Klumme: Ud med pølsetang
En vindstille dag på Vestkysten – det må være en fejl! Normalt går vi rundt med konstant midterskilning i øjenbrynene her på egnen. Jeg sparker havedøren op, klar til at nyde en dag uden den sædvanlige stormstyrke.
Kaster mig ud på den jyske muld med store forventninger om sol-på-snotten, brune lår i blomstrede shorts og hede kys under æbletræet. Stemningen er høj, liiige indtil jeg får øje på en »brun sag« her og der; på ruder og i krukker. Ja, faktisk alle vegne!
Yeps, dræbersneglen, der gjorde sit indtog i 2007 her i reservatet, er kommet for at blive. Det kan man lige så godt acceptere og slutte fred med.
Og med en marchhastighed på ni meter i timen er der tale om en fætter, der bare vil fremad. Nu gælder det om at forsøge at holde antallet nede på et nogenlunde »lækkert« niveau, og så ellers slutte fred med hinanden, så al haveglæde ikke forsvinder fra matriklen.
Jeg genfinder min indre kriger og iklæder mig den klassiske sneglejægeruniform: Gule opvaskehandsker, pølsetang og en spand. Indenfor er en kedel vand konstant i kog, så dyrene kan dø. Morgen og aften går jeg på patrulje med hunden. Et år høstede vi hele 15.000 snegle – og et pænt antal hysteriske anfald.
Jamen, bor hele landsbyens sneglebesætning lige her hos mig?! Og sikke nogle ordenlige krabater, der er imellem – på størrelse med en barnesko.
Forventer, nærmest, at de hvæser ad mig. Gider ikke høre om andres sølle 20 snegle i haven. Min haveglæde siver, og jeg kan ikke tale om andet end dræbersnegle. Jeg udvikler et seriøst radarblik og kan spotte dem på 10 meters afstand. Om natten drømmer jeg om dem – de overtager nærmest mit liv.
Indser derefter, at haven skal omlægges; brutalt væk med køkkenhaven, bede og skyggearealer, især hosta og mine elskede dahlia må lade livet. Det virker, der kommer bund i antallet, og jagten er mere overskuelig. Glem alt om en lille, forkølet æske ferramol fra planteskolen til en mindre formue samt snedigt udtænkte fælder; også den med øl – dem drikker jeg hellere selv!
For med den mængde »gæster« på besøg er der kun en vej, og det er fremad med spand og pølsetang.
Haven er en anden nu. Smuk med træer og opstammede buske. Og jeg har stadig mit fotoalbum med minder fra den gamle have. Jeg er gået fra havenyder til jæger uden jagttegn med antal nedlagte dyr noteret på »dødslisten« sat op på køleskabsdøren. Bæstet med sølvsporet og alle vennerne har ændret min have for altid, men også fået mig til at acceptere det, der ikke kan ændres.
Jeg folder mine hænder i nogenlunde stille accept og hænger mit våben – pølsetangen – væk for i dag ... afventende.











Til perlepladeworkshop på Istedgade
7 juleplanter, der er giftige for din kat
5 ting du aldrig må slukke med vand
5 fedtstoffer du kan bage og stege med
10 gratis fornøjelser i Nordjylland
10 gratis fornøjelser på Fyn
Se de skøreste aldersgrænser
5 ting der ødelægger dit hår
8 gratis juleaktiviteter i København














Kommentarer til artiklen
snegle
jeg har også haft snegle i hobe tal men efter vinbjerg snegle har over taget stedet er de røde snegle næsten forsvundet vil du have nogle kan du få dem hilsen Sigrid
Dræbersnegle
Jeg har også mange dræbersnegle, men før jeg nedlægger min have, så ku jeg da ikke drømme om at gøre det, før jeg har prøvet Nemaslug, bøjede metalkanter eller elektrisk hegn rundt om haven...!
Sådan noget importeret skravl skal ikke finde indpas hér på matrik'len...!!
:)