Her løfter man i flok

I andelssupermarkedet Park Slope Food Coop (PSFC) i New York-bydelen Brooklyn er der ingen, som råber af kasseassistenterne. Der er heller ingen, som brokker sig højlydt, hvis butiksmedarbejderne ikke har nået at fylde varer på hylderne. Kunderne ved nemlig, hvordan det føles, når stregkoderne svigter, og varerne hober sig op i butikkens baglokale. For i PSFC får man kun lov at handle, hvis man selv arbejder ulønnet i butikken mindst tre timer om måneden. Derfor kan man meget vel være kunde den ene dag og kassedame den næste.

Tager man sin tjans i supermarkedet, kan man til gengæld købe friske, økologiske varer 40 procent billigere end i andre butikker.

»Når vi sparer lønudgifterne, kan vi sænke priserne,« forklarer 57-årige Joe Holtz, der er butikschef og en af supermarkedets grundlæggere. »Vi bruger kun lønnet arbejdskraft til opgaver, som kræver særlig uddannelse eller flere arbejdstimer end de obligatoriske tre.«

PSFC åbnede i 1973 som det første amerikanske andelssupermarked, der alene solgte varer til arbejdende medlemmer. Dengang var der under 100 indmeldte og en minimal omsætning. I dag er medlemsskaren vokset til mere end 12.800, og den årlige omsætning har rundet en milliard kroner.

Vokseværket har ændret supermarkedets medlemssammensætning. Mens grundlæggerne tilhørte 70'ernes hippiebevægelse og stod i opposition til det etablerede samfund, repræsenterer nutidens medlemmer et bredt udsnit af lokalbefolkningen. I medlemskartoteket findes børsmæglere fra Wall Street, skolelærere, kunstnere, håndværkere, læger og arbejdsløse.

PSFC er blevet hver mands eje. Succesen har fået modellen til at brede sig til andre dele af USA. Der findes lignende supermarkeder i Californien, og Joe Holtz er travlt beskæftiget med at hjælpe butikker i gang i staterne Montana og Pennsylvania.

GOD MAD TIL ALLE.

De lave priser er en af de væsentligste grunde til modellens popularitet. Det fremgår tydeligt, når deltagerne i supermarkedets introduktionsaftner for nye medlemmer forklarer, hvorfor de har meldt sig ind.

ge år,« siger en omfangsrig sort kvinde i 30'erne. »Jeg skal helst undgå en masse af de tilsætningsstoffer, som findes i mange produkter. Men jeg har ikke råd til at købe kvalitet, hvis jeg skal handle i almindelige supermarkeder. Derfor vil jeg være med her.«

En rødhåret, bleg mand i 40'erne bagerst i lokalet nikker bifaldende. »Det koster mig mere end 80 dollar (cirka 450 kroner) om dagen at købe økologiske produkter til min familie,« siger han. »Her i andelssupermarkedet får jeg bedre varer for færre penge.«

Hvis man sammenligner priser i PSFC og det almindelige supermarked længere nede ad gaden, forstår man, hvad mødedeltagerne mener. I andelssupermarkedet koster en liter mælk fem kroer, mens man skal af med det dobbelte, hvis man køber den i det traditionelle supermarked. PSFC bestræber sig på at tilbyde økologiske mejeriprodukter, og brød- og især grøntafdelingen har et større udvalg end i et typisk newyorkersupermarked.

Men selv om de økologiske varer sælger bedst, står der også konventionelle og ofte billigere varer på hylderne, så kunderne har mulighed for at vælge.

POLITISK SIGNALVÆRDI.

For mange er adgangen til billige, økologiske varer første skridt på vejen til en sundere livsstil.

»Jeg er i gang med at lære, hvad grøntsager er for noget,« siger 38-årige Michael Soaries, der meldte sig ind i andelssupermarkedet for knap et år siden. Til daglig er han chef i sit eget it- firma, men i dag har han brugt sin tid på at fylde marmelade på hylderne og mælk i køledisken. Han indrømmer, at han sjældent tænkte over, hvad han puttede i munden, inden han startede i PSFC.

»Jeg vidste til nød, hvad broccoli var, men alt det andet kendte jeg ikke noget til,« siger han og peger hen på den 50 kvadratmeter store grøntafdeling, hvor bjerge af økologiske blå kartofler, kinaradiser og kaktusblade trækker kunder til.

For at lokke nybegyndere som Michael til at sætte tænderne i nye typer grøntsager arrangerer supermarkedet gratis kurser, hvor professionelle kokke tryller rødbeder om til tapenade og lader deltagerne smage på persillerødder og majroer. »Jeg har ikke deltaget endnu,« indrømmer Michael, »men jeg er ved at samle mod.«

Men PSFC er mere end et supermarked med en velassorteret grøntafdeling. Butikken danner også ramme om medlemmernes sociale liv. »Jeg har fået mange venner her,« siger den 53-årige håndarbejdslærer Basia Niemczyc, som passer »Jeg har haft ondt i maven i mansmåbørn i supermarkedets legestue, mens deres forældre handler i butikken. »Da jeg uddannede mig som lærer, fik jeg råd og støtte fra andre medlemmer, som selv underviste, og da min datter ledte efter lejlighed, var folk også klar til at hjælpe.«

»Jeg kan godt lide at arbejde sammen med de andre. Det er dejligt at føle, at vi skaber noget sammen,« supplerer den 73-årige pensionist Richard Pizzicara, mens han bakser med at skære en 10 kilo tung ost ud i mindre portioner i supermarkedets pakkeri. »Jeg får mig en god sludder hernede og møder nogle mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt.«

Han har været medlem af supermarkedet i 26 år, og man aner en rest af stedets oprindelige hippieinspirerede tankegods, da han forklarer, at hans engagement i høj grad er politisk motiveret. »Her er et sammenhold, som du ikke finder i de kæmpemæssige kapitalistiske supermarkeder,« siger han. »Vi ejer tingene sammen, og vi bestemmer selv, hvad der skal være på hylderne.

Her handler det om, hvad der er godt for os ikke om hvad der vil give en eller anden forretningsmand størst profit.«

STRAFFEVAGT.

Større beslutninger tages på supermarkedets månedlige fællesmøder, hvor alle medlemmer har stemmeret.

»Hvis en leverandør opfører sig skidt, så vedtager medlemmerne en boykot,« siger butikschef Joe Holtz. »For eksempel boykottede vi engang et stort juicefirma, fordi chefen havde udtalt sig imod homoseksuelles rettigheder.«

Men det er ikke alle, der er henrykte for ideen om at løfte i flok.

»De her arbejdsvagter er faktisk dødkedelige. For det meste skal de bare overstås,« siger 44-årige David Bindman, mens han stabler æsker med kinesisk urtemedicin på hylderne. Han synes, det er svært at finde tid til at arbejde i PSFC, når småbørnsfamilien og jobbet som musiker også skal passes.

»Hvis du melder fra til en vagt, så får du en ekstra straffevagt, og til sidst ender det her med at være et fuldtidsjob,« siger han. Butikschef Joe Holtz indrømmer, at uviljen mod at arbejde er steget i takt med, at PSFCs hippieinspirerede fortid er blevet mere fjern. Han får ofte henvendelser fra folk, som ønsker at betale sig fra at tage deres vagter, men svaret er altid nej. »Vi vil ikke have klasseforskelle mellem medlemmerne,« siger han.

»Her er der ikke forskel på folk. Hvis man vil handle, skal man have hænderne op af lommen.«

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4