Biler

Sådan kommer du ud af bilen, hvis den ryger i vandet

En bil, der kører i havnen, sker heldigvis ikke særlig ofte. Men er uheldet ude, er der en række forholdsregler, der er gode at kende. Du får dem her.
Af Didde Rishøj | Foto: Colourbox | 25. januar 2012
Skilt med advarsel om, at biler kan køre i havnen
Mange af de ulykker, hvor en bil kører i havnen, er selvmordsforsøg

Sørg for at have sikkerhedsselen spændt

Når bilen rammer vandet, svarer det til, at den kører ind i en mur. Har du sele på, er dine chancer for at overleve større.

Forsøg at åbne et vindue og kom ud gennem det

Fra bilen rammer vandet, til den begynder at synke, går der typisk mellem 1 og 2 minutter. Det er nu, du skal sørge for at komme ud.

Har du en ældre bil; rul vinduet ned og kravl ud gennem det.
Har du en nyere bil med elektriske ruder, skal du også forsøge at åbne et vindue. Der går typisk et par minutter, før bilens elektriske system kortslutter. Derefter kan du hverken åbne vinduer eller døre i bilen.

Spark ruden ud

Kan du ikke komme til at åbne et vindue, så forsøg at smadre ruden. Forsøg at lægge dig ned og spark hårdt på den. Eller tag en hård genstand og forsøg at smadre den. 
Biler med motoren foran synker med fronten først. Søg om bag i bilen – og gå efter sideruderne på bagsædet eller bagruden.

Undgå at åbne bilens døre, mens den ligger i overfladen

Åbner du en dør, vælter vandet meget hurtigt ind i bilen. Det kan også være meget svært at få døren åben, fordi vandet presser på ydersiden.

Bevar roen

Når du ikke at komme ud, mens bilen ligger i overfladen, er det smarteste at vente til bilen næsten er fyldt med vand, før du smadrer en rude. Søg tilbage i bilen, hvor der typisk vil være luft i længst tid. Det kræver, at du kan bevare roen. Knuser du ruden, mens der er meget luft i kabinen, vil vandet vælte meget hurtigt ind.

Må du bare ud, så vær opmærksom på, at vandet kommer hurtigt ind, når du smadrer ruden. Eller hvis du er i stand til at åbne døren.

Ser du en bil køre i havnen, så sørg for at ringe hurtigt efter hjælp.

Det kan være farligt at forsøge at redde personer ud af en synkende bil. Springer du i og åbner døren ind til kabinen, vil vandet vælte meget hurtigt ind, og bilen synker hurtigt og ukontrolleret. Du kan også risikere at blive suget med ned.

Hav en hammer liggende i bilen

Går du meget op i sikkerhed, eller har du gentagne mareridt om at være lukket inde i en synkende bil, så kan du have en lille hammer liggende i bilen. Så ved du, at du altid vil kunne smadre en rude og komme ud, selv hvis bilens elektriske system kortslutter.



Kilde: Birger Sørensen, Pionertjenesten under Københavns Brandvæsen.

Kommentarer til artiklen

Hvis du kører i vandet.....

Hvor kan man købe en "vindueshammer" af den type, der sidder i busser o.lign.
Venlig hilsen
Xxx

- Anonym - 8. feb 2012 12:05

Hvis du kører i vandet ....

Når du har anskaffet dig en vindueshammer, så skal den IKKE ligge i bagagerummet -
Sørg for den er tilgængelig fra din plads på førersædet og gerne fastgjort så den ikke er til fare fx når man rammer vandet !!

- Kl d - 8. feb 2012 12:47

Sikkerhed i bilen

- Reg - 8. feb 2012 13:01

Rudehammer

- Reg - 8. feb 2012 13:04

Hvis du kører i vandet...

Der kan købes en lille fiks hammer hos Thansen

- Anonym - 8. feb 2012 14:58

Hvis du kører i vandet..

Mythbusters har afprøvet disse teorier.

http://www.youtube.com/watch?v=zgvNgwJHcmg

se evt også
http://www.youtube.com/watch?v=CbdQQ4b7hlA

- thea - 8. feb 2012 16:49

sikkerhedshammer

Man kan jo, som mange andre (ironi), stjæle dén som hænger i bussen! At skrue holderen fast under et forsæde, hvor der i mange tilfælde er plads at gøre det, - eller et andet sted, - hvor man ved hvor den er!- er nok tilrådeligt!

- Finn Sørensen - 9. feb 2012 14:12

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE