Kaffe

Kaffebønnerne afslører, hvor vi bor

Jyderne foretrækker helt andre mærker end sjællænderne, når det gælder kaffe. Kaffebønnerne kan fortælle, hvor i landet, vi bor.
Af Kristian Herlufsen | Jeppe Carlsen | 22. februar 2011
kaffedrikker
Sjællændernes kærlighed til Gevalia kan spores helt tilbage til tiden omkring og særligt efter 2. Verdenskrig, hvor manglen på kaffebønner i Danmark fik sjællænderne til at tage til Sverige efter ordentlig kaffe

Nordjyderne er til Karat-kaffe

Når kaffen er Karat, er der noget, der tyder på, at den også er nordjysk. Et kig på kaffeposen og det bliver forholdsvis nemt at gætte, hvor du bor. Danskernes foretrukne kaffebønner hænger nemlig i høj grad sammen med geografien, viser en undersøgelse af danskernes præferencer for forskellige kaffemærker, som FDB Analyse har lavet til Samvirke.

Karat-kaffe er i syv procent af kaffekopperne på landsplan, men i Nordjylland sværger mere end hver fjerde til Karat, som kom på markedet i 1973. I øvrigt lanceret af et nordjysk firma – og noget tyder på, at lysten til et bestemt kaffemærke udspringer af kærligheden til en lokal kaffe, og at præferencen går i arv i flere generationer.

Sønderjyderne er til Merrild Kaffe

Merrild Kaffe blev oprindeligt startet i Kolding, og Merrild har i dag den største udbredelsen i kaffekopper i det syd-, vest- og sønderjyske område. Her bliver over 40 procent brygget på Merrild-bønner. Gennemsnittet for hele Danmark er omkring 15 procent.

På samme måde har også de øvrige regioner en større hang til en bestemt kaffe end andre:

  • Peter Larsen-kaffe, der kommer fra Viborg, har ikke overraskende den største udbredelse i Vestjylland.
  • Østjyderne drikker mere BKI end resten af danskerne
  • Gevalia drikkes oftere på Sjælland end i resten af landet
  • På Fyn er der oftere Merrild og BKI-kaffe i koppen end i resten af landet
  • Cirkelkaffen er et hit på Bornholm

På Sjælland drikker man Gevalia

Sjællændernes kærlighed til Gevalia kan spores helt tilbage til tiden omkring og særligt efter 2. Verdenskrig, hvor manglen på kaffebønner i Danmark, fik sjællænderne til at tage til Sverige efter ordentlig kaffe. På hylderne fandt de Gevalia – og gammel kaffekærlighed ruster ikke.


Kommentarer til artiklen

Kærlighed til kaffebønner

Det er helt rigtit at man gerne vil have den kaffe man fik i sit barndomshjem - i mit drak vi grøn Zoega. I rigtig mange år kunne den kun købes i Sverige og min mor tog fra Helsingør til Helsingborg efter den. Jeg har selv købt den, når jeg kunne finde den og har fundet ud af at den er drøj - meget stærk og hårdtristet, men jeg bruger ikke ret meget for at få en god kop kaffe.

- sonja petersen - 27. feb 2011 19:44

kaffe

Interessant observation :-)
Men hvor bor man så når man kun drikker Christgau kaffe ?? :-)

- Jette Bjærge - 1. mar 2011 12:48

Cirkel Kaffe

Og os, der sværger til den blå Cirkel-kaffe - Gad vide hvor vi hører til i landet :-)

- Hanne - 1. mar 2011 13:22

Kaffe

Og så er der os, der drikker Irma's egen kaffe. Den har huseret i mit barndomshjem, så den har jeg taget med mig :-)

- Eva - 1. mar 2011 14:18

Hvor er Fyn ?

Og hvad drikker man så på Fyn, Langeland og øerne syd for Sjælland, eller eksisterer de bare ikke i kaffeoptegnelserne ? For vi drikker da kaf' her på Fyns land.. :)

- AC - 1. mar 2011 14:35

Zoega

Jeg sværger til den mørke Zoega, som kan fås i Kvickly.

- Bjørn Hansen - 1. mar 2011 14:43

Svar på jeres spørgsmål

Hej debattører

Ac: Selvfølgelig drikker I da kaffe på Fyn. Her er BKI lidt over gennemsnittet og Merrild meget over gennemsnittet (dog ikke så meget over, som i Sydjylland).
Eva: Hvis du drikker Irmas egen kaffe, så er du højst sandsynlig fra København, Københavns omegn eller Nordsjælland. Her er der mere Irma-kaffe i koppen i forhold til resten af landet.
Jette: Christgau-kaffen er så lille, at vi ikke kan sige med statistisk sikkerhed, hvor man drikker mere Christgau end andre steder.

/Kristian, journalist, Samvirkes redaktion

- Kristian Herlufsen - 1. mar 2011 19:20

Svar til Hanne + opdatering

Hej Hanne og andre

Jeg har nu opdateret artiklen, så Fyn og Bornholm er kommet med på listen.

Og Hanne - hvis man drikker Blå Cirkel, så er man højst sandsynligt fra Bornholm, men også på det vestlige og sydlige Sjælland plus Lolland og Falster drikker man mere Cirkelkaffe end gennemsnittet.

/Kristian, journalist, Samvirkes redaktion

- Kristian Herlufsen - 1. mar 2011 19:27

Hej Christian Jeg ved godt at

Hej Christian
Jeg ved godt at det forholder sig sådan med christgau kaffe:-))
Men selv om vi er få der drikker denne kaffe blev jeg postitiv overrasket da vi besøgte en Netto nær den Tyske grænse og fandt den der :-)
Selv bor jeg mellem Århus og Randers, og vi skal køre nogle km for at skaffe den.
Men vanedyr ja det er vi, så hentes skal den :-)

- Jette Bjærge - 2. mar 2011 09:40

hele kaffebønner

Hvad for en kaffe skal man vælge når man gerne vil lave en espresso

- Pia - 2. mar 2011 12:14

hvilken kaffe hvor

Ja, jeg bor på Lolland og drikker altså Cafe Noir, men det er vel også Merrild? Men når turen går til Samsø er det Blå Cirkel kaffe. Det er et spørgsmål om vandet. Der smager Cafe Noir til gengæld ikke godt og omvendt med Blå Cirkel kaffe på Lolland. Sådan er der så meget.
Else Venefica

- Else Venefica - 3. mar 2011 00:59

Cirkel kaffe.

Hvor stor markedsandel har Cirkel kaffe ?

Hjemme hos os har vi altid drukket Cirkel kaffe.

- H. P. Håkansson - 3. mar 2011 01:11

kaffe

Jeg drikker meget kaffe. Har prøvet utallige mærker, men vender altid tilbage til Gevalia. Så er jeg hjemme igen.

- Anonym - 5. mar 2011 08:01

Espresso og markedsandel på Blå Cirkel

Hej Pia

Har du set guiden til espresso-brygning her:
http://samvirke.dk/tv/video/lav-perfekte-espresso.html

Og H.P. Håkansson: Markedsandelen kan vi ikke alene gøre op på baggrund af tal for kaffesalget i Coops butikker - dertil kræves mere statistik blandt andet over salg til virksomheder, salg i andre butikker og salg fra hoteller og restauranter. Så jeg bliver dig svar skyldig.
Jeg har kun indekstal for salg til forbrugerne gennem Coop.

/Kristian Herlufsen, journalist, Samvirkes redaktion

- Kristian Herlufsen - 6. mar 2011 20:18

Specialblanding

Siden jeg holdt op med at ryge for 9 år siden, har jeg drukket Hans og Grethes Specialblanding - en Java mokka - fra Århus. Når man holder op med at ryge, ændres smagsløgene, og pludselig kunne jeg slet ikke lide den kaffe, jeg havde drukket gennem mange år. Til gengæld får vi nu ros for kaffen, når vi har gæster.
Med hensyn til Irmas kaffe, så kan den altså også købes i Magasin i Århus.

- Erik - 9. mar 2011 13:36

urtekram

Vi bor i Viborg og hos os er det Urtekrams kaffe, vi fylder i kopperne. Hvor stor er markedsandelen af økologisk- og fairtrademærket kaffe?

- mette b - 9. mar 2011 13:42

Christgau og Blå Cirkel

Jette Bjærge spørger til Christgau kaffe. Det er en rigtig god kaffe. Jeg tror, at der er mange fynboer, der går efter den, da fabrikken i mange år lå i Odense. Senesre havde Jacobs Kaffe (bl.a. kendt fra Ali Kaffe) sit danske hovedkvarter i samme bygning ved siden af Rosengårdcentret.

Blå Cirkel er min egen favorit og har været det i mange år. Desværre havde Brugsens kaffe i mange år et dårligt ry, fordi mange købte de billigere (og ikke særligt velsmagende) blandinger, der hed hvid cirkel og brun cirkel. Men Blå Cirkel og Guld Cirkel har altid været fremragende.

Min eneste anke er, at vacuumpakken er svær at åbne. Gad vide, hvordan mennesker med svage fingre får pakken op?

- Niels W. - 9. mar 2011 14:38

Christgau

Jeg drikker selv mest Christgau, men jeg forstår ikke ham der skriver han skal til Netto ved grænsen. Man kan da få den i både Føtex, Super Best, Bilka osv osv. Jeg køber den altid som kaffebønner og kværner den selv , så er den vidunderlig frisk hver gang og det dufter bare så dejligt af kaffe.

- Lilian Andersen - 9. mar 2011 14:47

kaffe

Her i huset drikker vi Merrild kaffe.
Og vi bor på Fyn

- Gitte Åse Nielsen - 9. mar 2011 16:19

kaffe

Cafe Noir og Rød Merrild

- Gitte Åse Nielsen - 9. mar 2011 16:55

Friskkværnet kaffe

En kop friskkværnet økologisk Peter Larsen kaffe, er nu hellet ikke dårlig. Jeg sidder faktisk og får lyst til en kop bare ved tanken.

- Per Marer - 9. mar 2011 17:25

Cirkelkaffe - men hvor skal jeg få den nu?

Denne bornholmer savner sin cirkelkaffe! Jeg kan huske hvordan min morfar i 1970erne havde købt et større lager, p.g.a. udsigten til stigende priser - og sikkert med krigen i erindring. Jeg har desværre ikke længere noget sted at købe min cirkelkaffe(og det kan for min skyld være blå eller guld - det spiller ingen rolle), for både Kvickly og Dagli Brugsen er lukket i min sjællandske by. Gid man kunne sine forsyninger på nettet - for kaffe er sandelig en alvorlig sag!

- Anonym - 9. mar 2011 19:00

Kaffemærker

I mit barndomshjem blev der drukket masser af kaffe. Det var altid fra brugsen, så det var nok Cirkelkaffe; men jeg er også så gammel, at jeg kan huske, at der blev brugt både Richs og Danmarks! Jeg blev først kaffedrikker i en alder af 45, og jeg drikker fortrinsvis Merrild. Jeg har altid boet på Fyn!

- Lisbet - 9. mar 2011 19:08

Kaffesmag

En gammel pige fra 1941 - ja far havde Gevalia kaffe, chokolade, baner med fra Sverige. Mor tog Sverigesbåden frem og tilbage - også Gevalia, en ok-kaffe. Men også godt med Richs og Danmark i, så det drøjede.
Vi har også boet i Kolding i 25 år, og der blev det til Merrild, selvfølgelig, og er det stadig efter tilbageflytning til Sjælland igen.
Brugsen kaffe har altid været enten eller hos danskerne. Men ikke Karat hos os.
Jo, jeres udsagn passer rigtig godt - men vi har da aldrig tænkt på det på den måde. Sjovt.
Mvh. Lisa 70

- Lisa Jensen - 9. mar 2011 19:15

kaffe

Engang havde FDB en god Cirkelkaffe .
Jeg husker ikke om den var i en hvid pose , mener at den var mørkristet .
Den smagte dejligt .
Den blev desværre taget ud af markedet og vi har siden drukket mørkristet Merrild kaffe .
Måske kan Coop genindføre en mørkristet Cirkelkaffe i 500 grams poser .

- Ole - 9. mar 2011 20:56

Kaffevalg

Bor i Kolding drikker altid Rød Merrild nr. 103

- Kaj Erik Christensen - 9. mar 2011 23:55

Peter Larsens økologiske

i lysegrøn pose er et hit her hos os i Billund.

- Anonym - 10. mar 2011 18:57

Kaffemærker

Vi skifter lidt mellem Christgau (rød eller sort), kan også købes i Netto, Brugsens små luksuskaffer, f.eks. Kenya, Columbia, Nicaragua, men også de andre er gode, Brugsens økologiske Änglamark er også god. Af og til Cafe Noir. Vi kan lide dem alle, køber mest bønner, som vi selv maler. Det er som regel prisen, der afgør hvilket mærke, vi køber af de nævnte.
Som nogle nævner er vandet meget afgørende for smagen.

- Ingse på Fyn - 17. mar 2011 09:52

Jeg er vokset op på

Jeg er vokset op på Christianshavn i 60'erne, og i Dronningensgade 48 lå der en købmand,som havde en vidunderlig java mocca. Butikkens indehaver hed fru Steeman, hun lavede i øvrigt sine blandinger selv. Her i 2011 drikker jeg Christgau og kaffe fra Irma.

- Vallentin - 11. jul 2011 20:31

god kaffe

Har prøvet den nye kaffe fra Zoega "Imprezion". Den er dog bare lækker, gæsterne siger det samme. Den kan varmt anbefales, jeg drikker ikke meget kaffe, når jeg så endelig gør, skal den smage godt.

- Kim - 28. jul 2011 20:59

vandet og maskinen

Vi bor mellem Ringsted og Glumsø og får vand fra et lille vandværk. Det er hårdt vand med meget kalk i. Her har vi altid drukket Peter Larsen kaffe, dvs da vi fandt frem til den, for før boede vi i Sorø og da drak vi, tja, det kan jeg ikke huske mere, men den kaffe smagte slet ikke godt, da vi fyttede hertil. Så vi prøvede mange forskellige og fandt frem til Peter Larsens, som alle smager godt, men bedt den økologiske eller den brune. Helst bønner som vi selv maler.
Nu har vi så fået ny kaffemaskine -igen, det er vel vores 7. maskine, men på denne maskine, smager Larsen ganske enkelt ikke godt, øv! Så vi prøvede men denne gang spurgte vi rundt i omegnen og fik det svar at blå cirkel måske kunne du, det er der flere der drikker jævnligt heromkring, tilsyneladende mest pga prisen - men det er nu blevet vores kaffe, for den smager godt med den maskine og det vand, vi har her.

- Mirja - 16. feb 2012 10:58

Kaffe

Jeg drikker Marcus kaffe,Kaffehuset fra Coopmarkedet,Senseo kaffe(er min Standard), men det det er nok mest pga. økonomiske årsager...

Ell.s drikker jeg stort set alt kaffe, både når jeg besøger familie & venner...

Så hvilken Region høre jeg til, ell. burde jeg høre til? ;-)

- Rasmus - 11. maj 2012 19:44

Kaffe.

Min favorit kaffe er BLÅ CIRKEL , den smager godt.

- Harald G. Poulsen - 12. maj 2012 16:52

Kommenter artiklen

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

LÆS SENESTE SAMVIRKE