Skriv ind: Jeg bestod næsten...

Da jeg var oppe til min første køreprøve, skulle jeg køre af en lidt smal gade, hvor folk parkerede ude i siden.
Der holdt en bil og ud af den steg en tyk mand. Han stillede sig op ad sin bil og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne komme forbi - det mente den motersagkyndige ikke og bremsede.
Derefter trak manden maven ind og så var der pludselig masser af plads.

Heldigvis bestod jeg næste gang.

Min far fik lov til at køre mig til den teoretiske prøve. Det gjorde han med min ny bil - ja, vi havde købt den lidt på forhånd. Han havde desværre ikke tjekket, om der var benzin nok i tanken. Men vi nåede det. Jeg gik ind og var nød til at løbe ud igen, jeg havde glemt mit pas. Det var jo en god start, men det gik fint nok. Så kom den praktiske prøve nogle dage efter det.
Jeg ved ikke, hvordan i gør det her i DK, men jeg sad i bilen med min kørelærer til højre og en mand fra kørekort-amtet på bagsædet. Jeg syntes ikke godt om ham, fordi han lugtede simpethen so klamt af koldt pibe og virkede sur.
De hentede mig hjemmefra og første opgave var at køre på motorvejen for at komme ind i byen. Der var rimelig meget traffik og jeg turde ikke at overholde en lastbil, fordi den kørte omkring hastighedsgrænsen. Skulle jeg overhale inden jeg nå til afkørslen, skulle jeg køre for stærk - men amtsmanden gav grønt lys, så var det jo i orden.
Vi kørte igennem mange små brostenslagte gader i Lübeck, der er ikke meget plads og min kørelærer pegede til tider til vendste, når jeg kom for tæt på de parkerede biler. Normalt var det ikke nødvendigt, men jeg var en smule nervøs.
Så skulle jeg parallelparkere - det er noget jeg var god til - når der var biler. Men vi havde jo en helt særlig situation. Der var masser ledige parkeringspladser, hvor vi kørte. Derfor fik jeg til opgave at parallelparkere langt væk fra andre biler, mine grænser var 2 træer der stod 1 m hen på fortovet. Det kan simpelthen ødelægge alt for en ung bilist, fordi alle die orienteringspunkter man har lært at bruge, bliver meget fiktiv. Efter mit første parkeringsforsøg stod jeg derfor en halv meter fra kantstenen og fik lov til at prøve igen.
Jeg blev rigtig nervøs.
Da vi afleverede amtsmanden igen, fik jeg at vide, at jeg kørte for usikker, for forsigtig og har slet ikke styr over det med at parkere. Tak. Jeg troede jeg var dumpet. Men... jeg fik alligevel kørekortet. Jubii. Jeg kunne bare ikke køre hjem, jeg skyndte mig at hoppe over på min kørelæreres plads.
Sidenhen kører jeg ganske fint i alt der hedder bil.

Jeg fik kørekort i 1974 som rekrut på Grønnegades Kaserne i Næstved. Uden at have noget førerbevis på forhånd, begyndte jeg køreruddannelsen i en J6 Bedford lastvogn og min kørelærer var korporal Øvre. Udkørslen fra kasernen var meget smal og man skulle ud på ligeleds smal ensrettet gade. Til køreprøven var den prøvesagkyndige en let kolerisk kaptajn. Jeg drejer ud og der holder en ulovligt parkeret ølvogn og fyldte over halvdelen af vejbanen. Jeg tog en hurtig beslutning og kastede lastvognen op på det modsatte fortov de venstre hjul oppe på fliserne. Samtidig rullede kaptajnen vinduet ned for at trække spejlet ind så jeg kunne komme forbi. Det nåede han ikke helt før jeg ramte hjørnet på ølvognen og han klemte sine fire fingre gule og blå. Behøver jeg at nævne at han blev en anelse vrissen og højlydt bekendtgjorde at jeg var dumpet. Min kørelærer tog det mere roligt og sagde at han mente at det eneste jeg ville dumpe på, var en påkørsel og det gjorde jeg jo også - det var heller ikke hans fingre. Mange år senere mødte jeg kaptajnen igen, han har aldrig glemt mig :-)

Jeg valgte, som det sidste element i min køreprøve, at lave en trepunkts vending ud for politigården, hvor jeg så bakker ind i et træ... Kommentaren fra den motorsagkyndige var genial. Han kigger rolig på mig og siger: Ja... Man kan jo desværre ikke få kørekort når man bakker ind i et træ... :-)

Kære dagbog!

Endelig oprandt dagen for min køreprøve! Lidt over otte på en kold men tør januar morgen, kom prøvesagkyndig Jørgen ud fra kontoret på køreteknisk anlæg i Randers. Vi gav hinanden hånden, og satte os til rette i Toyota'en.

Efter at have kigget på mine papirer, og kommenteret på min relative høje alder for en køreskoleelev, startede prøven. Først spurgte han ind til hvad ratslør var, og hvordan jeg ville kontrollere bilen for det. Derefter ville han høre lidt om kørelyset: "Hvor langt frem skal kørelyset kunne oplyse vejen?", spurgte han.

"30 meter" svarede jeg, og tilføjede at det skulle være asymmetrisk over mod højre side af vejen, og have et fald på 1% pr. meter. Så havde han hørt nok, og vi trillede forsigtigt ud fra parkeringspladsen. De første 5 minutter gik i adstadigt tempo. Foran os havde vi to lastbiler, den ene en køreskoleelev, samt en gravko!

Jørgen bad mig køre ind mod byen af Hadsundvej og følge Ringvejen rundt, til jeg kom til rundkørslen ved Hobrovej. Så kørte jeg ind mod midtbyen og ned til Mariagervej, hvor jeg drejede til højre. I bunden af Mariagervej drejede jeg til venstre og fortsatte langs med Strømmen over i kvarteret ved Tøjhushaven, op forbi politigården, og videre forbi sygehuset. I et villakvarter i nærheden, bad han mig om at lave en trepunktvending. Dagen forinden havde jeg trænet det med Thom uden problemer, og det gik også legende let i dag!

Efter den lille test kørte jeg videre hen på Glarbjergvej - forbi min fars gamle lejlighed - og svingede til venstre ud på Hadsundvej. Så var kursen sat mod køreteknisk anlæg!

Hvor lang tid prøve tog ved jeg ikke, men den føltes sikkert længere end den var! Jeg var super koncentreret, og forsøgte undervejs at small-talke med Jørgen for at vise overskud :) Tror det lykkedes rimelig godt! Han fortalte mig, at han til daglig var hundefører ved politiet, og at han var glad for at bo i Randers. Så talte vi lidt om byens potentiale, som vi kørte rundt i de forskellige kvarterer. Jeg havde fortalt ham om mit arbejde ved Erhverv og Udvikling, og undervejs på turen faldt det naturligt at nævne alle de mange spændende projekter, der var sat i søen for at skabe fremtidens Randers.

Da jeg havde parkeret bilen, var jeg en smule spændt. Syntes selv det var gået godt, men jeg kunne ikke være sikker på noget. Jørgen var dog fint tilfreds, så kørekortet var i hus!

Hvilken fed fornemmelse! Efter så mange måneders undervisning er kortet endeligt mit! Bare tanken om at jeg køre, hvor hen jeg vil, fremkalder et stort, smørret smil :) De næste uger skal jeg sørge for at få kørt nogle ture, så jeg kan blive endnu bedre. Håber jeg kan låne fars bil, og få ham med på tur. Han kan sikkert også lære mig nogle nyttige fif!

Over and out!

Chris

Ovenstående er taget fra min blog. Her kan du også se billeder fra dagen :)

http://curious-creative.blogspot.com/

Jeg dumpede fordi:

Da manden steg ind i bilen var han mega sur og påstod at vi var for sent på den, Faktisk var vi 10 min. for tidligt.

Efter en meget ubehagelig køretur med et surt "dyr", forlangte han at jeg skulle dreje til venstre at en gade, ( der var indkørsel forbudt og drejning til venstre forbudt), det nægtede jeg selvfølgelig og forklarede at det var forbudt. Rasende sagde han " kør ind til siden NU"
Det gjorde jeg, for jeg var faktisk blevet bange for ham. (Parkering forbudtskilt). Idet han steg ud, fik jeg denne kommentar.
Når du bliver voksen kan du jo prøve igen.Men det bliver aldrig hos mig.
Jeg græd hele vejen hjem, på bagsædet. Jeg rystede som et espeløv da jeg kom hjem. Ugen efter gik jeg op hos en anden mand og bestod med glans og stjerner. Han sagde at jeg var en af de beste elever han havde haft det år. Det hjalp mig.
Senere hørte jeg at andre også havde klaget skriftlig over den første Sagkyndig og at han blev fyret på gråt papir og uden pension.
Sådan!!

Vores ældste fik sit kørekort i efteråret 2010 efter at have dumpet 3 gange. Vi var desperate! Overvejede om det var kørelæreren, der var noget galt med, om sønnen bare ikke KUNNE lære at køre bil osv. Jeg ringede sågar til motorkontoret og fik en snak med den motorsagkyndige om det.

En af gangene dumpede han, fordi han ikke sagtnede farten og holdt øje med en sidevej, hvor der boede en entreprenør med tung lastvognstrafik. Lastvognene havde fuld vigepligt, men den motorsagkyndige (som selv havde mistet en søn ved nøjagtig sådan en ulykke) havde erfaring for, at lastbilerne ikke altid så sig for, så derfor dumpede hun ham!

Kørelæreren, som var forholdsvis ny i faget, havde sagt, at vores søn SKULLE køre det han måtte, hverken mere eller mindre. Sønnen syntes det indimellem var lidt vild kørsel, men han adlød kørelæreren, for han vidste vel bedst.

Den 4. gang sønnike skulle op, havde han influenza. Han gad ikke køre så vildt, for han skulle jo bare op og dumpe igen. Så bestod han!

Vores 2. søn fik sit kørekort sidste år. Han havde lært af storebrors erfaringer og kørte forsigtigt. Han bestod 1. gang ;-)

Har lige taget kørekort i en ret voksen alder (43).
Skulle så tidligt op til prøve, at jeg ikke kunne nå at få fat på min læge og aflyse. Så gik til prøve med dundrende migræne.
Alt drillede naturligvis, og min ellers ret paralelle paralelparkering endte på fortovet !!! Spændende - synes han....
Men 2. gang gik alt glat, og har ræset land og rige rundt siden ;o)

Jeg fik altid at vide hjemme, at jeg aldrig ville lære at køre bil. Engang da jeg var cirka 10 år fik vi søskende på skift lov til - en eneste gang - at sidde på min fars skød og prøve at styre rattet. Jeg var så nervøs og det gik slet ikke; bilen slingrede fra side til side. Derefter var jeg bare søsteren, der aldrig kunne lære at køre bil.
Mens jeg tog kørekortet prøvede jeg adskillige gange at køre mine venners biler og det gik rigtig fint.

Min kørelærer var et rigtig gabehoved. Han råbte og skreg inde i bilen, når man gjorde noget forkert eller overså nogen. Ikke af ond vilje; sådan var han bare. Det vidste jeg desværre ikke på forhånd, for det gjorde mit skrantende bilistselvværd endnu mere sløjt.

Da jeg skulle til teoriprøve bestod jeg i første hug; havde tre fejl tror jeg (det var lige på kanten).
Dagen oprandt så for køreprøven. Jeg havde ingenting fortalt hjemme, for jeg var sikker på, at jeg ville blive hylet ud af den, hvis de vidste jeg skulle til den endelige prøve. Det var så nemt at drille mig, for jeg havde virkelig ikke troen på, at jeg ville lære at køre bil. Så jeg tog afsted, mens min familie troede, at jeg skulle til almindelig køretime.
Da jeg så skulle op til køreprøven tog min kørelærer og jeg en ekstra tur lige op til og det var godt, for så var jeg varmet op.
Selve køretimen gik SÅ godt - den motorsagkyndige var flink og nede på jorden og jeg glemmer ikke min sejrsrus, da jeg stod med en bestået prøve! Hjemme var de helt overraskede over, at jeg havde være til køreprøve og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde sagt det(!).

Men som min morfar sagde, da jeg viste ham kørekortet: "Det er først nu, at du skal til at lære at køre bil." Det havde han ret i.
Relativt kort tid efter flyttede jeg ind til en større by for at studere og nøjedes med min cykel. Jeg mødte min mand, som boede lidt ude på landet og havde bil. Da jeg flyttede ind hos ham var jeg nødt til at lære at køre hans bil, når jeg skulle i skole. Jeg tudede simpelthen de første mange gange, fordi jeg så en bil 300 meter væk og ikke anede hvad jeg skulle gøre. Min mand lærte mig at køre bil.
I dag er jeg en habil bilist uden skader og mit bilistselvværd er i top. Jeg er ikke ufejlbarlig, men går ud fra, at alle andre i trafikken er idioter. Så er jeg altid klar til at undvige.

Mine søskende? De måtte både op i teori- og køreprøve op til flere gange før de bestod. Så ophørte drillerierne :)

Jeg dumpede fordi jeg nægtede at holde på et sted med parkering/standsningsforbud....

Jeg var soldat i Fredericia i 1972. Jeg skulle have lastbilkørekort. Der var kommet ca. 10 - 15 cm sne, da jeg skulle op til køreprøven. Jeg var den sidste, alle de andre havde bestået. Jeg kørte meget langsomt hen mod et kryds - stopper for at se om der kommer nogen trafik. Det gjorde der ikke, men den sagkyndige påstod, jeg havde overskredet hajtænderne, inden jeg stoppede. Jeg kunne jo ikke se dem p.g.a. sneen, men han vidste hvor de var.
Det var nok mere, at jeg var den sidste, og nogen skulle dumpe!!

Min kørelærer havde sagt til mig, at bilen godt kunne være lidt "træg", når jeg startede den - fordi jeg jo var vant til at komme ind i en bil, der var kørt varm og med startet motor.

Så jeg startede bilen - og ganske rigtigt: Den var lidt træg.
Og det blev den ved med, indtil motorsagkyndig gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke havde løsnet håndbremsen = dumpet!

Resten af turen gik fint. Motorsagkyndig sluttede af med at sige: "Ja, du kan jo godt køre bil, men jeg er nødt til at lade dig dumpe pga. det med håndbremsen".

Så - på den igen! Anden gang bestod jeg heldigvis.

Jeg nåede aldrig ud fra parkeringspladsen. Dagen inden jeg skulle op fik jeg af vide at det måske var en meget god ide og lige læse lidt på de praktiske ting vedr. bilen. Lys, bremselængde, ratslør mv. Men som min kørelærer sagde så var det sjældent de spurgte om disse ting. Men det gjorde de så den dag og jeg blev så befippet at jeg fik blandet det hele sammen og fik derefter svaret. Bare hop ud af bilen. Du kommer ikke ud at køre idag! 2. gang gik det! :-)

En kollega skulle til teori-test på en lokal skole, og blev mødt med spørgsmålet: Hvordan skal en cykel køre over et fortov?
Da han svarede, "At man naturligvis skal stå af, og trække over", fik han at vide: "Vi ses om 14 dage", - for den sagkyndige havde stået på første sal og havde set ham cykle ind over fortovet!

Teoriprøven blev bestået første gang. Men køreprøverne, ak og ve. Jeg var nærmest paralyseret hver gang. Midtvejs kunne jeg udpege den motorsagkyndige ovre på det modsatte fortov.

Jeg fik smøren : " Nogen lærer det........ andre lærer det aldrig. Aldrig var møntet på mig. Til sidst var jeg så priviligeret at jeg selv kunne vælge motorsagkyndig. Min kloge køreskolelærer rådede mig til at lade skæbnen vælge.

Femte køreprøve; Amagerbrogade. Pølsevognsfolket kommer rullende fra alle verdenshjørner. Jeg er som vanlig panisk. I en sidegade til Amagerbrogade kræver den motorsagkyndige den obligatoriske parallelparkering. Mod egen forventning lykkes det. Jeg adlyder ordre om højre og venstresving. Ved sidste højresving spotter jeg en knallert i fuld fart. Jeg venter bare på braget. Efter ordre bringer jeg vognen til standsning. Så følger en meget lang pause. Så siger den motorsagkyndige: " Det er vist ikke nogen dårlig fødselsdagsgave ? ". Sidste køreprøve var 31. maj 1975. Tre dage efter min 25 års fødselsdag.

Min kørelærer må overtage rattet på hjemturen. Jeg er brugt op. Erkender at føre bil er ikke der min force ligger. Jeg dropper ideén om at købe bil. Tre år senere bruger jeg min opsparing som udbetaling til det hus jeg stadig bor i.

Sommeren 1980 er sidste gang jeg sidder bag rattet i min fars bil.Vi skal køre 800 meter fra min fars fætters husmandssted og op til mit hus. Det er lige vej. Lokalbanen er kørt. Folk og fæ er i gang med frokosten.

Jeg kan berolige eventuelle læsere at jeg kun ses enten som cyklist, fodgænger eller som passager i den kollektive trafik.

Den historie må være fra tiden før verdenskrigen!
Hilsen fra en tidligere kørelærer

Til første køreprøve dumpede jeg fordi jeg ikke parkerede tæt nok ved kantstenen i en parallel parkering. "hvad vil du gøre hvis der kommer nogen og parkerer mellem dig og kantstenen?" var motorsagkyndigs kommentar.
Til anden køreprøve kørte jeg for hurtigt.
Inden tredje køreprøve havde jeg besluttet at det var ligegyldigt med det kørekort og sammen med klassekammerater fejret at vi havde haft sidste time i geografi inden studentereksamen - og drukket en del rødvin, men nåede hjem og sove en time inden køreprøve. Jeg var så "beroliget" at jeg da motorsagkyndig satte sig ind i bilen (og det var den samme som havde dumpet mig for at køre for hurtigt) spurgte ham om han troede han kunne holde til det i dag? Vi kørte og jeg var jo sikker på at dette bare var en proforma-tur for, jeg skulle jo ikke have det kørekort og var ligeglad.
Men motorsagkyndig mente denne gang at jeg var en sikker kører og havde valgt en god rute - flere gange når han havde bedt mig dreje til den ene side havde jeg drejet til den anden.
Dette er den eneste gang jeg har kørt med en høj promille. Det var i 1978 og ville forhåbentligt ikke være gået i dag - men jeg har nydt og brugt mit kørekort meget.

Min egen køreprøve gik glat...
Elsker at køre bil og har altid haft nemt ved det :-)

Men sådan gik det ikke min kære mor...

Hun var oppe 3 gange, hvor af hun den ene gang kom til at køre op i bagenden på en bus...

Da hun tilsidst fik kørekortet hjem, og skulle køre første tur i bilen med far, glemte hun princippet om at følge vejen, og tog en festlig tur gennem hækken og ud over bondemandens mark.

Far kikkede bestemt over brillerne og sagde til hende; "Du er velkommen til at tage bilen, men du tager ALDRIG børnene med!".

Siden kørte mor aldrig bil igen. Hun fik en knallert og den har hun mestret, så alle vidste hvem damen i den knaldorange dunjakke var :-P

Jeg tog kørekørt til bil i 1967 hvor jeg dompede 2 gang 1. gang ved overhaling i smal gade, 2. gang ved for langsom kørsel på landevejen men 3 gang gik det meget fint, men det er jo så mange år siden.
Men da jeg var 58 år tog jeg kørekort til Motorcykel det var meget spændende for jeg ville ikke side på bagsædet derfor tog jeg kørekortet
anonym

Jeg har to gange taget mere eller mindre hele pakken med teori- og køretimer osv.
Første gang gik det udmærket indtil dagen på Køreteknisk Anlæg. Min super kørelærer fortalte os inden glad, at hende, der skulle stå for glatbaneprøven idag, var den sødeste, hun nogensinde havde haft med at gøre, og det lød jo godt for os nervøse elever! Vi begynder at køre rundt og udføre øvelserne, men den "søde" dame begynder at 'køre på' mig: vi har jo en slags walkie-talkie liggende på forsædet, hvor vi kan høre hendes instruktioner mv., men hun kan ikke høre os. Jeg får kritik for alt. De få gange, bilen går i stå, bliver det påtalt, selvom de andre intet hører for det, når det samme sker for dem. Vi skal køre så og så hurtigt, men da eleverne foran mig kører ca 10 km for hurtigt, og jeg pænt overholder hastighedsbegrænsningen, er det mig, der får skyld for at køre for langsomt osv. osv. I pausen bryder jeg grædende sammen på toilettet og får et lift til stationen af en - reelt - sød mand, der arbejder på stedet. Derefter opgiver jeg resten af mine køretimer, selvom jeg allerede havde bestået teoriprøven med kun 1 fejl.
Et par år efter beslutter jeg mig for at forsøge igen over en sommer, består igen teoriprøven (denne gang med 2 fejl), og til dagen på Køreteknisk Anlæg er det en mand, der står for det. Han er venlig og fair, og jeg klarer alle øvelserne uden alt for store problemer og består - det gav sådan et selvtillidsboost! :) Jeg skal til udlandet i et år med afrejse i begyndelsen af september, og desværre ender min køreprøve pga ventetid med at ligge kun 2-3 uger før. Selvom min meget erfarne kørelærer er sikker på, at jeg nok skal bestå, og jeg selv føler mig rimeligt sikker, er jeg ekstremt nervøs til prøven. Alt går godt trods mit kraftigt bankende hjerte, indtil jeg på en alndevej bliver bedt om at dreje til højre ad den første vej. Det er et område, jeg aldrig før har kørt i (bor på den anden side af fjorden), og jeg overser på en eller anden måde vejen og ender derfor med at skulle til højre i det næste T-kryds. Det er også landevej med 80 km i timen, og der er en del trafik. Efter min fejl med sidevejen er jeg kun blevet endnu mere et nervevrag, og jeg fejlbedømmer en taxis en del højere fart end det tilladte, da jeg kører ud i krydset, og den køresagkyndige træder også sin speeder i bund. Da vi er kommet tilbage til politistationen, er beskeden, at jeg er dumpet - dels pga de to ting med sidevejen og krydset, og til dels fordi den køresagkyndige mente, at man skal kigge i bakspejlet min. 3-4 gange i minuttet (!), hvilket jeg (og alle andre, jeg nogen siden siden har kørt med) jo ikke gjorde... Prøve nr. 2 kunne først komme til at ligge dagen inden min rejse, og jeg valgte at takke nej. Da jeg således allerede har brugt ca. 15.000 kr. på at tage kørekort uden at få det, har jeg indtil videre valgt, at jeg ikke gider bruge flere penge på det! Jeg har derfor ikke et kørekort idag.
I øvrigt har jeg kun kørt bil 1 gang siden (i udlandet), hvor jeg var den eneste til stede, der kunne flytte en parkeret bil, da den skulle bakkes op ad en meget stejl bakke - hurra for min kørelærers mange øvelser med at 'holde den' på koblingen! :)

I 1987 tog jeg mit kørekort i Silkeborg. Da jeg skulle til køreprøve steg en meget flink mand ind i bilen og vi kom afsted. Den motorsagkyndige virkede rigtig flink og prøvede at gøre stemningen afslappet, MEN samtidig med talte han rigtig meget om alt muligt. Jeg var i forvejen rigtig nervøs men alt den tale gjorde mig endnu mere nervøs. Så på et tidspunkt kører vi ned af en vej som midt på bliver ensrettet. Det vidste jeg godt, havde jo kørt der med kørelæren rigtig mange gange. Men pga. hans snakken og min nervøsitet tjaa så gik der lige en klap ned, så jeg kørte ind i den forkerte ende af en ensrettet :-) Så måtte op til køreprøve igen, men denne gang med en motorsagkyndig ( der var berygtet for hans dumpeprocent) der ikke sagde andet end hvor jeg skulle køre. Og jeg bestod !! og siden kørt og nydt at køre.

Har desværre ikke selv fået kørekort endnu, men min kære far tog kørekort da han var i hæren i 1968 i en alder af 20 år. I sin egenskab af at være mekaniker, stod han blandt andet for reparationer af køretøjer. En dag skulle han flytte en lastbil, men manglede stort kørekort. Hvordan fik han så det? Meget nemt, hans overordnede bad ham finde kørekortet frem, hvorpå han stemplede min fars kørekort, sagde "Sådan, så har du tilladelse til at køre lastbiler fremover.!" Det samme skete med motorcykelkørekortet!!! (Bare det gik så nemt for mig. :)

Da jeg tog kørekort blev jeg altid hentet i en bil der var startet og stod i tomgang! Prøvede faktisk ALDRIG selv at starte bilen.
Til køreprøven holdt min kørelærer´s bil parkeret på en p-plads slukket.Jeg sætter mig ind og det gør den motorsagkyndige også.
Jeg blir´bedt om at starte ,men noget går galt! den vil ikke starte.... jeg sidder febrilsk og tænker og ser i bakspejlet min kørelærer komme spænende og rive passager døren op! "Undskyld men jeg har aldrig fortalt hende at der er ratlås på bilen", siger han. Hvorpå den motorsagkyndige siger til kørelæreren: "ja så er det jo dig der er dumpet".
Efter denne episode blev bilen startet og jeg bestod.

Første gang jeg skulle op til køreprøve, var det selvfølgelig hos den motorsagkyndige, som min kørelærer havde sagt altid var sur og dumpede for de mindste ting. Jeg startede frisk ud og på en tosporet vej i Odense med ret meget trafik, fik jeg besked på at dreje til venstre ved næste lyskurve. Efter at have orienteret mig trak jeg ud i venstre vognbane. Den motorsagkyndige mente ikke at jeg havde givet plads nok til den bagvedkørende bil. Vi fortsatte dog med at køre. Senere skulle jeg passere nogle parkerede biler. Der var plads nok mente jeg. Men nej, det mente den motorsagkyndige ikke, så dermed var turen slut. Min kørelærer, som havde siddet på bagsædet under køreprøven, mente nu heller ikke at jeg havde været for tæt på. Men 2. anden gang var det heldigvis en anden jeg skulle op hos. Så der gik det hele glat igennem. Han sad og hyggesnakkede hele turen.

Jeg tog kørekort i sommeren 62 - udelukkende fordi det var nødvendigt af hensyn til mit arbejde som journalist. Den første dag sukkede kørelæreren dybt og stønnede "Én til!!!", da jeg kikkede ned og så tre pedaler og derefter forundret spurgte: "Der skal være en gaspedal og en bremse, men hvad er den tredje til?".
Men mine forældre havde - som de fleste danskere dengang - ikke råd til bil, og teknik havde aldrig interesseret mig.
Nå, efter alt for mange timer - ca 30, hvoraf en alt for stor procentdel af tiden gik med politiske skænderier med kørelæreren - kom jeg da til køreprøve.
Klarede den teoretiske prøve på fire minutter og 40 sekunder. Det ku' man dengang, hvis man kunne teoribogen udenad. Og det havde jeg været nødt til at kunne, fordi teoritimerne kolliderede med mit job, så jeg kun nåede at deltage i en enkelt. Jo, det ku' man også dengang.
Men så kom selve ildprøven på asfalten. Jeg havde gelé i knæene, men gennemførte den fejlfrit og åndede lettet op - indtil den motorsagkyndige lænede sig tilbage og så passede trist ud: "Beklager, jeg bliver nødt til at dumpe dig. Du kørte alt for forsigtigt."
"Det havde jeg dælme ikke gjort, hvis du ikke havde siddet dér," tænkte jeg, men nåede ikke at sige noget, før min kørelærer eksploderede fra bagsædet.
Debatten mellem de to eksperter var ikke til at kende fra et skænderi. Jeg bed mig i tungen for at holde kæft, for jeg skulle igennem den forbistrede prøve.
Næste køreprøve blev fastsat - alt for længe efter den første, syntes jeg - og inden da fik jeg tre-fire køretimer mere for at få rutinen i orden.
Endelig kom dagen, og jeg kørte uden nogen kommentarer fra kørelæreren. På et tidspunkt beordrede han venstresving, og det foretog jeg, selv om der kom en modkørende lastbil. Jeg ville ikke risikere at blive dumpet for forsigtighed og klarede hurtigt venstresvinget uden at genere lastbilchaufføren.
Da vi holdt ved politistationen, sagde den sagkyndige med fornyet bedemandsmine: "Beklager, du skulle have holdt tilbage og ladet den lastbil passere først. Vi ses igen."
Og fra bagsædet eksploderede min kørelærer igen. Uden resultat.

Beklager - jeg blev ikke færdig.
Så var det ferietid for den motorsagkyndige, så der gik det meste af en måned før den tredje prøve. Og selvfølgelig skulle jeg lige have nogle få timer for at holde rutinen i orden. Det blev et ret dyrt kort.
I de følgende dage foreslog bekendte mig at finde en anden kørelærer. De kunne fortælle grumme historier om gensidig antipati mellem netop min kørelærer og den motorsagkyndige.
Det var jeg nu for stædig til, så jeg mødte sammenbidt til tredje prøve og gennemførte uden fejl. Hvilket den motorsagkyndige nådigt accepterede, dog med en bemærkning om, at jeg stadig kørte en anelse for forsigtigt.
Han må næsten have kunnet se dampen, der stod ud af mine ører, men det lykkedes mig igen at holde kæft og nikke. Jeg SKULLE have det kort af hensyn til mit job.
Efterspil: Fire-fem år efter havde jeg fornøjelse af at kunne fortælle mine læsere, at samme sagkyndige under en køreprøve var blevet så rasende over en bilist, der kørt for hurtigt og hensynsløst, at han kommanderede staklen bag rattet til at forfølge vognen - og så gik det ud ad Vestergade med over 70 km i timen trods 50 km/t fartbegrænsning - indtil eleven bag rattet øjnede en chance for at parkere vognen lovlydigt, hvorpå hun grædende nægtede at køre en meter løngere.
Så var hun jo dumpet - men hun klagede rasende til politimesteren, så den sagkyndige dumpede også. Han blev sat fra jobbet.
Og ærligt talt - jeg nød at skrive hver linje af den historie.

Jeg har indtil videre været 2 gange op til køreprøven. Den første dumpede jeg reelt på at jeg ikke var opmærksom på en kørende bil fra højre sidevej, hvor jeg skulle lave et venstresving i kryds. Det endte med at køreprøvesagkyndingen bremsede, så var den køreprøve officielt dumpet.

den 2. gang dumpede jeg reelt på at jeg kørte ind på en indkørsel forbudt skilt, og dermed at jeg placerede mig ved venstre vognbane under et lille kryds med uden striber.

Jeg er dumpet to gange inden bestået køreprøven. Den første gang var i et vejkryds på villavej hvor en gammel kone med stok kom gående ud i krydset og jeg skulle bare ligeud, men bremsede ikke helt op for jeg tænkte hun nok stod stille og lod mig køre, men nej, jeg havde ubetinget vigepligt for hende og var dumpet! øv.... jeg skulle have noget mere øvelse, og var heller ikke fra et hjem med forældre med bil.

2. gang var fordi jeg i 1970 hvor der var rigtig travlhed med biler i Kødbyen i København var kommet derind og skulle orientere mig, det var ikke nemt og nervøsiteten gjorde at jeg var ved at lave sammenstød og var dumpet! kørelæreren trådte på bremsen for mig! Og sagde at jeg skulle have nogen flere timer!!! Øv, øv....
Anne Jensen