Musik påvirker vores hjerne

God musik frigiver signalstoffer som adrenalin og især dopamin, som giver lykkefølelse
Af Bente Schmidt | 30. januar 2009

MUZAK I FØLGE ORDBOGEN

På hjemmesiden sproget.dk er muzak defineret sådan: stimulerende eller beroligende baggrundsmusik fra højtalere i forretninger, i restauranter og på andre offentlige steder; også som underlødig musik i almindelighed; dåsemusik

Musik har en fantastisk evne til at påvirke vores sind. Musik kan frigive signalstoffer i hjernen, og god musik frigiver gode signalstoffer som adrenalin og især dopamin, som giver lykkefølelse, fortæller Peter Vuust, der er professor og forsker i sammenhæng mellem hjerne og musik på Jysk Musikkonservatorium og Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab på Århus Universitetshospital

»Vi bliver høje af musik, for tonerne påvirker vores nydelsescentre. Det er en helt ufarlig måde at blive lidt høj på – og det kan hjernen godt lide,« siger Peter Vuust.

LAVEST MULIGE FÆLLESNÆVNER.

Selv  om musiksmag er individuel, er der en del grundregler, som altid gælder. Peter Vuust forklarer, at et supermarked bør spille musik med lavest mulige fællesnævner. Altså musik, der af de fleste kunder opleves som venlig, hvis det skal virke positivt på kunderne.

Supermarkederne henvender sig til os alle. Alle aldersgrupper og sociale lag kommer i supermarkedet, og derfor skal musikken, der spilles, ramme så bredt som muligt, for at så mange som muligt føler sig godt tilpas i butikken.
 
»Musikken bør være stille, rolig og uden alt for mange brud. De fleste føler, det er stressende i supermarkedet. Børn skriger og vi vil egentlig gerne hurtigt hjem. Derfor må musikken ikke stresse os yderligere,« siger Peter Vuust.

RISIKERER AT GÅ GLIP AF SALG

. Selv om kundegruppen i et supermarked er meget forskellig, og det derfor er svært at finde musik, der gør alle kunder tilfredse, er det en dårlig idé helt at droppe musikken ud fra devisen, at så generer man ikke nogen, fortæller Torben Hansen, der er professor ved Institut for afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School (CBS).

»Uden musik  kan supermarkedet risikere at gå glip af de positive effekter som øget salg og øget indtjening. Musikken sætter nemlig en stemning, som ikke opnås, når man kun hører susen fra mælkekøleren,« siger Torben Hansen.




Mere om Muzak

LÆS SENESTE SAMVIRKE