Det valg, der virkelig hjælper, er at tænke i holdbarhed

Af Bente Schmidt | 31. oktober 2008

Kigge Hvid, Adm. direktør INDEX 2005:

Hvor meget tænker du på miljøet, når du køber tøj?

Det tænker jeg ikke særlig meget over. Jeg tænker mere på vejret udenfor – om det er koldt eller varmt.

Hvor vigtigt er det for dig, om tøjet er produceret af for eksempel økologisk bomuld?

Hvis jeg står med valget mellem en almindelig T-shirt og en økologisk, så vælger jeg den økologiske. Men jeg er usikker på, hvor sikre vi er på økologien. Der er så mange andre ting, der også spiller ind. Produktionen og transport af tøjet fra for eksempel Indien til Danmark. Jeg tror, at det valg, der virkelig hjælper, er at tænke i holdbarhed. Jeg køber tøj og sko af en kvalitet, som kan holde i mange år.

Hvor meget økologisk tøj har du i dit klædeskab?

Jeg har nogle økologiske T-shirts og en del »langtidsholdbart« tøj – det jeg kalder grundelementer – som for eksempel bukser, støvler og overtøj.

Hvor har du købt det?

I Italien og i Schweiz.

Hvor let/svært synes du, det er at finde økologisk tøj?

Det bliver lettere og lettere.

Hvad er vigtigst – at tøjet er smart, eller at det er miljørigtigt produceret? Det er en kombination.

Det er en ligevægtig vurdering.

Er der noget tøj, som du ikke kunne drømme om at købe ud fra et etisk perspektiv?

Hvis jeg vidste, at et bestemt mærke får deres tøj produceret under dårlige forhold eller bruger børnearbejdere, så vil jeg selvfølgelig gå langt uden om det mærke. Men ellers ikke. Jeg går for eksempel gerne med pels.

Hvordan tror du, at fremtiden ser ud for det økologiske tøj?

Der er gode perspektiver, synes jeg. Danske Noir er blandt andre med til at vise vejen. Som alt andet i verden udvikler moden sig også i den retning, men det er en kompleks problemstilling, og jeg tror ikke, at vi nødvendigvis har viden nok til helt at gennemskue alle aspekter.

Hvornår køber du tøj med god samvittighed?

Når jeg køber tøj, der er langtidsholdbart. Altså i en god kvalitet, der kan holde mange år.

Hvornår køber du tøj med dårlig samvittighed?

Når jeg har lyst til at være kæk i aften, men godt ved, at det, jeg køber nu, det gider jeg ikke gå med i morgen.

Køber du økologiske fødevarer – hvilke?

Ja, det gør jeg, for det smager bedre. Smagsforskellen mellem hakket økologisk kød og almindelig fars er stor. Det er næsten et helt andet produkt. Men jeg er ikke fanatisk. Jeg vil tro, at omkring en tredjedel af mine fødevarer er økologiske.

Mere om Økologisk mode

LÆS SENESTE SAMVIRKE