Mød manden der er besat af at klippe papirklip

Hvorfor startede du med at klippe?

»Det var en helt almindelig eftermiddag et par uger før påske, og mine to piger sad og klippede gækkebreve. Så syntes jeg også, det kunne være sjovt at prøve. Lidt senere samme dag tænkte jeg, at jeg ville prøve at klippe en lille figur. Jeg blev opslugt af det, og jeg kunne sidde til klokken et eller to om natten og bare klippe og klippe. Jeg  satte figurerne op på væggen med elefantsnot. Der sad et helt arsenal af figurer.«

Hvad sagde din familie?

»De syntes, figurerne var sjove, og grinede ad dem. Men dengang havde jeg ikke fået koblet historien på, den kom først lidt senere«.

Hvad er det for en historie?

»Historien hedder De klippede, det er ti papirfigurer, der sidder inde i papiret og ikke har fundet deres vej i livet, og så kommer saksen og befrier dem. Det er derfor, de smiler. Det handler om, at vi skal klippe os fri af det, vi går og grubler over. Vi skal tage fat i det, der er svært, og gøre noget ved det. For så kan vi komme til at se sådan ud.« (Torben Jarlstrøm Clausen peger på en af sine storsmilende papirfigurer.) 

Hvad mener du med, at det er saksen, der befrier figurerne fra papiret?

»Det kan godt være, at det lyder krukket, men jeg føler ikke, at jeg selv klipper. Jeg føler, det er saksen, der gør det. Det er det samme som at komponere eller improvisere musik. Man bliver nødt til at være fuldstændig til stede og alligevel ikke tænke for meget. Det er ikke en vandhane, man åbner, og så kommer der altid noget ud. Det er en vandhane, man åbner, og så håber man, der kommer noget ud.«

Hvad ville der ske, hvis du ikke klippede? 

»Det har jeg svært ved at forestille mig, jeg kan jo slet ikke lade være. Men jeg ville da helt sikkert mangle noget. Mangle det kreative rum at gå ind i.«

Kan du huske alle de figurer, du har klippet?

»Ja, hvis jeg bladrer i de bøger, som de ligger i, så er det som at møde gamle skolekammerater. Nåh ja – det er sådan, du ser ud, tænker jeg. Jeg har en relation til dem, og de er lidt som familie.«

Hvor klipper du?

»Jeg kan klippe alle steder. I min seng, på banegården eller på en café. Det eneste, det kræver, er et stykke papir og en saks. De første par år klippede jeg bare med en af børnenes sakse. Nu klipper jeg med en broderesaks. Og på min rejse til Japan fik jeg foræret en rigtig fin saks, der er lidt længere, med den kan jeg klippe nogle lidt andre figurer.«

Hvad skal der til, for at det er en god papirfigur?

»Det er noget med, om jeg synes, de ser glade ud. Ægte glade. Ligesom man godt kan se på et menneske, om smilet er forlorent eller ægte. Hvis ikke smilet hælder helt rigtigt, så er der ikke noget at gøre, så er det om igen.«

Er det ikke lidt barnligt at klippe små figurer i papir?

»Jo, det kan man måske godt sige, det er. Men det er jeg meget ukrukket omkring. Jeg vil heller ikke sige, om det er kunst eller ej. Det er jeg bedøvende ligeglad med. Det eneste, der er vigtigt for mig, er, at det er kommunikation. Jeg klipper i et stykke papir. Nogle bliver glade af at se på det. Andre gider ikke se på det.«

Du har udstillet i Japan flere gange og afholdt et papirklipseminar derovre, men kan du lære japanerne noget om papirklip?

»Det var også det første, jeg tænkte, da jeg blev inviteret til Japan. Men jeg tror, de er tiltrukket af det umiddelbare og glade i mine klip. Japanernes klip er meget ækvilibristiske og forestiller ofte bygninger eller fugle. Men de har ikke et så direkte udtryk, og jeg har ikke set et eneste glad papirklip derovre. Jeg mødte en vanvittig dygtig papirklipper ude i Japan. Hun sagde, at hun aldrig havde prøvet at lave en figur, men det ville hun prøve nu.«