Sådan er den perfekte kunde

Det er let at skælde ud på kasseekspedienten, når der er kø i kassen, eller varerne flyder i gangene, men måske skulle man gribe i egen barm bare en gang imellem og tænke over, hvordan man selv kan være en god kunde.
kunde i supermarkedet

Smil, og verden smiler til dig, siger man. Det gælder også, når du køber ind.

Vi kalder dem ikke kunder

Nana Sjölander Westh har arbejdet i Irma i 8 år og er serviceambassadør i den butik, hvor hun er ansat. Alle Irmas butikker har sådan en ambassadør, som har ansvaret for, at personalet lever op til kædens standarder for kundepleje.

Netop de standarder er høje i kæden, og Irma ligger i top, når man måler på kundetilfredshed i dagligvarebranchen.

Hvad er det, I kan give kunderne, som de andre ikke kan?

"I Irma kalder vi det ikke kunder. Her kalder vi det gæster. Vi holder servicemøde et par gange om året, hvor vi taler om og lærer om, hvordan vi gerne vil opføre os overfor dem, som kommer i butikkerne. Vi vil gerne opføre os, som om vi havde gæster derhjemme. Vi hilser for eksempel altid pænt både goddag og farvel," siger Nana Sjölander Westh.

Udover kurserne har Irma også en kasseskole, hvor alle nyansatte kommer forbi for at lære, hvordan de ser på og udfører kundeservice i butikkerne, og de nye ansatte får også udleveret en serviceguide, som beskriver, hvordan personalet skal opføre sig i stort set alle tænkelige situationer.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan er den perfekte kunde

Samvirke har samlet 4 kendte indkøbssituationer og spurtg Nana Sjölander Westh, hvordan hun mener, den perfekte kunde skal opføre sig.

Hvordan skal den perfekte kunde opføre sig når:

  • Han har væltet noget ned fra en hylde eller opstilling

"Hvis det er noget, der er gået i stykker, skal han komme hen og give besked. Så skal vi nok sørge for at rydde op, for det er en del af vores arbejde. Hvis det ikke er en masse varer, og de ikke går i stykker, synes jeg, han skal samle op efter sig, så varerne ikke ligger til gene for andre kunder."

  • Han har ombestemt sig og vil alligevel ikke have en vare, han allerede har lagt i kurven

"Den perfekte kunde lægger varen på plads, hvor han tog den. Det er særligt synd, hvis man tager en vare, som skal ligge på køl, for vi kan ikke sælge den, når den er blevet varm, og det er unødvendigt madspild."

  • Han er nået op til kassen og skal lægge varer på båndet

"Den perfekte kunde lægger stregkoderne opad og på række, så de er lette at scanne. Og så lægger han varen, så den ikke kommer til at ligge på tværs og får varerne til at falde ud over eller stopper båndet.

  • Han begynder at pakke sine varer, før han har betalt

"Den perfekte kunde må meget gerne begynde at pakke sine varer, mens de bliver kørt gennem scanneren. Men det er rart, hvis han tænker sig om, og får det timet, så han er klar til at betale, når ekspedienten har kørt alle varerne igennem.

Læs mere om