Tegneprogrammer til haven

Bliv din egen havearkitekt ved hjælp af avancerede eller lette tegneprogrammer. Bolius har fundet 5 gode tegneprogrammer til haven.

Nu kan du selv designe din have hurtigt og lækkert med tegneprogrammer, så du kan få et godt overblik over din drømmehave.

Ved hjælp af både enkle og mere avancerede tegneprogrammer kan du blive landskabsarkitekt for din egen have og designe og planlægge lige præcis den have, du vil.

Bolius har fundet 5 tegneprogrammer – nogle er gratis, og andre koster penge.

Hvis du har brug for professionel hjælp, kan du få en havearkitekt til at lave en plan for din have.

1. Gardenplanner: Enkelt tegneprogram i 2D

Det er let og hurtigt at komme i gang med Gardenplanner, hvor du i 2D kan trække rundt med forskellige elementer som planter, træer, stakitter, bygninger, mennesker og dyr.

Du kan vælge programmet både som en gratis og en betalt version.

Gratis version

Hvis du vælger at arbejde i den gratis version, går du direkte ind på hjemmesiden og opretter dit projekt, som du dog ikke kan gemme eller arbejde videre på – kun printe ud på din printer. Hvis du alligevel ønsker at arbejde videre på dit projekt, kan du trykke ’Prt Scr’ (print screen) på dit tastatur og indsætte billedet i et tekstbehandlingsprogram (som fx Open Office Writer og Word) eller et billedprogram (som IrfanView, Picasa og The Gimp).

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Betalt version

Hvis du gerne vil gemme og arbejde videre på dit projekt uden først at skulle ad omveje med ’Prt Scr’-tast, tekst- eller billedbehandlingsprogrammer, kan du downloade en betalingsversion på Gardenplanner.

Du kan også downloade en prøveversion, der har vandmærke.

Pris: 310 kr.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

2. Sketchup: Gratis tegneprogram i 2D og 3D

Sketchup kan meget af det samme som professionelle programmer og kræver derfor lidt øvelse.

Ud over at du kan strække, kopiere, rotere og male, hvad du vil, kan du også omforme 2D til 3D-figurer. Desuden er der en del gratis 3D-modeller, du kan bruge som udgangspunkt. Når du er færdig med din model, kan du printe resultatet ud.

Du kan få hjælp til SketchUP via videoer på YouTube og supportfora.

Gratis

www.sketchup.com

Her kan du læse en guide til, hvordan du kan bruge Sketchup

3. Gør det helt selv: Brug din computers tegneprogrammer

Ifølge et blogindlæg på Havefolket.com kan du med få streger i det simpleste tegneprogram designe din have og finde lige netop den løsning, der passer dig bedst.

Forfatteren af indlægget guider dig igennem eksempler på nogle af sine løsninger for havedesigns – fra pergola-indramning af en gårdsplads og design af bede til anlæggelse af et lille bassin med bevoksning omkring. Det gør hun bl.a. via egne fotos, Microsofts tegneprogram Paint og det gratis Photoshop-agtige fotoredigeringsprogram Paint.NET.

Og som hun siger: - Du behøver absolut ikke at være computernørd eller uddannet grafiker for at kunne åbne et billede i et simpelt tegneprogram og slå et par streger. Jeg kan kun opfordre til, at man gør forsøget, næste gang en haveidé trænger sig på.

Gratis

4. Home and Landscape Design: Tegneprogram for den ambitiøse amatør-havearkitekt

Punch Software har flere programmer til at designe og indrette hus og have – både for amatører og professionelle. Home and Landscape Design er udgaven til begyndere.

Tegneprogrammet er nemt at komme i gang med, og på få timer kan du lave dit første design.

Er du registreret bruger af programmet, har du adgang til et engelsksproget forum, hvor du kan stille spørgsmål og få hjælp.

Pris: 350 kr. (50 dollars)

www.punchsoftware.com

5. Chief Architect Home Designer: Tegneprogram for den ambitiøse og lidt mere avancerede amatør-havearkitekt

Tegneprogrammer fra Chief Architect Software henvender sig både til professionelle og gør det selv-folk og omfatter alt fra konstruktion af et hus, badeværelser og køkkener til design af interiør, anlæg af have, udekøkkener og terrasser.

Tegneprogrammet til design af din have, hedder Home Designer Essentials og kan bruges af amatører.

I programmet kan du bl.a. arbejde med 2D og 3D, forskellige niveauer i haven (som fx bakker og forhøjninger), konstruktion af terrasser, pools, damme og havestier.

Du kan også vælge mellem mere end 3.600 planter, buske og træer – og se, hvordan dit valg af beplantning vil trives og vokse både ud fra placering i din have og klimazone. Du har også mulighed for at lave udtræk over, hvilke materialer – og hvor meget – du skal købe til fx din selvdesignede veranda eller særlige bed i forhaven.

Er du registreret bruger af programmet, har du adgang til et engelsksproget forum, hvor du kan stille spørgsmål og få hjælp.

www.homedesignersoftware.com

Pris: 412 kr. (59 dollars)

Læs mere om