disse dage er det 40 år siden, at det internationale jetset plus Truman Capotes dørmand og få andre dødelige skummede over af champagne og kæmpede med tømmermændene flere dage derpå. Omkring 450 flasker Taittinger boblevand blev der konsumeret plus det løse.

Frank Sinatra og forfatteren Norman Mailer foretrak whisky.

ROVMORDET.

Den 42-årige Truman Capote havde overgået sig selv og kom sig aldrig helt ovenpå The Plaza. Norman Mailer hævder den dag i dag, at gildet var forfatterkollegaens største kunststykke nogensinde.

New Yorks bymuseum oprettede efterfølgende et specialarkiv med hundredvis af masker, vifter, invitationer, fotos m.m. fra den opsigtsvækkende begivenhed, som pressen havde døbt århundredets fest. Tilsvarende hæder var tidligere kun overgået indsættelsesfesten i 1789 for USA's første præsident, George Washington, og enkelte andre.

Almindeligvis anses Truman Capotes dokumentariske roman »Med koldt blod« for hans hovedværk. I form og indhold vakte den sensation, da den udkom i begyndelsen af 1966 og omgående røg til tops på bestsellerlisterne Jorden over. Bogen fortæller nøgternt og detaljeret om et banalt rovmord på et ægtepar og deres to børn langt ude på landet i Kansas, politiets jagt på de to drabsmænd, efterforskningen, arrestationen og fængslingen efterfulgt af retssagen, dødsdommen og hængningen. Udbyttet af ugerningen blev på 50 dollar. Capote tjente to millioner dollar på bogen. Spillefilmen Capote om hans seks års arbejde med romanen blev tidligere i år honoreret med en Oscar til skuespilleren Philip Seymour Hoffman for hans præstation i titelrollen.

I slipstrømmen på den nyvakte interesse for den excentriske forfatter udkom samtidig en bog udelukkende koncentreret om superfesten, Deborah Davis' »Party of the Century - The Fabulous Story of Truman Capote and His Black and White Ball«. Ligeledes var der verdenspremiere i Washington på teaterstykket Bal Masque skrevet af Lisa Traiger over samme tema.

Enkelte anmeldere af nonfiktion romanen vrængede i sin tid, at der ikke var tale om litteratur, men research. En halv snes år tidligere havde Truman Capote selv affærdiget beatforfatteren Jack Kerovacs kultroman »On the Road« som maskinskrivning og ikke litteratur.

Succesen var dog i hus. Truman Capote blev fejret og feteret som en Hollywoodstjerne, og han nød det. Hans drengeår havde været domineret af en følelse af forladthed og ensomhed, men nu var hans barndomsdrøm om at blive rig og berømt gået i opfyldelse.

Han voksede op som enebarn i Sydstaterne og havde i årevis været overladt til moderens familie i Alabama. I samme periode blev hans forældre skilt, og senere begik moderen selvmord. Pludselig var han talk of the town i New York og alverdens andre metropoler.

Han forfulgte sin nye stjernestatus med ildhu og kastede sig med dødsforagt ud i arrangementet af festen over alle fester. Den kostede ham 15.000 dollar, hvilket i dagens valuta svarer til omkring en million kr.

Inden gildet underholdt Truman Capote i månedsvis avisernes sladderspalter og talkshowene på tv. Med sin overdrevne, drævende bøssesopran afslørede han detaljer fra planlægningen, mens alle i de højere selskabscirkler holdt vejret. Hvem mon klarede cuttet?

Mange på vippen truede, tryglede eller prøvede at bestikke den lille mand med den store indflydelse på adgangen til himmerige for en aften på The Plaza dengang i 1966. Forgæves. Kun de udvalgte forblev de udvalgte.

Som en undtagelse lykkedes det dog den aldrende filmstjerne Tallulah Bankhead ved ren og skær udholdenhed at tigge sig til en forsinket invitation efter at have plaget livet af festarrangøren i ugevis.

BALLETS BALLADEMAGER.

Mens den amerikanske overklasse stred med problemerne omkring Truman Capotes gæsteliste, kæmpede præsident Lyndon B. Johnson og den amerikanske regering med den stigende nationale og internationale kritik af USA's krig i Vietnam.

Oppositionen kom især fra studenterne, som havde mistet troen på autoriteterne og stod på randen af et verdensomspændende ungdomsoprør fyldt med venstrefløj, sex, drugs og rock'n roll.

Dem sympatiserede Norman Mailer med. Han havde selv deltaget i Anden Verdenskrig som værnepligtig og fået sit litterære gennembrud med sin selvbiografiske antikrigsroman »De nøgne og de døde«.

Han var helt på studenternes side i deres modstand mod krigen i Vietnam, men ud på de små timer under festen på The Plaza var han selv på nippet til igen at gå i krig. I hvert fald inviterede han præsidentens sikkerhedsrådgiver McGeorge »Mac« Bundy på øretæver, da denne under en højrøstet, politisk diskussion ved et af bordene affærdigede Mailer med ikke at have en klap forstand på Vietnamkrigen.

Den yngre, toptrænede og ikke helt så berusede »Mac« Bundy lod sig imidlertid ikke provokere, og i stedet kastede Mailer sig i sin kæfert over forfatteren Lillian Hellman. Derefter var de to ikke på talefod i flere år. »Det er en af de bedste fester, jeg nogensinde har været til,« lød det siden henrykt fra Norman Mailer, da maskerne for længst var faldet. Musikken sluttede kl. 3.30, og de sidste gæster inklusive en stribe politifolk fra Kansas vaklede først hjem ud på morgenstunden, da resten af New York gik på arbejde.

Dagen efter ballet havde modebladet Women's Wear Daily udnævnt Mailer til aftenens værst klædte gæst på grund af hans gabardineregnfrakke over smokingen ved ankomsten. Vidner havde der været rigeligt af.

Opbuddet af pressefolk og politi ved gæsternes ankomst var større, end da The Beatles to år tidligere havde boet på The Plaza i forbindelse med en gæsteoptræden på amerikansk tv.

I fjor lukkede stjernehotellet midlertidigt for en større renovering og genåbner først i 2007 til bygningens 100-års jubilæum.

HÅRDE DRENGE DANSER IKKE.

Frank Sinatra kedede sig gudsjammerligt, fra han kom, til han gik. Tidligt. Han var ellers fløjet ind helt fra Californien med sin nye kone, den 30 år yngre skuespiller Mia Farrow, men lige meget hjalp det.

Det meste af aftenen tyllede han amerikansk Wild Turkey whisky i sig. Hverken rytmerne fra Peter Dunchin and His Orchestra eller The Soul Brothers of Detroit kunne ruske liv i den gamle crooner.

»Hårde drenge danser ikke«, konstaterede Norman Mailer i en af sine senere romantitler, og Frank Sinatra var da også den, der var skredet, inden der for alvor gik hul på dansegulvet på The Plaza.

Natmaden bestående af kyllingesalat og spaghetti bolognese kunne heller ikke holde på ham.

Klokken var kun omkring midnat, da ol' blue eyes, stjernejournalisten Herb Caen fra San Francisco og et slæng af andre hårde drenge listede ud af hotellet til fordel for Sinatras stamværtshus i New York, Jilly's på hjørnet af Eighth Avenue og 52nd Street.

Den kun 162 cm høje Truman Capote forsøgte forgæves at stoppe dem ved bagtrappen. Selskabet fejede ham til side og lovede at komme tilbage, hvilket det ikke gjorde. »Jeg tror, det sårede ham,« huskede Herb Caen senere.

»Det var et af de der gigantselskaber, der aldrig fik luft under vingerne. Folk gjorde, som de plejede at gøre. Sivede rundt og samlede sig i de sædvanlige små kliker i hjørnerne. Hvis man ikke hørte til nogen bestemt gruppe - vi kom f.eks. fra vestkysten - fik man ustandselig bare det dér hvem-er-det? blik oppefra og nedefter.«

»Sinatra syntes simpelthen, at selskabet var ganske rædselsfuldt.«

PLANKET FRA MY FAIR LADY.

Erhvervslivets økonomiske guru, finansgeniet John Kenneth Galbraith, var til gengæld ikke til at flå af dansegulvet i en jazzet solodans. Halvberuset fjollede han rundt med en kandelaber som en gymnasiedreng til skolefest, mens skuespilleren Lauren Bacall indtog rollen som ballets dronning.

Den nu 82-årige enke efter 1940'erne og 50'ernes Hollywood-stjerne over alle Hollywood-stjerner, Humphrey Bogart, er i Danmark også kendt for sin birolle i Lars von Triers internationale filmsucces Dogville.

For 40 år siden fejrede hun sit livs dansesejr i en fejende svingom på The Plaza's ryddede balgulv med tidens største koreograf, amerikaneren Jerome Robbins. Festens sort/hvide tema var planket fra galopscenen på Ascot væddeløbsbane nær London i succesfilmmusicalen My Fair Lady, og Bacall følte sig lidt ligesom Audrey Hepburn i rollen som blomsterpigen Eliza, der efter et gallabal bryder ud i sangen I could have danced all night med fortsættelsen I'll never know, what made it so exciting.

Til gengæld havde Audrey Hepburn selv meldt afbud til Truman Capote. Hun havde ellers også haft hovedrollen som pigen Holly i filmatiseringen af hans roman »Breakfast at Tiffany's«. Da bogen udkom på dansk i 1960, skrev Karen Blixen forordet og understregede både »de luftige og de vægtige« kvaliteter hos sin amerikanske kollega.

Sådan elskede han også at se sig selv. Med eftertryk på »det vægtige.«

UDSTØDT, ENSOM OG FORLADT.

Truman Capote vidste dog udmærket, at hans ekstreme snobberi og overdrevne hang til at omgås eliten hørte til hans mere »luftige« kvaliteter.

I et interview med sig selv i essay-samlingen »Musik for kamæleoner« om sine mange bekendtskaber med de rige og de berømte spørger han i 1980 sig selv, om han på det tidspunkt af sin tilværelse føler, at Gud har hjulpet ham. »Ja, mere og mere,« svarer han. »Men jeg er ikke nogen helgen.«

»Jeg er alkoholiker, jeg er narkoman, jeg er homoseksuel, og jeg er et geni. Selvfølgelig kunne jeg da godt være alle disse fire, tvivlsomme ting på en gang og alligevel være en helgen.«

Måske bestod Truman Capotes allermest »vægtige« kvalitet i, at han først og sidst var forfatter. På det punkt gik han ikke på kompromis, så da han satte sig for at skrive sandheden bag maskerne på The Plaza 28. november 1966, gik det ham ilde.

Besvarede bønner kaldte han sin nye, dyneløftende nonfiktion roman, som han dog aldrig blev færdig med. Til gengæld var han selv færdig fra den ene dag til den anden blandt pengefolket, magten og stjernerne, da han en halv snes år efter århundredets fest offentliggjorde et uddrag af bogen i mandebladet Esquire.

Især berømthedernes falskhed, hykleri og seksuelle eskapader til hverdag og til fest hængte han til tørre, og aldrig siden tog de ham til nåde igen. Han døde nedbrudt, ensom og alkoholiseret som 59-årig i 1984.

I en længere psykobiografisk analyse udarbejdet på Pacific University i Oregon hedder det, at Truman Capote »gennem det skrevne ords magt havde kontrol over dem, der troede, at de kontrollerede ham.« »På den måde styrede han sin egen skæbne.«

Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6