Gris

Økologisk svinebrug kan betale sig

For en økologisk frilandsgris starter livet i en hytte på en græsmark. Risbjerg Landbrug er Fyns eneste økologiske svinebrug. De har i tre år produceret øko-grise til danskerne, og fremtiden ser lys ud.
Af Malin Præstiin | Foto: Nicky Bonne | 28. november 2010
En griseunge dier ved sin mor
Smågrisene får lov at gå rundt som de har lyst

Søerne får altid frisk luft

På den store mark løber hundredvis af smågrise på opdagelse overalt og i hinandens hytter, og indimellem samles de ivrigt om deres mødre. Hans Erik Jørgensen og Kirsten Rasmussen ejer landbruget Risbjerg, som er Fyns eneste producent af økologisk svinekød. På Risbjerg går søerne ude hele året og er en vigtig del af produktionsapparatet. De får hver omkring 20 smågrise om året. Søerne insemineres med købesæd, og når tiden nærmer sig til, at de skal føde, eller fare som det hedder for grise, flyttes de i private hytter på en indhegnet mark. For at grisene skal være helt økologiske, må uvedkommende ikke kunne komme tæt på og for eksempel fodre grisene med ikke-økologisk mad.

Slagtes ved 110 kilo

Fakta om økologiske svin

Et økologisk svin starter livet udendørs, og efter syv uger sættes det i stald.

I staldene skal der være adgang til det fri samt tørt strøelse.Søerne skal være på græs minimum 150 dage om året.

Foderet skal være 90 % økologisk og være grovfoder.

Tandslibning og haleklipning er forbudt i modsætning til konventionelle svin, hvor dette er almindeligt.

Svinene må højest transporteres 8 timer i alt – for konventionelle svin er det 24 timer.

I Danmark er cirka 1 % af det solgte svinekød økologisk.

Kilde: Økologisk Landsforening og Friland A/S

Smågrisene går ude, til de er syv uger gamle. Derefter flyttes de op til smågrisestalden, hvor de bor, til de vejer 35 kilo. Herefter flytter de i slagtestalden, hvor de skal fedes op, så de kan blive til gode slagtesvin. Grisene slagtes, når de vejer 110 kilo. I stalden bor de sammen i stier, men med mulighed for at gå udenfor. Det er nemlig et krav for frilandsgrise, at de har fri adgang til udearealer.

Økologisk foder er dyrt

Kravene til frilandsgrise er høje, og til økologiske frilandsgrise endnu højere. Grisene skal blandt andet have fri adgang til udeområder, der er strenge regler for medicinering, og så skal foderet være minimum 90 % økologisk. Grisenes foder består blandt andet af byg, hvede, fiskemel og havre og er en vigtig del i processen for at få gode slagtesvin.
Det økologiske foder betyder høje produktionsomkostninger i forhold til den traditionelle griseproduktion, men til gengæld kan det økologiske svinekød sælges dyrere end det konventionelle.

Økologiske grise er sikker fremtid

Selvom det er dyrt at holde økologiske grise, ser fremtiden lys ud. Omlægningen til økologi skete for tre år siden, og økonomien er nu ved at vende.

Derfor er ægteparret Hans Erik Jørgensen og Kirsten Rasmussen enige om, at økologisk svinekød er fremtiden.
”Interessen for økologisk svinekød blandt forbrugerne stiger stadig, så det økologiske svinebrug er det værd,” mener Hans Erik Jørgensen og tilføjer: ”man får en spændende hverdag og en sikker fremtid.”

 

LÆS SENESTE SAMVIRKE