Maelk

Mælk er hverken gift eller medicin

Tag det roligt, og drik mælk, hvis du har lyst. Mælk er ikke farligt, men heller ikke uundværligt.
Af Inger Abildgaard | Foto: Nicky Bonne | 25. februar 2010
et glas mælk
Drik bare mælken, den er ikke sundhedsskadelig for de allerfleste

Du kan leve sundt uden mælk, men du kan også leve med mælk og være sund. Drik mælken, hvis du kan lide den eller lad den stå, hvis du ikke kan. Hvis du vælger mælken fra skal du bare huske at få tilstrækkelig kalk fra for eksempel broccoli, spinat, bønner, nødder, rosiner og måske en kalktablet, for mælken er danskernes vigtigste kilde til kalk.

Det siger Christian Bitz, der er cand. scient i human ernæring og arbejder som selvstændig ernæringsekspert og forfatter.

 

Først elsket - så hadet

Mælken har været en hellig ko i danskernes mad. Mejerierne har dygtigt markedsført mælken, så vi troede på, at den var uundværlig for et godt helbred. Men mælken har også prøvet at blive lagt for had. Flere og flere danskere står frem og fortæller, at de har fået et bedre helbred, fordi de er holdt op med at drikke mælk.

 

Forbindes med kræft

Hos nogle mælkeskeptikere forbindes mælk med flere typer kræft og mellemørebetændelse.

De beskyldninger savner beviser, siger Christian Bitz.

Fødevarestyrelsen anbefaler en halv liter af et magert mælkeprodukt til alle børn over et år og alle voksne. Det er en »støvet« anbefaling, og måske er der ikke længere hold i den, fortæller Christian Bitz.

»Det må vi nøgternt vurdere ud fra tilgængelige forskningsresultater, men også ud fra de alternativer, der i så fald skal erstatte mælken,« siger han

 

LÆS SENESTE SAMVIRKE