Rengørings ballet på værelse 242
Rengøring handler om teknik
Hotelstuepige Ann Tadsas løftede arme lander et lagen som en faldskærm ned på sengen. Det falder, som det skal, med 20 centimeter, der rager ud over hver kant.
Det hele bliver foldet ind under madrassen, så det ligger strakt og glat på sengen.
»Det er teknik det hele,« siger hun som forklaring på den hurtige forandring fra kaos til orden, renhed og glatte sengetæpper.
Først skal de tomme dåser cola og pilsner pakkes
Rækkefølgen er den samme hver gang.
Tomme colaer og Carlsberg Pilsner bliver som det første pakket i sorte affaldsposer og hængt på en segnefærdig rengøringsvogn ude på gangen, og favnfulden af våde håndklæder og sengenes brugte linned er samlet i en slap bunke ved døren. Bad, wc og håndvask er poleret blankt, før sengene bliver klædt på.
Støvsugeren følger uret hele værelset rundt
Ann Tadsa tænder sin Nilfisk vz 934 på kontakten ved døren og kører mundstykket over gulvtæppet i lange bevægelser, mens partikler af snavs klikker i støvsugerrørets metal. Rør uden mundstykke æder støvet langs kanterne på senge og paneler, og hele værelset er suget for støv på tre minutter. Som det sidste griber hun et rent viskestykke og tørrer tvskærm, bordflader og vindueskarm med en lang blød gestus, der begynder ved døren og følger uret hele værelset rundt.
Det tager 15 minutter at gøre et hotelværelse rent
15 minutter er gået, siden hun satte nøglen i døren og mærkede den første lugt af rejste mennesker. Nu kan værelse 242 på Hotel Absalon, Helgolandsgade i København, igen indtages - måske af det hold jyske gymnasieelever, der sidder på weekendtaskerne og venter nede i hotellets aula.
Ann Tadsa fra Thailand har i 10 år gjort rent på københavnske hotelværelser.
Hun har også arbejdet som oldfrue, men blev stresset af at lære andre op og føre tilsyn med kollegernes arbejde. Det er bedre at gøre rent selv. Det førte endda i 2004 til en lille rolle i tv-serien, »Forsvar« med skuespilleren Paprika Steen.
Kun en lille scene, hvor hun ordnede den store 5. sals suite.
Fester på værelset er svære at gøre rent efter
En standardrengøring som den på værelse 242 er ikke vanskelig. Svært bliver det først, når der er holdt fester på værelserne, især fodboldfester, når svenskere, nordmænd, fynboer og bornholmere overnatter efter en aften i Parken, og de halvtømte dåser og flasker nærmest gror op af gulvet eller er rullet ind i dynen, så rullemadrassen må til vask.
Et brugt hotelværelse lugter altid lidt af krop
Lugten af brugt værelse er noget, man skal vænne sig til. Hver gang hun åbner en ny dør, strømmer den imod hende.
En blandet lugt af krop, sure tæer, vådt overtøj, brugte håndklæder. Derfor lader hun vinduet stå de første fem minutter om vinteren, så det bliver køligt med den hvide kortærmede poloskjorte. Om sommeren får vinduet lov at stå, indtil hun er færdig og lukker døren efter sig.
»Jeg tænker faktisk over det, når jeg selv har været på ferie og tjekker ud fra et hotelværelse. Hvordan lugter der efter mig? For en lugt er der altid selv fra de mest renlige,« siger Ann Tadsa.










Påskelammet på bordet og marken
Undgå at blive syg af grillmaden
Verdens mest solgte bil
Spøjse juletraditioner rundt om på kloden
Lær at trylle – se 6 nemme tryllekunster
Patienter med pels
Se mit elskede køkkenredskab
Fortæl os: Hvad ønsker du dig ikke i julegave?
5 af Danmarks bedste kassedamer
12 retter til en lækker julebrunch












Andre kommenterer på
Her er 10 af de værste saltsyndere du skal passe på 6
Sådan får du rene ruder uden striber 10
Debat: Hvor blev salmiakstangen og knaldtyggegummiet af? 178
10 ting du kan bruge bagepulver til 16
Sådan mærker du om bøffen er stegt 6