Fanget af flaskens ånd

Poul Lyng er flaskesamler. Ordet leder straks tankerne hen på en person, der samler brugte flasker op fra skraldespandene for at få pant for dem i supermarkedet. Men sådan forholder det sig ikke med den 57-årige konsulent. Han samler nemlig de gamle flasker for at beholde dem.

Og han har rigtig mange af dem. Det får man indtryk af, når man ser samlingen, der har til huse i den ene længe af hans stråtænkte bondegård. Det er som at træde ind i Aladdins hule. Flere tusinde flasker i alverdens farver står side om side med lys, der får glasset til at funkle, bagved.

Det hele startede i 1970erne, hvor Poul Lyng besluttede sig for at lave kryddersnaps til husbehov og derfor begyndte at samle på gamle flasker til sin snaps. På et tidspunkt blev han fanget af glassets ånd - af strukturerne og farverne i det smukke gamle glas

Mens bottle collecting er højt estimeret i udlandet, anses dét at samle på gamle flasker stadig for lidt odiøst her til lands. Og det er en skam, mener Poul Lyng, for der er faktisk tale om et utroligt spændende samleemne.

MUNDBLÆSTE FLASKER.

Det er langt fra alle flasker, der finder nåde for Poul Lyngs samlerblik. For det første skal de være danske eller være lavet i udlandet til et dansk produkt. Det var nemlig først, da Holmegaards Glasværk blev stiftet i 1825, at man for alvor begyndte at fremstille flasker på dansk jord. Og for det andet skal de være mundblæste.

Næsten alle gamle flasker er blæst i en form, men det er kun de ældste af dem, der er mundblæste. Siden 1912 har maskiner gradvist overtaget produktionen.

»Mundblæste flasker blev fremstillet ved, at glaspusteren blæste glasmassen ned i flaskeformen for derefter at dreje glasset rundt, til flasken blev jævn,« fortæller Poul Lyng.

»Derfor vil de såkaldte formsømme - to lange riller, der afspejler samlingsstederne for den todelte form - ikke kunne ses. Så det kan man altid genkende en gammel mundblæst flaske på.«

»Dette gælder dog kun for de almindelige cylindriske flasker. Hvis flasken skulle være firkantet og derfor blev blæst ned i en firkantet form, kunne glaspusteren jo ikke dreje glasset rundt. Det samme gjaldt, hvis der skulle præges tekst eller motiv på flasken.«

Men der er alligevel mulighed for at se, om man har fat i den ægte vare:

»På de firkantede eller prægede mundblæste flasker vil formsømmene altid stoppe, før de når flaskens mundstykke - det ragede nemlig op over flaskeformen og var fastgjort til glaspusterens pibe. På de maskinblæste fortsætter formsømmene hele vejen op gennem mundstykket.«

TIL LIKØR ELLER ELIKSIR.

Poul Lyngs samling spænder vidt. På hylderne finder man såvel små flasker til gigteliksir, tandpulver og hattelak som kæmpestore 50 liters vinballoner.

Man kan måske undre sig over, at en glaspuster kunne puste så store flasker, men det var ikke

»Lige indtil 1960erne blev der hos Holmegaard lavet mundblæste vinballoner,« fortæller Poul Lyng.

»De blev fremstillet af såkaldte storflaskemagere - glaspustere med et særligt stort korpus og ekstra stor lungekapacitet.«

Den ældste flaske i Poul Lyngs samling er også den mindste:

»Den er fra omkring år 1600, men det er stort set alt, hvad jeg ved om den. Det er ikke godt at vide noget problem. Det er ikke godt at vide, om den har indeholdt urtemedicin fra et kloster eller gift til en besværlig svigermor.«

Selv om samlingen er yderst alsidig, er det dog vin- og spiritusfl askerne, som Poul Lyng holder mest af. Og de må godt være lidt skæve - det er kun en charme ekstra, at man kan fornemme håndværket bag flasken.

Perlen er en dejlig skæv flaske fra 1830erne. Det er en af de første flasker, der er blevet fremstillet til P. F. Heerings kirsebærlikør. Og det er en flaske, der nok ville kunne indbringe ca. 12.000- 15.000 kr., hvis den blev udbudt på en international auktion.

BEVAR ETIKETTERNE.

I gamle dage rejste flaskeglasmagerne verden rundt med deres håndværk. De førte traditionerne for formerne på de enkelte flasketyper med sig. Så i dag vil man, uanset hvor man befi nder sig, kunne skelne en sodavandsfl aske fra en øl- eller spiritusfl aske.

Og hvis man kender lidt til gamle flasker, kan man også så nogenlunde datere dem. Men derudover kan det være svært at sige noget om, hvilken slags spiritus der er blevet nydt af flasken, hvem der har produceret indholdet osv. Med mindre etiketten stadigvæk sidder på flasken.

»Går man alvorligt til værks som flaskesamler og er historisk interesseret, skal man ikke vaske etiketterne af - heller ikke selv om de er nussede og mølædte i kanterne.«

»Da jeg begyndte at samle på flasker, vidste jeg ikke bedre, så jeg vaskede etiketter af på samlebånd - de sad jo bare i vejen for den æstetiske nydelse. Men det er faktisk synd, da etiketterne, foruden at være med til at tids- og stedbestemme flaskerne samt fortælle om deres anvendelse, også kan byde på sjove og spændende oplysninger. Jeg har f.eks. en brændevinsfl aske, der er fremstillet til De Danske Spritfabrikker under første verdenskrig. På etiketten står der, at når man afl everede den tomme flaske, var det vigtigt, at proppen fulgte med. Dengang var der nemlig mangel på propper.«

PÅ JAGT EFTER FLASKER.

Det kræver noget af et research-arbejde at finde rigtig gamle flasker med mere end 100 år på bagen, fortæller Poul Lyng.

»Det er ikke kun nye flasker, der ryger i flaskecontaineren. Mange gamle mundblæste flasker ender deres liv samme sted. Den slags grusomheder sker typisk, når folk køber et gammelt hus og muger ud i kælderen efter de forhenværende ejere.«

I jagten på flasker hjemsøger Poul Lyng diverse loppemarkeder, kræmmermarkeder, garagesalg og antikvitetsforretninger. Udgravninger til større bygninger er også lækkerbiskner for en flaskesamler, så den slags holdes der godt øje med. Poul Lyng banker ligeledes gerne på døren hos husejere, der er ved at få gravet ud til en udbygning. Efter adskillige timer med enden i vejret har han ofte været heldig at gøre et spændende fund.

På bunden af søer kan der også være bid:

Der er nogle af de lavbundede søer i Danmark, hvor man simpelt hen kan gå rundt med et par vaders på og plukke gamle 1800-tals flasker op fra bunden.«

Når det gælder dybere søer, har Poul Lyng kontakt til nogle dykkere, der kan smutte ned og se, om der skulle være noget af interesse.

Det hele sker selvfølgelig i overensstemmelse med loven:

»Det er klart, at man ikke må dykke ned og tømme et skibsvrag for oldtidsfund. Men det er ikke nødvendigt at involvere myndighederne, bare fordi man finder en gammel flaske eller to.«

»Det bedste sted er en sø, hvor der har ligget et traktørsted, og hvor småfulde folk til lørdagsbal i gamle dage har smidt flaskerne ud i vandet.«

Steder, hvor der fra gammel tid har været afholdt fugleskydning, kan også være sagen. Her har de morgenkolde jægere ofte varmet sig med en lille dram.

Og så kan man jo være heldig ind i mellem at få flasker forærende:

»For et år siden arvede jeg et helt flaskemuseum, som en gammel købmand fra Mors havde lavet over sin samling.«

Samlingen bestod af cirka 30.000 flasker. Men da Poul Lyng jo kun samler på mundblæste, forestod der et større arbejde med at skille bukkene fra fårene.

FLASKER VÆRDSAT I UDLANDET.

Man kan også være heldig at finde gamle danske flasker i guldgraverbyerne i Australien eller Amerika, i gamle arbejdslejre langs Panamakanalen eller på De Vestindiske Øer, der var dansk koloni indtil 1912.

Men i udlandet kan man godt regne med hård konkurrence - såvel når det drejer sig om danske som om udenlandske flasker. I mange lande er dét at samle på flasker nemlig langt mere udbredt end i Danmark.

»Flere steder i udlandet - frem for alt i de engelsktalende lande - bliver de mundblæste flasker værdsat som de antikviteter, de rent faktisk er. Det er lidt besynderligt, at flaskerne ikke har fået den samme status herhjemme - vi er simpelt hen bagud,« mener Poul Lyng.

Flaskesamleriet i udlandet kan undertiden gå ret vildt for sig:

»Det hænder, at gulvet i en parkeringskælder er brudt op, eller at en golfbanes green er forvandlet til et krater, fordi et par flaskesamlere har været på jagt i nattens mulm og mørke. Netop parkeringskældre og -pladser samt golfbaner og andre idrætsanlæg bliver ofte anlagt oven på gamle lossepladser. Og dét ved samlerne.«

Mange udenlandske flaskesamlere bryder sig ikke om ridser og misfarvninger i de gamle flasker - mærker efter års ophold i jord eller vand - og sliber dem derfor jævne i en maskine.

Det mener Poul Lyng er lidt af en dødssynd. For ham er ridserne, revnerne og de halve etiketter simpelt hen en del af hver enkelt flaskes unikke historie.