Fra bønne til kop - på kafferejse i Nicaragua

På de stejle bjergskråninger ved landsbyen Sontule i Nicaragua står kaffebuskene tæt. Her i skyggen fra den tætte jungle har kaffebønderne i kooperativet Vicente Talavera plukket i døgndrift de første to uger af januar. Nu mangler kun de sidste små røde bær at finde vej til kurvene, der hænger på maven af kaffeplukkerne. Der plukkes med håndkraft, og når høstsæsonen er på sit højeste, hjælper hele familien til. Det er ikke helt tilfældigt, at børnenes sommerferie i Nicaragua falder sammen med høsten af landets vigtigste eksportafgrøde.

Francisco Acuña har 8.000 kaffeplanter. Han er med i kooperativet Vicente Talavera, så han kan efter plukningen også benytte sig af kooperativets fælles vådstation, den såkaldte wet mill. Selvom han har fire døtre og tre sønner, har han alligevel brug for hjælp, når høsten er på sit højeste. Når der som nu kun er få bær tilbage, foretrækker han at plukke alene, mens han går og snakker med planterne.

Når kaffebonden har samlet et par sække af de modne, røde bær, bærer han dem til kooperativets vådstation. Her hældes bærrene i en stor kværn, der skiller frugtkød fra bønner. Hvert enkelt bær indeholder to grønlige bønner, som omhyggeligt samles i sække. Frugtkødet samles også sammen og smides til gæring. Efter 3-4 måneder kan det bruges som gødning af kaffeplanterne.

I den anden ende af anlægget har Alexis Gámez netop hældt sine bønner ud i en lang vaskerende. Han får hjælp af sin far og to andre i kooperativet, Marlon Villareyna og Marvin Perez. Bønnerne vaskes grundigt, og vandet hjælper med den første grovsortering af gode og dårlige bønner. De dårlige kaffebønner er lettere og flyder ovenpå, og da vaskerenden skråner let, strømmer alle de dårlige bønner ned i den ene ende, mens de gode ligger tilbage. De gode bønner sælges til eksportkaffe, de dårligere bønner drikker bondens familie selv, mens de allerdårligste sælges til naboer, som ikke selv dyrker kaffe.

Efter vasken spreder Alexis de våde bønner ud i en indhegnet betongård. Bønnerne skal tørre i fire timer, og det kræver solskin. I dag er det overskyet, og far og søn er bange for, at bønnerne ikke kan nå at tørre til tiden. Der går kun én dag, fra kaffen er plukket, til bønderne sender deres røde sække til viderebehandling, og det er derfor vigtigt, at bønnerne tørrer i dag.

Når sækkene er tømt ud, sætter alle fire mænd sig på jorden og går i gang med endnu en sortering af gode og dårlige bønner. Det tager en hel dag at vaske, tørre og sortere, og det er hårdt arbejde. Men når høsten er travlest, samles alle om arbejdet og synger sange, fortæller historier eller hører radio.

Efter tørring og sortering hældes bønnerne endnu en gang i de lyserøde sække, som er grundigt vasket i åen. Herefter skal Alexis og hans far have dem transporteret ned til lavlandet. Oftest sker turen på motorcykel, hesteryg eller med bussen. De store sække vejer hver 63 kilo, så når der er mange, slår bønderne i Sontule sig sammen og lejer en bil et par dage. I dag er det dog sæsonens sidste sække, så Alexis må tage bussen.

Nede i lavlandet afleverer bønderne kaffen på en vejningsstation. Her kvalitetskontrolleres kaffen ved en måling af luftfugtighed og procentdelen af knækkede og dårlige bønner. Er kaffen god, får bonden en god pris. Samtidig registreres alle oplysninger om bonden, dyrkningsmetode, skyggeplanter og gødning. Oplysningerne følger den bestemte sæk kaffe i resten af produktionen og sikrer, at forbrugeren hjemme i Danmark kan spore sin kaffe tilbage til oprindelsesstedet.

Fra vejningsstationen sendes kaffen med lastbiler til tørrestationer, hvor bønnerne spredes ud på sort plastic og derefter ligger i den bagende sol.

Arbejdet på tørrestationen er tørt og varmt, og alle arbejderne har hyllet ansigterne i tørklæder, kasketter og slidte T-shirts for at beskytte sig. Hænderne er også pakket ind, da det sorte plastic bliver meget varmt i solen.

Bønnerne skal tørre i 4-5 dage i solen, og hver aften pakkes den sorte sæk sammen, så kaffen ikke får fugt. Luftfugtigheden i bønnerne skal i tørringen reduceres fra 40 procent til 12 procent

Herefter begynder den maskinelle proces, hvor kaffen først renses for småsten, græs og andre fremmedlegemer. Derefter fjernes det tynde, tørre lag yderst på bønnen. Et lag, som minder om pergament. Så er bønnerne klar til en maskinel sortering, hvor de inddeles efter størrelse og kvalitet. De allerbedste ryger direkte i sækkene til eksport, de næstbedste bønner skal sorteres igen – manuelt. Her på Soppexcca Dry Station sidder omkring 40 kvinder ved et kørende bånd og sorterer de knækkede og mørke bønner fra. Båndet kører hurtigt, og kvinderne er derfor stærkt fokuserede på de små grønne bønner, der hopper og danser forbi.

Til sidst hældes kaffebønnerne på sække. Hvide sække til økologisk kaffe og røde til almindelig kaffe. De små mærkater med oplysninger om kaffens oprindelsessted følger stadig kaffen. På lastbiler fortsætter bønnerne nu deres tur til Honduras, hvorfra de kan skibes af sted på store containerskibe til Amsterdam og derfra videre ud til de europæiske kaffedrikkere. En stor del af den nicaraguanske kaffe ender på Merrilds fabrik i Kolding, hvor den ristes, males og pakkes til de danske forbrugere. Du kan følge kaffen fra bonde til forbruger her på Merrilds hjemmeside: www.merrild.dk/goodorigin